Læsetid: 3 min.

Et portræt af krigens grusomheder

Et nervepirrende plot, der udspilles i en blodig mellemøstlig virkelighed, holder læseren fæstnet til sidste side. Men hvad er sandt, og hvad er fiktion? Grænsen er flydende i Knut Arnjlot Braas debutroman ’Delete’
20. september 2004

Ny roman
Man kan se den for sig, handlingen i norske Knut Arnjlot Braas debutroman Delete. Som i en amerikansk actionfilm føres læseren gennem sceneskift fra den irakiske ørken til Trondhjem til Nahariya i Israel. Langsomt tager en grusom plan form samtidig med, at den norske helt, den tidligere FN-soldat Tom Falck, inddrages i modplottet. Man kan næsten forestille sig skuespillerne og underlægningsmusikken.
Tom Falck og bogens forfatter, Knut Arnjlot Braa, har deres baggrund som FN-soldater udstationeret i Mellemøsten til fælles, og man fornemmer, at forfatteren også har personligt kendskab til den angst, som sidder som
en konstant knude i heltens mave. Udover et hæsblæsende og nervepirrende plot, hvor man til det sidste er i tvivl om, hvem der er ven, og hvem der er fjende, er en stor del af bogen helliget beskrivelser af krigens rædsler, som helten Tom har oplevet dem, og de psykiske men, de efterlader.
Beskrivelserne af tortur, drab på civile, mislykkede forsøg på at beskytte civilbefolkningen mod vilkårlig vold mm. kan til tider virke lige blodige og detaljerede nok. Omvendt er det netop detaljeringsgraden der med al ønskelig tydelighed viser læseren, hvad krig er. Hvor hæslige og barbariske selv vores såkaldte moderne krige er, og hvad de gør ved mennesker – både bødler, ofre og vidner.

Må møde spøgelserne
Tom Falck har ved bogens start for længst trukket sig tilbage fra soldaterlivet, har startet et reklamebureau og lever et stille og roligt liv med konen Lise og deres to børn i Trondhjem. Falck lider af post-traumatisk stresssyndrom, men er i behandling og i bedring. Et af lægens råd er, at Tom skal konfrontere sine spøgelser. Tom har imidlertid ingen planer om at vende tilbage til åstederne for de grusomme hændelser, der plager ham, men det er ikke desto mindre, hvad han tvinges til, da en mystisk cd-rom pludselig dukker op hos en israelsk veninde i Oslo og nær koster hende livet. I erkendelse af at cd-rom’en tydeligvis indeholder informationer, nogle er villige til at dræbe for, begiver Tom sig tilbage til Israel for at aflevere cd’en til venindens tidligere chef i en af de israelske sikkerhedstjenester. Det skal ikke her afsløres, hvilken grusom plan cd’en gemmer på, men blot understreges, at den i grusomhed overgår selv virkeligheden, hvilket ikke siger så lidt efter snart fire års blodig intifada.

Dødstrusler
Både forfatter og forlag modtog ved udgivelsen af Delete dødstrusler fra en højreekstremistisk israelsk gruppe og Braa måtte i en tid have politibeskyttelse. Om end dødstrusler og vold ikke hører sig til i et moderne samfund med ytringsfrihed, så kan man ikke klandre den israelske højrefløj for at føle sig udleveret som barbarer ved at – om end i fiktionens verden – at blive udstillet som bagmænd til en plan, der ville have været en af de største forbrydelser begået i nyere tid.
Både israelere og palæstinensere kan imidlertid takke forfatteren for indlevende og filmiske beskrivelser af både den konstante angst, de fleste israelere føler ved at bevæge sig rundt i det offentlige rum og især tage en bus, såvel som beskrivelser af grundløs vold begået af israelske soldater mod uskyldige palæstinensere. Denne anmelder genkender begge beskrivelser fra sin egen tid i området, og netop derfor fremkalder det kuldegysninger, når mere lyssky aktiviteter i de israelske efterretningstjenester eller fra FN-soldatens tid som udstationeret i Libanon i tiden omkring massakrerne i Sabra og Shatilla-flygtningelejrene beskrives. Er grusomheden og koldblodigheden også sand i disse tilfælde?
Romanen udspilles i en gråzone mellem fiktion og virkelighed, og lige præcis hvor grænsen går, får vi ikke noget svar på. Et hint får læseren dog på, at dele af romanen vitterligt er fiktion: Masseødelæggelsesvåben i den irakiske ørken – helt centralt for plottet – for eksempel, ved vi nu er det rene opspind. Med mindre at den israelske sikkerhedstjeneste lige som i bogen har hentet dem... Nej, come on... eller?
Som forfatteren selv skriver i sit forord: »Tak til dem, der af forskellige årsager må forblive anonyme, men som har hjulpet mig med at skitsere et grusomt, men desværre aldeles muligt scenario.«

*Delete af Knut Arnjlot Braa, 295 sider, Aschehoug, 199 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu