Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En bog af en mor, der har ondt af sig selv

Susté Bonnén forener i stor fotobog Herlufsholm Kostskole i ord og billede. Anmelderen, der selv har gået på skolen, kalder det en vammel omgang sødsuppe med sirup til
Kultur
4. oktober 2004

Ny bog
Har i mødt den slags kvinder, der ikke kan finde ud af at være andet end mor? Den slags, der aldrig taler om andet end deres børn, og den dag børnene flytter hjemmefra, gennemlever en større eksistentiel krise? Hvis man har lyst til et kig ind i pussenussesjælen på en sådan, så skal man købe Suste Bonnéns ny fotobog om Herlufsholm Kostskole. Fotoforfatteren har valgt at sende sin søn på kostskole, og det er hun så begejstret for, at hun gennem mere end to år har fotograferet kostskolens persongalleri. Og hvilket persongalleri! Det er en bog spækket med begejstrede og entusiastiske – primært unge – mennesker. De simpelthen elsker deres Herlufsholm – og de ser pissegodt ud, mens de gør det! Bogen er proppet med unger, der har overlækkert damebladshår, der er nøgne ungmøer i inciterende spil med intet andet end deres kostskoleslips, og der er riefenstahlske (!) positurer af atletiske og omsorgsfulde »brødre«. Og så er der alle disse tordnende smil. Man skal vist have været til kaffemik hos Kim Jong Il for at finde flere begejstrede mennesker.
Suste Bonnén har begået en vammel omgang sødsuppe med sirup til. Alt på Herlufsholm er så fantastisk og vidunderligt godt for unge mennesker. Og det bedste ved det hele er, at børnene selv elsker det, og forstår, hvorfor det er rigtigt godt for dem. På Herlufsholm sætter børnene pris på, at det er hundekoldt om natten på deres sovesale. På Herlufsholm springer ungerne uden at kny op af deres senge klokken syv, springer i bad og render afsted til fællessang. På Herlufsholm hjælper præfekterne – de ældre elever der er sat til at passe de yngre – uegennyttigt, modent, ansvarsfuldt og respektfuldt deres yngre medstuderende. Og de ældre elever, der holder herlovianersamfundet intakt gennem tiderne, husker alle deres kostskoletid som fantastisk og mindes ikke, at der nogensinde skulle have været noget galt med deres elskede skole.

Herlufsholm klarer alt
Det undrer mig egentligt, at Herlufsholm Kostskole ikke har prøvet at få bremset dette værk, der simpelthen er utroværdig for alle andre end overdrevne kostskoleromantikere og senile hattedamer med drømme om at genoplive forgangne århundreder. Ikke fordi det er kunstnerisk komplet uinteressant som fotoværk, heller ikke fordi teksterne i bogen ofte prøver at skrive et svulstigt guldalderdansk. Men simpelthen fordi bogen portrætterer Herlufsholm som svaret på alle den moderne tids problemer. Er der noget galt i kernefamilien? Sæt ungerne på Herlufsholm. Læser ungerne ikke lektier? Send dem på Herlufsholm. Danser de
ikke ordentligt lanciers? Har de ikke en ret holdning? Går de ikke nydeligt klædt? Kommer de ikke til tiden? Alt dette og mere til får dine børn på Herlufsholm Kostskole.
Da jeg selv for 12 år siden forlod Herlufsholms grundskole, havde jeg fået en væsentligt dårligere grundskoleuddannelse end andre unge jeg mødte senere hen i gymnasiet. Simpelthen fordi Herlufsholm blev brugt som genopdragelsesanstalt for unger med faglige eller sociale problemer.
At Herlufsholm Kostskole igennem fantastisk mange år har været hjem for en modbydelig, afstumpet og ondskabsfuld pædagogik forbigås forbløffende let på en enkelt side. Nuvel, der er sikkert nye boller på suppen, men er Bonnéns bog et troværdigt billede af livet, menneskene og meningerne omkring en moderne kostskole? Endegyldigt, entydigt og indiskutabelt NEJ! Også selv om den jublende forfatter udråber Herlufsholm til aldrig at have været bedre end nu. Der er
ikke nogen kostskolebørn nogen steder, der ikke vil finde bogen propagandistisk. Det virker som om forfatteren skingert kæmper for at overbevise sig selv – og uheldigvis os andre – om det fantastiske valg, hun har gjort for sin søn ved at sende ham på Herlufsholm. Det bliver bare så karrikeret vidunderligt, at man mistænker en vis tidligere irakisk kommunikationsminister for at være ghostwriter.

’Blødende navlestreng’
Det litterære leitmotiv, der åbner og lukker bogen, er Bonnéns oplevelse af moderrollens pinsomhed, i det Herlufsholm der for hende, ligesom fødslen, er en adskillelse af hende og hendes søn. Åen ved skolen er en »blødende navlestreng«, men »barnelivets fagre dage« måtte »rinde ud«, og hendes søn ledes ind på »frugtbare baner og vaner«. Det er knægten møgbegejstret for, for nu at sige det mildt, og i noget der skal ligne et fødselsdagsbrev til sin moder, priser han hende for at vide bedre end han selv, hvad der er bedst for ham. Jeg viste bogen til min egen mor, der jo selv har oplevet at have et barn på kostskole. Hun fnøs forarget: Giv mig en brækspand! Jeg kunne ikke være mere enig.
Nu skal man altid spørge, til hvem en bog er skrevet, og om den opfylder målgruppens behov. Hvis man er svært dårligt begavet, håber ens børn vil elske at fryse, stå op klokken syv og gå med slips og blazer, og samtidigt har brug for at stive sig selv af i denne henseende, så skal man købe denne bog. Ellers er det bare en overdimensioneret pamflet, som rektor på Herlufsholm kan uddele ved rundvisninger på skolen med forældre, der overvejer, om deres børn skal placeres der.

*Susté Bonnén: Et helt liv. Herlufsholm Kostskole. 160 s., indbundet, 298 kr. ISBN 87-12-04165-3

*Kasper Fogh Hansen er journalist og tidligere elev på Herlufsholm Skole. I foråret rettede han i et personligt essay her i avisen en skarp kritik mod ånden og pædagogikken på skolen under overskriften ’Forbrydelsens kim’. Essayet kan læses på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En hej til Kasper, som jeg gik i klasse med på Herlufsholm :D
Jeg husker nok også mest tiden som Kasper gør og det er dejligt at andre også får det at vide.
Min uddannelse på skolen var også dårligere end den jeg efterfølgende kunne se at mine kammerater på andre skoler havde fået.
Efterfølgende har jeg set at mange af mine gamle lærere, som jeg havde på den tidligere skole, blev ansat, så jeg regner da med a niveauet er højnet noget, men det er jo ikke til at vide.
Samfundet er meget lukket og jeg havde ingen føling med hvad der skete i resten af verdenen.
Mine piger må gerne gå på en efterskole, men de skal aldrig på Herlufsholm. Jeg vil gerne havde at de skal have et rigtigt liv.