Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Antidemokratisk, protofacistisk og mesterlig

Næsten 200 år gammel og højaktuel: Hegels berygtede og væsentlige ’Retsfilosofi’ udkommer på dansk i en flot oversættelse
Kultur
18. oktober 2004

Ny bog
Det moderne menneskes frihed er et problem. Man kan forestille sig frihed for den enkelte som ret til sin ejendom og sit liv. Man kan forestille sig individuel frihed som ophavsretten til sig selv.
Eller man kan lave en moralsk definition af frihed for den enkelte: Man kan definere friheden som individuel selvstændighed. Som evnen til og muligheden for frit at handle, som man kan tænke sig, at det må være rigtigt. Denne frihed er ikke bare friheden til at følge sine lyster. For også lysten kan gøre mennesket til slave. Det er en frihed til at handle forbilledligt; det vil sige handle, som man finder, at alle andre mennesker burde handle.
Det er to forestillinger om frihed, som dominerer i dag: retten til at kræve sin ret og ejendom og muligheden for at handle uafhængigt af undertrykkelse og illegitim autoritet.
Men de to individuelle frihedsformer er farlige. For den individuelle frihed, der ikke er forbundet med kollektive handlingsmuligheder, bliver tom. Man kan handle så frit, man vil, og være sikker på både sin ejendom og sine rettigheder og alligevel være ude af stand til at finde en bestemmelse for sig selv. Hvis det enkelte menneske skal
være frit, må det have mulighed for at realisere sin frihed i en fælles
offentlighed.
Uden denne offentlighed vil mennesket søge tilbage mod de gamle autoriteter for at finde noget fast. Eller det vil søge sandhed i sine egne inderlige følelser og fornemmelser: »Dermed kan opstå en længsel efter objektivitet, hvor mennesket foretrækker at se sig reduceret til træl og til fuldstændig afhængighed blot for på den måde at undgå tomhedens kval og negativitet. Da adskillige protestanter for nylig gik over til den katolske kirke, skete det, fordi de fandt, at deres indre var uden holdepunkt, og de greb ud efter noget fast, et sted at få fat, en autoritet – blot skulle det ikke være tankens enhed, de fik fat i.«
Det kunne være skrevet i dag. Men det er et citat fra den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegels Retsfilosofi, der først udkom i 1821, men nu udkommer på dansk.
Citatet henfører til en væsentlig udfordring for Retsfilosofien: Hvordan kan man både respektere den moderne individuelle frihed og forbinde denne frihed med fælles realiseringsformer?
Som Jürgen Habermas ganske præcist har sagt: Hegel var ikke den første filosof i det
moderne. Men han var den første, der gjorde det moderne til sit problem.

Retsfilosofi
Hegels Retsfilosofi er ikke som almindelige retsfilosofier, begrænset til forfatningsmæssige forhold og statsmagtens legitimitet. Den er en afdækning af de samfundsmæssige forudsætninger for at realisere den frie vilje offentligt.
Hegels Retsfilosofi er heller ikke en konstruktion af et nyt samfund. Den er noget så særpræget som en normativ teori om det bestående. Som han skriver i forordet:
»I det omfang nærværende afhandling beskæftiger sig med statskundskab, vil den ikke være andet end et forsøg på at fremstille staten som noget i sig fornuftigt. Som filosofisk skrift må afhandlingen så vidt muligt afholde sig fra at konstruere en stat, som den burde være. For så vidt afhandlingen rummer en belæring, kan den ikke bestå i at fortælle staten, hvordan den burde være, men snarere hvorledes den som sædeligt univers, bør erkendes.«
Som en anden af bogens berømte fraser siger: Det fornuftige er virkeligt, og det virkelige er fornuftigt. Den moderne stat er fornuft realiseret i virkeligheden. Og det bliver en pointe for Hegel, at det enkelte frie menneske ved at erkende fornuften i staten sætter sig i noget andet end sig selv og dermed fuldbyrder sig selv.
Det er også en historiefilosofisk pointe for Hegel, at verdensånden har nået sit højeste stadium i staten. Den menneskelige fornuft er som en vehikel for verdensånden. Men verdensånden er ikke en tom diktator overordnet menneskene. Den kan kun virkeliggøre sig og mangfoldiggøre sig gennem menneskene.
Når vi ikke bliver isolerede af den radikale moderne, individualitet hos Hegel, er det fordi, han forudsætter, at den samme fornuft er i os alle og allerede historisk indløst i den moderne stats strukturer.
Realiseringen af verdensånden bliver et fælles anliggende.

Tre afsnit, tre sfærer
Bogen falder i tre dele: Det første afsnit redegør for naturretten, der hos Hegel hedder den ’abstrakte ret’. Som bærer af rettigheder, er mennesket endnu ikke sat som andet end et umiddelbart individ. Dette individ kalder Hegel en person, som er defineret som levende i en organisk krop.
Det andet afsnit er en redegørelse for det, Hegel kalder moraliteten. Her er mennesket kommet videre og sat som subjekt. Som subjekt er mennesket virkeligt, idet det er selvbestemmende. Men viljen er stadig subjektiv: Den er ikke nået frem til at se sig selv realiseret i den sociale virkelighed. Hegel bestemmer etableringen af det selvbestemmende subjekt som det træk, der adskiller den moderne og den klassiske tid.
Kristendommen har ifølge Hegel bidraget væsentligt til udviklingen af denne subjektivitet, og til den afgrænsning af den fra offentlige anliggender, som bliver dens problem og grunder til, at protestanter løber rundt og leder efter autoriteter og noget at få fat i.
Det er først i bogens tredje afsnit om sædeligheden, at subjektet når frem til at realisere sig selv i samfundet og dermed til ophævelse af den isolerede subjektivitet.
Hegel sætter en vigtig bestemmelse af forholdet mellem ret og pligt: Pligten bliver en måde for mennesket at forholde sig til noget alment. Men dette almene er også tilstede i individet. Retten er det aspekt af det almene, som tilkommer individet. I staten er pligt og ret to sider af det samme forhold mellem det enkelte menneske og helheden. Det er i pligten, man opgiver sin egen subjetivitet og sætter sig selv i det almene. Netop ved at bestemme sig i det almene vinder individet rettigheder.

Antidemokratisk, fascistisk
Retsfilosofien er blevet anklaget for at være et reaktionært og opportunistisk forsvar for præcis det samfund, Hegel selv levede i. Han blev kaldt den ’prøjsiske statsfilosof’. Bogen er også beskyldt for at være ’protofascistisk’, og den er af mange pæne mennesker blevet fuldstændig afskrevet, fordi den jo ikke er demokratisk. Hvilket den bestemt heller ikke er. Den er et forsvar for en stærk stat og et monarki.
Men den er samtidig en ambitiøs og suveræn refleksion over, hvordan man forbinder et selvstyrende individ med et fællesskab af andre selvstyrende individer. Der er i værket skitser af civilsamfundsfællesskaber og forsøg på at legitimere såkaldte ’korporationer’ som interessegrupper. Hegel forsøger at tænke den moderne individualisme sammen med en idealforestilling om den antikke græske polis som rum for gensidig anerkendelse.
Det kendetegner dette aspekt af Hegels værk, at den tyske filosof Axel Honneth, som har gjort anerkendelse til sit socialfilosofiske omdrejningspunkt, har forsøgt en aktualiserende læsning af Retsfilosofien. Spørgsmålet for en aktuel genlæsning bliver: Hvordan kan man adskille den overgribende metafysiske tanke om Verdensånden fra undersøgelser af forholdet mellem det enkelte menneske og fællesskab? Kan man gentænke værket i en ikke længere metafysisk eftertid?
Honneth har ganske overbevisende forsøgt sig. Nu ligger bogen på dansk som en udfordring til dem, der ligesom Hegel ikke mener, at frihed for og til den enkelte er tilstrækkeligt til, at den enkelte kan realisere sig selv i den sociale virkelighed.
Claus Bratt Østergaard har begået en fortrinlig oversættelse af den reviderede version af Retsfilosofien fra 1833. Det er ikke let at læse Hegel, men Retsfilosofien er dog et af de mere tilgængelige værker. Og det er i eksemplarisk solidaritet over for originalen blevet mere tilgængeligt som dansk oversættelse.
Østergaard har nu oversat Kants Kritik af den rene fornuft og Hegels Retsfilosofi. Senere på året udkommer hans oversættelse af Hegels betydeligste værk Åndens fænomonologi, og næste år udkommer hans oversættelse af Kants Kritik af Dømmekraften. Østergaard har på to-tre år formået at oversætte fire hovedværker i den moderne filosofi. Det er en enestående åndshistorisk præstation, som vil blive stående som et væsentligt bidrag til det danske sprogområde i det 20. århundrede. Intet mindre.

ruly@Information.dk

*G. W. F. Hegel: Retsfilosofi Oversat og udgivet af Claus Bratt Østergaard. 331 s., 350 kr. DET lille FORLAG. ISBN 8791220173

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her