Ny bog
Forfatteren Maria Helleberg er opera-kender. Det tør man nok sige. I en uhyre detaljeret gennemgang af denne særlige kunstneriske samværsform, der, som Storm P. siger, ville føre til politiets indgriben, såfremt den foregik udendørs, har hun søgt at opridse historien bag, samt ikke at forglemme operaens stilistiske udvikling gennem tiderne.
Det er nyttigt at blive mindet om, hvorledes tidsånden bestemmer operabegrebets virkeliggørelse. Også nyttigt at huske på repertoirets omskiftelighed, samt de tekniske vilkårs meget afgørende betydning for operafolkets udfoldelsesmuligheder og selvoplevelse.
Hellebergs dominerende metode til belysning af de enkelte epoker og fænomener består i at eksemplificere, hvilket demonstrerer en fuldstændig suveræn fortrolighed med opførelseshistorien, så suveræn, at man som nogenlunde vidende, men bestemt ikke ekspert på feltet, er lige ved at gå i knæ med et lille forbehold over de alt for detaljerede beskrivelser af præstationer, man i sagens natur ikke kan efterprøve.
Med så megen vægt lagt på den sag, må bogen føles en smule svækket i helheden, hvilket ikke skal fordunkle den kendsgerning, at Helleberg ikke desto mindre har skrevet en overvejende vedkommende fremstilling af en central kunstarts forunderlige indflydelse på tidernes teateropfattelse. Således også i vore dage, hvor operaen synes at være gået i spidsen hvad angår det eksperimentelle.
Heri ligger både et gode og et mindre gode, eftersom de mere beskedne hoveder af faget her har fundet en forsøgsmark, hvor man stort set kan hævde, hvad det skal være. Der er således langt fra Patrice Cheraus congenialske Wagner-tolkninger i Bayreuth i 1976 til krukkede, uigennemsigtige forvridende postulater af forestillinger, hvor operakoret sidder på lokum i Maskeballet (med underbukser på), gondolerne sejler rundt i Metroen i Paris i Hoffmanns eventyr, og Peter Grimes er gjort til faldskærmsudspringer i en by tapetseret med gulvmåtter. Denne internationale trend af det opfindsomme uden hensyn til tekst og ophav og for det interne instruktørrenommés skyld kunne man sige meget mere skidt om, og Helleberg berører det da også uden at blive dogmatisk.
Maria Helleberg lægger så afgjort vægten på de rent sceniske og sangmæssige tolkninger i mindre grad på den musikalske ledelses betydning. Dirigenter som Karajan, Abbado, Solti og Thielemanns indflydelse på produktionerne var og er jo således betydelig. For Karajans vedkommende iscenesatte han selv, og det var nu ikke almindeligvis sangerne, heller ikke Maria Callas, der trak Karajan til sig, men omvendt.
Det er stadigvæk en fin bog, Helleberg har leveret, forståelsen af denne komplekse fascinerende kunstart, uddybes ved læsningen.
*Maria Helleberg: Ind i operaen. 240 s. ill. Aschehoug
