Polaroid-generationen

Udstilling/bog
I hvert årti eller hver epoke har New York haft særlige vandingshuller eller mødesteder, hvor den pågældende generations tanker og energier har fortættet sig og sendt gnister og impulser ud i verden og ind i eftertiden. I 1920’erne samledes den såkaldte ’Lost Generation’ på ydmyge Village-etablissementer med navne som Working Girl’s Home eller The Liberal Club for at diskutere kunst og politik. På kanten til 40’erne blev Minton’s Playhouse oppe i Harlem ved sære tilfældigheder arnestedet for den nye bebop. I 50’erne mødtes New York School-digtere og beat-forfattere med tidens malere på værtshuse som San Remo og Cedar Bar og fik midt i al drukkenskaben ikke blot lagt grunden til varige venskaber, men også til nybrud i både kunst og litteratur.
Selvfølgelig var der masser af andre barer, restauranter og klubber, hvor ’man’ kom. Men når historien skal skrives, og det bliver den igen og igen, når det gælder disse sager, så synes der for hver generation altid at være ét eller to steder, der skiller sig ud, fordi det var her, tidsånden af ofte udefinérbare årsager tegnedes særlig skarpt. Og sådan et sted var Max’s Kansas City, de sene 60’eres og tidlige 70’eres ubestridt mest hippe udskænkningssted på Manhattan.
Det var her, Andy Warhol holdt hof med kredsen fra The Factory: kunstnere, fotografer, musikere, transvestitter og andet godtfolk – stjerner, wannabes og outcasts i én skøn forvirring. Det var her, den sidste inkarnation af det oprindelige Velvet Underground med Lou Reed i front spillede deres afskedsjob i august 1970 (dokumenteret på den nylig udsendte dobbelt-cd, Live at Max’s Kansas City. Det var her, malere som Robert Rauschenberg, Joseph Kosuth og John Chamberlain hang i baren. Det var her, Yoko Ono overtalte John Lennon til at flytte til New York. Det var her, Iggy Pop skar sit maveskind til blods med en knust flaske ved en af sine første Manhattan-koncerter. Det var her, man på en tilfældig tirsdag aften kunne løbe ind i så forskellige koryfæer som William Burroughs, Grace Jones, Miles Davis, Dustin Hoffman eller Germaine Greer. Etc. Etc.

Snapshots
Hvad der gjorde Max’s Kansas City til noget helt specielt, fremgår allerede ved et overfladisk blik på den udstilling (med tilhørende publikation), som den unge danske kunstner Jacob Fuglsang efter seks års ophold i New York har sammensat til Nikolaj Udstillingsbygning. Mens de fleste vidnesbyrd om tidligere barmiljøer havde været af litterær art, var selviscenesættelsen i sidste halvdel af 60’erne – med Warhol som en af de primære inspirationskilder – kommet til at hænge uløseligt sammen med registrering, dokumentation. En stor del af klientellet på Max’s mødte op med båndoptagere og kameraer, ofte polaroid, og udstillingen fungerer således ikke blot som en dokumentation af en tilfældig scene – 30 år efter at all tomorrow’s parties sluttede – men giver et indblik i tilblivelsen af en attitude, en måde at være til stede i verden på.
I udstillingen indgår en god håndfuld værker fra perioden – Warhol, Rauschenberg, Ray Johnson – men vægten ligger ikke overraskende på fotografierne. Og her er vel at mærke ikke tale om højdepunkter eller flatterende portrætter i traditionel forstand, men om mere eller mindre skødesløse snapshots af de fleste af de ovennævnte navne og mange til. Lynskud af en Alice Cooper i bredriflede fløjlsbukser. Af en kvæstet Lou Reed. Af en Andy Warhol, som ser ud til at kede sig gudsjammerligt sammen med en Janis Joplin. Af en Nico, der ser så trist ud, at det næsten måtte gå galt.

Everybody’s darling
Hvorfor blev det lige netop Max’s Kansas City? En af de væsentligste årsager var ejeren Mickey Ruskin, en advokatuddannet klubveteran, som havde åbnet stedet i 1965. Ruskin holdt af kunstnermiljøet og havde et sjældent øje for talent og personlighed, også hos dem, der endnu ikke havde foldet sig ud. Og så var han usædvanligt generøs med hensyn til at se igennem fingre med, at hans klientel ikke altid havde råd til at betale regningen. Således skriver Lou Reed i sin veloplagte introduktion i den publikation, der ledsager udstillingen, at Ruskin »was personally
responsible for my survival for three years because he fed me every day«.
En anden grund til den relativt langvarige succes kunne være af mere praktisk art. Lokalerne – beliggende på hjørnet af Park Avenue og 16. gade – udgjorde simpelthen en god ramme med mange muligheder. I underetagen var der bar og restaurant (med saftige steaks og friskfangede hummere som specialitet); i overetagen koncertlokale og danseklub. Og så var der det herostratisk berømte ’back room’, hvor de udvalgte kunne trække sig tilbage og chille i lyset fra Dan Flavins blodrøde neoninstallation. Når Lou Reed i den miljøbeskrivende »Walk on the Wild Side« synger om transvestitten Candy Darling, at »in the back room she was everybody’s darling«, er det naturligvis baglokalet på Max’s, der er tale om.
Alt i alt tilbyder udstillingen og publikationen et fascinerende kig ind i en tidslomme, hvor Det Andet Amerikas kunstneriske fortrop, i skyggen fra Vietnamkrigen og periodens politiske mord (Kennedy, King, Malcolm X), kunne udleve en mørk drøm, en desperat fest på kanten af kaos og undergang. Og et indblik i, hvordan den popkunst, som var vokset frem i slutningen af 50’erne, for en stund blev omsat til livsstil – mennesket som kunstværk, livet som teater.

*Max’s Kansas City: Art imitating Life, imitating Art. Kurator: Jacob Fuglsang Mikkelsen, Nikolaj Udstillingsbygning, København, til 24. okt.

*Max’s Kansas City: Art imitating Life, imitating Art. Tekster af Lou Reed, Klaus Lynggaard, Henrik List, Jacob Fuglsang Mikkelsen. 48 s., 85 kr. Informations Forlag. ISBN 87-7514-104-3