Læsetid: 4 min.

Forskerens lære- og vandreår

Professor Aage Henriksens nye essays samler mønsterets tråde
22. oktober 2004

Ny bog
Det er temmelig præcist netop 50 år siden den nu 83-årige Aage Henriksen forsvarede sin disputats om Søren Kierkegaards romaner. Og det er snart et halvt århundrede siden han første gang påviste, at Goethes Wilhelm Meisters Læreår i romanform udlægger frimurernes tre Johannesgrader. Det sidste gør jubilaren selv opmærksom på som en mærkesag i hans egen forskning, der her på sin vis afrundes i essaysamlingen Den eneste ene.
Selv er Aage Henriksen en frimurer, der uafhængig af samtidens litterære forskningsstrategier har bygget et tankens slot, nogle vil kalde det et soria moria med syner af udvalgte digteres æterlegemer, i hvert fald i strid modsætning til materialistisk funderede byggerier, som han vel må afvise som litteraturkritiske parcelhuse i forhold til den helhedsdannelse, der foresvæver ham, og som især har med personlighedsdannelsen at gøre, i videste forstand en erotisk bestræbelse. En central formulering lyder: »Fra mange kunstnerliv kender man til den opstigning af seksuel energi, der fører ud af et etableret kærlighedsforhold og ind i en evneforstærkende bevidsthedsudvidelse.«
Ikke just en utroskabsformel, men beskrivelse af en radikal ændring med karakter af meditation og forhøjet kunstnerisk skaben. Aage Henriksen har da nøje udpeget de skikkelser, der har gennemløbet en sådan dannelsesbane, og gang på gang gennem livet skrevet fordybende analyser af ånden i deres værker, her samlet i en kreds, selve Henriksen-territoriet. Bogen er skrevet med hans karakteristiske diktion, så man hører stemmen. Den har klang af en urolig-rolig viden, en gennemlevet intensitet og udvidet akustik. Ikke uden humor, selv om man skal have øre for den. En sjælden gang en knivspids ironi. Det kan blive for meget med Goethe og hans rituelle arrangementer, så han over for en vis scene må sige: »Det er et ganske hampert stykke og ikke Goethe helt værdigt, men meningen er ikke til at tage fejl af, himlen taler igennem ham.«
Det sidste gælder dog ikke digteren, men en døende person.
Det var ikke sådan, at noget talte gennem professor Henriksen, men forvaltningen af de personlige erfaringer var med til at danne skole omkring ham i universitetsårene med varig virkning af det, der så kaldes bevidsthedsudvidelse, i modsætning til den politiske ’bevidstgørelse’ – der i den marxistiske jargon undertiden blev til ’bevidsthedsgørelse’ – gennem de stridige år efter 1968.

Kærlighedshistorier
Johannesevangeliet, anskuet som novelle, har han tidligere behandlet, her tages emnet op igen i det indledende essay om Biblen, ikke mindre, hvor det atter gælder handlingsrækken, nu i den lange fortælling med Jesusskikkelsen som den der gennemløber den karakteristiske udvikling, hvor ånden gennemtrænger ham – forstået som myte i betydningen stiliseret historie. Titelessayet om den eneste ene handler om en række kærlighedshistorier, hvor den erotiske længsel rettes mod det forløsende møde med den ideale anden, som man først forenes med i evigheden, et åndeligt søskendeforhold, et ’dualmøde’. Det drejer sig om en kærlighedsidealisme, som lanceredes i tiden op mod år 1800. Jens Baggesen introducerede den på dansk, inspireret af frimurerordenen og dens indvielsesprocesser, en art dybdepsykologi før tiden, en dramatiseret legende. Den genfindes i en Blicher-novelle, hos Goldschmidt i romanen Arvingen, i Jakob Knudsens Luther-roman, i Pontoppidans De dødes Rige og i Karen Blixens fortælling Ib og Adelaide.

Symbolik
Det store eksempel er så Goethes todelte roman om Wilhelm Meister. For en almindelig dødelig læser en svært gennemførlig udholdenhedsprøve, men forbavsende, hvad der kan udvindes af åndelig indsigt i Henriksens håndtering, på de vilkår frimurerideen tillader. At Per Øhrgaard, som der respektfuldt henvises til for hans Goethe-bog fra 1999, uddrager andre brede og dybe humanistiske perspektiver, er uomtvisteligt. Fra Læreårenes dennesidighed tager Meister-skildringen fart mod brogede tinder i den langt senere affattede del om Vandreårene. Og her er det hårdt at følge med i de fantastiske og symbolske kombinationer, om det så er Henriksens eller Goethes skyld. Romanværkets spændvidde tager man ikke fejl af, hvordan den nu skal tolkes. Goethe er, som det rammende hedder »så rummelig og svært beskrivelig, at han er blevet det udvalgte mødested for folk, der ikke kan fordrage hinanden«. Det var en hilsen til bl.a. Georg Brandes.
Et kortere afsluttende essay leverer en interessant sammenstilling af Kierkegaard, Grundtvig og Goethe, med de fællestræk og forskelle, der for Henriksen er kommet til at stå på linje, svarende til linjen i hans eget liv, navnkundige mænd, »som jeg i forskellige aldre har været optaget af og brugt år og papir på«. Endnu et navn må føjes til, siger han, for at den centrale erfaring kunne samles. Gæt hvilket!
Essayet er en fornem skabelse, der er egnet til at invitere nye læsere, der vil kunne få syn for sagn om denne navnkundige forskers idéverden, som nok tør siges at være årene og papiret værd.

*Aage Henriksen: Den eneste ene og andre essays.112 s. 148 kr. ISBN 87-02-03260-0. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu