Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Råbuk og ræv

Birthe Arnbaks korte erindringsglimt har kun indimellen offentlig interesse
Kultur
15. september 2004

Ny bog
Nogen burde nok have hvisket Birthe Arnbak i øret, at hun skulle finde en mere selvstændig titel til sine Erindringsglimt. Stumper og stykker – det hed nemlig også Lene Krogh Bertrams temmelig selvkredsende selvbiografiske selvanalyse fra 1990 og unge Kim Johannessens fragmenterede opvækstroman fra 1997.
I Birthe Arnbaks tilfælde motiveres titlen af de 21 enkeltafsnits punktagtige, uforbundne karakter. Her skal ikke fortælles nogen afrundet historie, blot meddeles spredte billeder indeholdende et maksimum af levet og sanset nærvær, af »steder og stemmer, en uventet regn af glimt efter glimt af det liv, der var«, som det hedder på første side.
Altså får vi tætte, skarpe kig på hønen, som forfatteren legede med som barn, ulven, hun så i Zoologisk Have, ræven, der ynkelig kom haltende langs med et hegn, endnu med forbenet fastklemt i saksen, og råbukken, der gik og vejrede mellem frugttræerne i haven, alt imens den udsøgte sig de saftigste bidder.
På menneskesiden møder man skovriderfamiliens voksne og bag dem moderens og faderens slægt. Bogen munder ud i skildringen af den purunge heste- og naturglade piges møde med sin senere mand. De sidste sider helliges ham, sådan som han tager sig ud i tabets og savnets lys, set mange år efter, fra kørestolshøjde.

Tænk bare!
Der forekommer visse overlap, f.eks. fra Aftenstund. Samtale med min far (1995) og Arnbaks seneste digtsamlinger, der alle jo har stået i tilbageblikkets tegn.
Men hvor disse blev båret og styrket af hendes saglige nøgternhed – som alle dage har været en forudsætning for, at der kunne komme gyldig kunst ud af at stille så tæt ind på det nære (naturen) og kredse så konstant om det personlige og intime (kærligheden og ægteskabet), dér slipper vi i den nye bog ikke for en vis sentimentalitet – »Tænk, den gamle, fine professor svarede mig, at det værk, han syntes bedst om, var mit lange brev om mit liv i skoven. Om digtene var det alt for tidligt at sige noget.«
Sådan beskriver forfatteren et svarbrev fra selveste Vilhelm Andersen, og samme tone bruges i omtalen af hendes dansklærer, poeten Alex Garff: »Tænk bare, han lånte min sidste bog med stift bind og læste den igennem og satte mange minusser, men også en del plusser.«
Ja, tænk bare, det er sådan man udtrykker sig, når man sidder og fortæller for veninder og børn og børnebørn og samtidig smager en lille bitte smule på sig selv. I den trykte form hører den slags udbrud ikke hjemme.

Ven med Jesus
Mest glæde har man som læser af de korteste, mest sanserene stykker. Flere er allerede nævnt ovenfor, men lad os tilføje »En eftermiddag i himlen« om de to skovriderdøtre, der leger Maria og Vorherre, og »Min hemmelige ven«, der såmænd bare handler om at have Jesus med i sin dag: »Gå hjem nu,« siger han, »ellers bli’r du kold!«
For læsere, der gennem årene har gjort (i det mindste en del af) turen med og lært Birthe Arnbak at kende som en nær, sanddru poet, kan der i Stumper og stykker nok ligge en nøgle til diverse rum af mere privat karakter.
Almen interesse har dog kun de få lysende, klart seende afsnit. Som pudsigt nok tit er de, der ikke er puttet fotos i.

*Birthe Arnbak: Stumper og stykker. Erindringsglimt. 79 s. Ill. Kr. 198,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03053-5. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her