Læsetid 4 min.

Doctorows bog

E.L. Doctorows filmmanuskripter bygget over hans egne bøger ’Ragtime,’ ’Daniels bog’ og ’Lomsøen’ er samlet i en indsigtsfuld bog, der henvender sig til enhver med interesse for spændingsfeltet mellem amerikansk litteratur og moderne film
8. oktober 2004

Filmbog
Som så mange andre seriøse forfattere bekymrer også E.L. Doctorow sig for sandheden. I modsætning til de fleste af sine kolleger, er han imidlertid kommet til den konklusion, at en sådan ikke findes. I sin bøger insisterer den amerikanske forfatter på, at grænsen mellem fakta og fiktion er udvisket.
»Der findes ikke fiktion eller ikke-fiktion, sådan som vi normalt forstår begreberne, kun fortællinger,« som forfatteren selv udtrykker det.
I alle sine fortællinger har Doctorow engageret sig i et skelsættende øjeblik i amerikansk historie – et øjeblik, der dirrer af tvetydighed, og derfor i forfatterens øjne kan fortolkes på flere forskellige måder. Ved således at anskue historien fra forskellige, ofte nye, vinkler sætter hans forfatterskab spørgsmålstegn ved de officielle myter og selve den amerikanske sjæl.
I Daniels bog (1971) lader han en fiktiv søn af virkelighedens spion-henrettede Rosenberg-ægtepar forsøge at fortælle sine forældres historie for derigennem at forstå 1950’ernes og 1960’ernes radikale politiske bevægelser og ikke mindst den jødiske oplevelse i det moderne USA.
I Ragtime (1974) fokuserer forfatteren på de første hæsblæsende årtier i det forrige århundrede, en periode, der ændrede nationens hverdag og værdier for stedse, og i Lomsøen (1980) borer han i den amerikanske drøm, som den kom til udtryk 1930’ernes depressionsår.
Fælles for disse tre titler er, at de blev godt modtaget af både læsere og anmeldere, da de udkom, og at de alle kredser om en kæk, ung mands dannelsesrejse. For så vidt skulle man tro, at romanerne var som skabt til succes på det store biograflærred.
Det endte med ikke at være tilfældet, og blandt andet derfor har Doctorow nu samlet sine egne manuskripter til de tre film i Three Screenplays, en indsigtsfuld og underholdende bog, der også indeholder essays af den amerikanske professor på Københavns Universitet, Paul Levine, samt interview med instruktøren Sidney Lumet og Doctorow selv.

Lært af film
Lad det først og fremmest være sagt, at Doctorow ikke har det fjerneste imod film. Hans romaner syder og bobler af referencer til Hollywoods små og store klassikere, og i interviewet siger han ligefrem, at »alle forfattere siden James Joyce er blevet påvirket af film. Det er uundgåeligt. Det 20. århundredes roman har lært af film ikke at fortælle, hvad der sker; det har lært at krydsklippe; det har lært muligheden for diskontinuitet... Jeg tror, at mange af teknikerne i det, vi kalder postmoderne litteratur, stammer fra at se film.«
Allerede med Var de skyldige? (1983), Sidney Lumets filmatisering af Daniels bog, skulle det vise sig, at Doctorows kærlighed til film ikke blev gengældt – eller måske var umulig at gengælde. Romanen er en fragmenteret, ukronologisk fortælling, hvis handling i høj grad holdes sammen og drives fremad af fortælleren Daniel. Som Levine skriver er dette i høj grad Daniels bog; den indeholder hans smerte, vrede, forvirring og frustatration over, ikke at kunne få historien, både sin egen og USA’s, til at hænge sammen.
I sit manuskript etablerer Doctorow indledningsvis denne stemning ved hjælp af en række scener, der stiller forældrenes romantiske forhold til kommunismen i skarp kontrast til den kynisme, Daniel repræsenterer. 30’ernes og 60’ernes ideologier er så at sige på kollisionskurs.
I den endelige film har Lumet valgt begynde med et close up af Daniel (Timothy Hutton), der udbreder sig om videnskaben bag den elektriske stol. Mens Daniel taler, dukker der billeder op af hans far, der føres til den elektriske stol. Dernæst følger en række vignetter, der veksler mellem 30’erne og 60’erne og mellem det offentlige og det private.
Dette kontante angreb på publikum understreger, at Lumet har læst og forstået bogen. Han var klar over, at hans største udfordring var at ramme en filmversion af Daniels stemme. Problemet er blot, at han farvetoner de forskellige årtier, således at publikum ikke selv behøver at spekulere over, hvor i historien de befinder sig – hvilket jo netop er en del af Doctorows pointe.
Hen mod slutningen af romanen er Daniel ikke blevet meget klogere på, hvem hans forældre var, ja, bogen har faktisk hele tre slutninger! Den slags kan en Hollywoodfilm, der med Levines ord er kendetegnet ved »clarity, coherence and consistency,« naturligvis ikke tillade sig, og i samråd med forfatteren valgte Lumet at lade Daniel tage del i en politisk protestmarch.
I stedet for en smuk, åben slutning, der foreslår, at vejen mod selverkendelse og en forståelse af historiens gang er en aldrig afsluttet proces, forlader vi således Daniel midt i en demonstration, hvor politiske slogans netop ikke tillader tvivlen megen plads at boltre sig på.

Formans fiasko
Lumet gik ydmygt til opgaven, og måske er det derfor, at Var de skyldige? trods alt er endt som en sympatisk film. Anderledes forholder det sig med Milos Forman, der takkede ja til at filmatisere Ragtime (1981), da Robert Altmans idé om at favne hele Doctorows panoramiske roman, der hopper i tid og sted samt mellem virkelige og fiktive hændelser og personer i en film på mere end seks timer, blev fejet af bordet af producenterne.
Forman valgte at følge et lineært plot og en enkelt figur, hvorved han så at sige underminerede den vekslen mellem fakta og fiktion, der som nævnt er drivkraften i Doctorows revionistiske historieskrivning. Forfatteren delte Altmans visioner, og han takkede derfor nej til et samarbejde med Forman. Det nu offentliggjorte manuskript, der er næsten lige så kalejdoskopisk i sit portræt af den gryende modernitet i USA som forlægget, understreger til fulde, at Doctorow forstod sig på de to mediers forskellige konventioner.
Forfatteren har bibeholdt det store vue, hvorimod en stribe af tidens vigtigste øjeblikke er udeladt eller reduceret til det rene ingenting i filmen, deriblandt en ung mand, hvis succes som filminstruktør serveres uden nogen som helst form for kant. I romanen er Tateh, som han hedder, i modsætning hertil, en enlig far fra arbejderklassen, hvis drøm om et socialistisk samfund udskiftes med Den Amerikanske Drøm og undervejs kommer til at fremstå i et noget mere komplekst skær.
Det sidste manuskript i Three Screenplays er Doctorows bud på, hvordan Lomsøen bør filmatiseres. Forfatteren har ændret slutningen i forhold til sin bog, nogen vil ligefrem hævde, at han har forbedret den, i hvert fald har han bevaret forlæggets tone og pointe, hvilket i første omgang også var medvirkende til, at han selv skrev manuskripter til disse tre romaner, da de blev købt til filmatiseringer.
Doctorow gjorde det simpelthen for at beskytte sine værker, fortæller han i sit indledende essay.
For så vidt kan man sige, at hans arbejde har været forgæves – man kan selvfølgelig også, som Doctorow tilsyneladende har gjort det i denne bog, der er skrevet fuldstændig uden bitterhed, vælge at få det bedste ud af det og glæde sig over, at vi nu har fået Three Screenplays.

*E.L Doctorow: Three Screenplays. The Johns Hopkins University Press. 464 sider. ISBN 0-8018-7201-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu