Læsetid: 4 min.

Rapper med vandskræk

Den gejle grinebider Marius Nørup-Nielsen ender i sine nye digte som eksempel på den snæverhed, han foregiver at sabotere
15. september 2004

Ny bog
Der venter læseren en behagelig overraskelse, hvis han eller hun trænger en fjerdedel ind i Marius Nørup–Nielsens digtsamling Alle tiders barn, hans opus 2. Da begynder nemlig Ka’ du lege? en art selvstændig ’bog i bogen’, om muligt mere legesyg og pjankende end resten, hvilket ikke siger så lidt.
Grinebideren og tabusabotøren Nørup–Nielsen (f. 1976) er noget af det nærmeste, vi for tiden kan komme en mandlig pendant til årtusindeskiftets trekløver af fnisende humorister med hunkøn: Ursula Andkjær Olsen, Mette Moestrup og Lone Hørslev. Kan man derudover sammenligne ham med lidt ældre poeter, må det især blive Schade i kraft af den fjottede humor, Jess Ørnsbo på grund af samfunds- og normalitetskritikken, samt fra 80’erne Michael Strunge for samfundssatiren og F.P.Jac for sprogfornyelserne.
Hos Nørup-Nielsen, som er fra Stevns og derfor ved, at en klint ikke er en mælketand mere holdbar »end alt andet, der er dumt nok / til at rejse sig / af havet« nærer man nedfaldsfrygt. Også kærligheden er skrøbelig: vi må finde os i forelskelsesbehandling. Har den udkårne fundet en anden, skal vi ikke regne med, at der gives et stk. 2 og dermed dyspensation. Man må ofte pikskyldigt acceptere sin lod! På det mere nationale plan belastes vi lige for tiden af kæft, trit og ensretning: Du ligner ikke, du dur ikke, væk – »Er det begrundtviget, eller luther ondskab?«

Ekstatisk eruptiv
Som eksemplerne demonstrerer, har digteren fra sin debutbog Karakteristikon (2001) videreført sin overgivne, tit overgearede rablen. Metoden hedder atter ekstatisk eruption, hvilket, visuelt, viser sig i lange, tit overordentlig lange linjer, som i midterdelen endda har fordret anvendelsen af mindre satsstørrelse for blot at holde skriften inden for brødtekstens klumme. I sig selv klart vidnesbyrd om den iboende modsætning mellem på den ene side det subjektive verbale oprør og på den anden side enhver udefra påtvungen norm.
Det følger af Nørup-Nielsens grænsesprængende ambition, at vi kun tøvende tør fiske enkeltpassager op af strømmen og citere dem som frit i luften svævende udsagn. Men det ligner en seriøs trosbekendelse, når digteren i midterdelen siger, at »Refleksion, dialog og kærtegn« stadig er den største inspiration. Bekender han sig til noget, er det ’legesygen’ i alle dens former, også hvis dette program skulle medføre flydende snak:

hellere ane end
begribe, hellere bringe billeder end
systemer. Og hvem vil nøjes med
det tynde
øl, når man kan krydse grænser
mod mørkere, fyldigere
slurke?

Slutningen af denne passage kan læses som en frimodig hilsen til Søren Ulrik Thomsen, der i Det skabtes vaklen (1996) lod et glas øl, han fik skænket i Irland, være billede på alt det, vi modtager i gave af livet og aldrig kan erobre og besidde.

En skidt knægt
Selv står Nørup-Nielsen for en anderledes vild poetik praktiseret i en meget lidt fredselskende skrift. Ideologisk placerer han sig i selskab med en Jens Baggesen, der fremhæves for sin åbenhed:

Jeg er ingen dansk,
næh, jeg er en global
Jens, oplyst af metropoler, syd,
nord, øst, vest, tiltrækker mig så
frastødende.
Jeg er en skidt knægt, fra et
skident æg.

Hovedmodstanderen bliver derfor Dansk Folkeparti, eksempel på et Danmark, som siden 1864 har ligget i vinterkrig med sig selv, og hvor vi med tiden er blevet verdensmestre i piedestalsidning, nemlig på de stubbe, som står tilbage, når jantelovsnivelleringen har hærget det kulturelle landskab! For Nørup-Nielsen er der ikke forskel på den ny Ulla Pia (dvs. Ulla Dahlerup og Pia Kjærsgaard) og så »en bjerggemt, fuldskægget terrormullah«. De og fætrene kæmper nemlig ganske som han »for oplysningens opløsning«.

Fordomme i fri dressur
Det er ganske morsomt, men er det også retfærdigt? Lurer der ikke her en farlig fordomsfuldhed, midt i fryden ved at sprænge grænser? Jeg tror det, og bestyrkes heri af Nørup-Nielsens lille hjemmelavede bøn:

Fadervor, du som er i himmelen,
dit heldige svin,
fisse, patter, røv og masser af
brændevin,
hernede er en rigtig mand jo som
en ensom kanin,
ludere og koldt vand, hæmorider
og din og min,
også jeg troede mig udvalgt, ik’
kun til grin

Åh, tag mig hjem til paradis,
hvor kvinder ik’ er lavet af is,
hvor man ik’ ska’ være en vinder
for at få sig lidt fis’

Jamen, det er da bare rablende primitivt, og står i en skærende kontrast til forfatterens selvreklame, hans erklæring om dialog og refleksion. Ikke mindre fordomsfulde forekommer hans digte om parforhold og sex, hvis mistrøstige konklusion lader sig koge ned til ordet Tosomsont.
Det er altid herligt, når en digter sætter sin hat som han vil. Om Nørup-Nielsens hovedbeklædning må imidlertid siges, at den bare er mode-rigtig og trendy, omend på en morsom, ofte medrivende måde. At dansk poesi har fået en vaskeægte rapper, må vi hilse med klap, også selv om anden tydeligvis hæmmes af vandskræk.

*Marius Nørup-Nielsen: Alle tiders barn. Digte. 64 s. Kr. 169,00. Samleren. ISBN: 87-638-0030-6. Udkom i går

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu