Læsetid: 4 min.

Den fatale køretur

Thorkild Hansens rekonstruktion af Camus’ død
6. oktober 2004

Ny bog
Camus var navnet. Albert Camus. Det faldt allerede dengang let i munden på en dansker, da det blev slået fast, at s’et ikke skulle udtales. Og talt om ham blev der. ’Braktud’ betyder ordet på fransk, sært nok for manden med det velproportionerede ansigt og fotografiernes varme øjne, der åbenbart besnærede stribevis af smukke kvinder og mange af os andre, der dyrkede ham på afstand. Den fremmede, hed en af de romaner, der blev læst i laser og stadig findes i klassesæt i gymnasierne. Så vi vidste udmærket, hvad fremmedgørelse var for noget, længe før det blev slagord i debatten. Pesten, som hentede miljø fra hans algierske barndom og ungdom, blotlagde den stædige humanisme, der tager livtag med meningsløsheden i bekæmpelse af en epidemi. I den nære efterkrigstid kunne den også let læses allegorisk. Skuespillet Caligula så vi på Riddersalen med Bendt Rothe som den lede, romerske tyran.

Eksistentialist
Og så var han filosof, broderligt forenet i eksistentialismen, troede vi, indtil Sartre, der konkurrerede om opmærksomheden, slog hånden eller tuden af ham, fordi hans bog om Oprøret ikke var oprørsk nok, for abstrakt human at gå på barrikaderne med. Dér synes jeg ellers, Camus har stået sig, dog uden Sartres filosofiske overlegenhed. Camus gik ind, også hos Nobelpriskomiteen, der – flere år før Sartre, som så ikke ville have den – tildelte ham prisen i 1957 som den yngste kandidat nogensinde. Hans død ved en bilulykke tre år senere var et chok.
Straks efter kom hans Sisyfosmyten på dansk, et af absurdismens kanoniske skrifter, hvor logikken tilsiger ham, at selvmordet er den ligefremme konsekvens af tilværelsens meningsløshed. Paradokset er imidlertid, at denne erkendelse er lykken. Som for Sisyfos, der tålmodigt henter stenen, der atter er rullet ned af bjerget. »Man må forestille sig Sisyfos som et lykkeligt menneske«.
Blandt de mange hasarderede teorier om Camus´død er også ideen om mord eller selvmord. I stedet for at bruge sin returbillet og tage toget sammen med sin familie tilbage til Paris fra det nye hus i Lourmarin, Provence, valgte han, der ellers afskyede lange bilture, af ukendte grunde at indtage forsædet i sin forlæggerven Michel Gallimards elegante køretøj samen med dennes datter og kone – Camus’ tidligere elskerinde. Det resulterede i en uopklaret eneulykke mod et vejtræ nær landsbyen Villeblevin. Højlys dag. Klar bane. Camus blev dræbt på stedet, Gallimard døde få dage efter af sine kvæstelser, mens kvinderne var uskadte. I bilvraget fandt man hans dagbog og det færdige, men uredigerede manuskript til den selvbiografiske roman Le premier homme, først udgivet 1994 og året efter på dansk.

Research
At Camus i ekstrem grad appellerede til den unge Thorkild Hansen, der i sit ’Atelier i Paris’ i årene efter krigen mærkede suset af fransk åndsliv og det eksistentialistiske miljø, siger sig selv. Det gallisk-heroiske drag var tiltrækkende, og allerede dengang fik han værkerne inde for huden, anmeldte og skrev nekrolog. Og i 1979, efter den storm-omsuste modtagelse af bogen om Hamsun, fattede han planen om at arbejde en ny forfatterskæbne frem, atter tiltalt og anfægtet af dramatikken. Han går i gang med en research på stedet, finder de lokale folk, som har set ulykkesbilen, og beboerne i Lourmarin, som kendte og holdt af den berømte, ligefremme mand.
Bogen Camus’ død, som nu er udgivet med efterskrift af hans enke Gitte Jæger og Lars Peter Rømhild, er et udkast til et større værk, som skulle udnytte de endnu tilbageholdte dagbøger. Det er en karakteristisk iscenesættelse med livlige samtaler, ikke mindst med den stedlige hotelværtinde med bemærkningen: »Hvorfor skal det altid være de sjældne mennesker, der dør, når der er så mange idioter at tage af?« Svaret er vel, at ellers kunne der ikke være kommet en både lavmælt og højstemt skildring ud af det. Der er flere levendegjorte hypoteser om Camus’ desperate situation, i krise, ubehaget ved at være Nobelberømthed, skrivekvaler og glæden ved det spændende hus i udkanten af byen, fundet frem af hans gode ven og næsten-nabo, digteren René Char.
Livet i Lourmarin bliver i Thorkild Hansens hænder en myte, omgærdet af forvarsler og gåder. En sær detalje er en konvolut brugt som besked til hotellet før afrejsen. Frimærket er revet af, men poststemplet er dansk: »skriv tydelig og fuldstændig adresse«. Mysteriet opklares ikke, men indskriften ligner en tegngivning og udnyttes som spændingsmoment.
Den lille bog bærer stadig en anelse præg af kladde med visse gentagelser af oplysninger, men også af den velberegnede retoriske slags, skrevet i Thorkild Hansens eget hus og ånd i Sydfrankrig – ikke uden en vis ironi over nyfigenhedens journalistik, som han selv har part i, men med tragediens underspillede patos. Kan man forestille sig Camus som en lykkelig mand? Hoteldamen er en nøglefigur, et vidne, der får lov af afslutte: »Madame Hirtzmann hed hun. Hun havde kendt Albert Camus. Han kom daglig og spiste i salen her i ’Hotel Ollier’, som lå i den lille by Lourmarin. Det er her, køreturen begynder.« Vi ved så, hvor den endte.

*Thorkild Hansen: Camus’ død. 88 s. 98 kr. Gyldendal. ISBN 87-02-03088-8. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu