Ny bog
Hun var foragtet som få; afskyet, foragtet og hadet. Opstigningen fra fattig københavnsk balletpige et erhverv dengang ofte synonym med det unævnelige til Danmarks konges ægteviede hustru, vakte alle sociale lags ustyrlige vrede og udstillede på samme tid adskillige af samfundets støtters smålighed og hykleri.
Sagen blev så at sige en selvspejling af danskerne i guldalderens efterklange, hvor borgerligheden var håndgribeligt massiv i krinoliner og mahogni, og borgerskabets toneangivende end ikke behøvede at kamuflere brutaliteten. Hadets objekt, syndebukken, alle ulykkers årsag kunne takket være kongens gunst iføre sig titel af lensgrevinde, men opnåede ikke i sin egen levetid og knap nok heller i eftertiden nogensinde anerkendelse for hverken adelskabet eller sit almenmenneskelige format. Kort sagt signalement af grevinde Danner.
Den dag i dag nævnes navnet overbærende; herregud, det var jo hende med Frederik 7., som var dum i nakken, seksuelt afsporet, bizar sagde man, fordrukken og i enhver henseende upålidelig. Dertil kom at der var tale om et skandaløst trekantsforhold mellem kongen, grevinden og Berling, sidstnævnte der vel også havde med branden på Frederiksborg at gøre og brækkede ryggen, da han ved alarmen om ildløs skvattede ned ad løntrappen fra grevindens værelse.
Fed sladder holder sig forbløffende, og sladderen om grevinde Danner og hendes to mænd og påståede eskapader har virkelig holdt skansen som en umistelig del af den danske mytos. Mon denne falder ind under de danske værdier?
Fascinerende og tiltrækkende
Forfatteren, litteraten og personalhistorikeren Bodil Wamberg har sat sig for at forklare og forsøge at forstå den omstridte grevinde, som man i øvrigt kunne have undt at bevidne kongehusenes nutidige giftermålpolitik og dermed stigende borgerliggørelse i disse år. Dét ville have moret den omstridte dame, at en dansk kronprins gifter sig med en tasmaner, og en anden af huset lader sig skille fra en kineser.
Bodil Wamberg er i denne fine bog fuldt på bølgelængde med sin fascinerende hovedperson; fascinerende er nemlig Danner og tiltrækkende.
Som i sine andre bøger bevæger Bodil Wamberg sig ind i sine personer, hvor mange andre biografer pænt bliver udenfor. Wamberg tænker og føler med grevinde Danner, ser nu og da ord og følelser i den kursiv, i hvilken hun mener Danner må have formuleret både frustrationer og sorg.
Der skal nok være dem der mener at indfølingen går til grænsen, men det er vigtigt at slå fast, at denne aldrig hos Wamberg overskrides. Dette kan man erkyndige sig om ved at studere grevindens brevskrivning, således som denne foreligger i udgivelsen fra 1999: Din hengivne Louise.
Her fremtræder den person, som Bodil Wamberg med så megen forståelse og inderlighed lader gå læseren imøde i fuld figur. Her ligger beviset på grevindens begavelse, formuleringsevne, vision, venlighed, lidenskab, iagtagelsesevne og forholdsvis ringe stavekundskaber.
Hadet mod grevinden
Sagen er den, at megen korrespondance og andet skriftligt mellem Danner og omgivelserne desværre er gået tabt. Delvis er det tabte destrueret af grevinde Danner selv for at sam- og eftertid ikke skulle kunne få fat i mere af det stof, hovedpersonen af erfaring vidste, at fjenderne altid vidste at fordreje og udnytte til at ophvirvle mere smuds. Dele af grevindens liv må som følge af de store lakuner rekonstrueres.
På den anden side af skellet lagde modparten ikke fingrene imellem, følte vel snarere stolthed over at kæmpe så tappert mod kongens kone. Et særligt kapitel tegner grevindens tidligere balletpigekollega og navnesøster (uden o) Johanne Luise Heiberg sig for. Den store skuespiller og hendes mand, smagsdommeren (her kan man endelig med rette anvende statsministerens så misbrugte betegnelse) Johan Ludvig Heiberg ydede deres til at gøre livet kvalfuldt for Danner.
En del af hadet mod grevinden skyldtes utvivlsomt dennes stærke sociale engagement og på mange måder moderne socialpolitiske synspunkter. I visse henseender, men langt fra alle, var grevinde Danner lidt af en radikaler, hvilket selvsagt ikke gjorde kærligheden til hende større.
Sårbar men ikke smålig
Hun overlevede sin elskede Fritz, kongen, med godt en halv snes år. Fra Frederiks hånd havde hun modtaget store summer og værdier, som hun forærede videre og testamenterede til gode formål. Smålig var hun nemlig heller ikke, Men sårbar. Til sidst blev det da også for meget for hende. Bodil Wamberg skildrer med ømhed den smerte, der omsider tærede grevinden helt ind i sjælen.
En smuk bog om et bevægende menneske. En enkelt indvending: Mon Bismarck i virkeligheden var så interesseret i at erobre Nordslesvig? Næppe.
*Bodil Wamberg: Grevinden. Et portræt af Grevinde Danner. 313 s. ill. Aschehoug
