Læsetid: 3 min.

’I himlen er der ingen havenisser’

Camilla Christensens roman ’Paradis’ er en herlig underspillet åbenbaring. Om livet og døden set gennem ligusterhækken
12. oktober 2004

Camilla Christensens roman ’Paradis’ er en herlig underspillet åbenbaring. Om livet
og døden set gennem ligusterhækken

Ny bog
Camilla Christensen skriver om steder, mennesker, rødder. Om tilhørsforhold og rodløshed. Om samfundets udskud, menneskelige vildskud. Om åndeløse drømme, kvælende virkelighed og det liv, der udfolder sig derimellem. Om at slå rod og finde sine rødder. Og hun gør det godt.
I sin sidste roman – gennembruddet Jorden under Høje Gladsaxe – vakte Camilla Christensen 60’er-forstadsbetonen og dens indbyggere til live. I dagens roman, Paradis, er scenen flyttet til provinsen, til en lille misligholdt haveby i byen Horselund, hvor romanens hovedperson Eva har startet et kommunalt støttet kvarterløftsprojekt. Havebyens skæve eksistenser skal deltage i en konkurrence om den flotteste have. Eva er arbejdsløs akademiker fra København, havearkitekt, og bor på Vesterbro med kæreste og udsigt til bysaneret rullegræs. Hun trives ikke i byen, og haveprojektet i provinsen giver håb om, at hun kan genvinde det tabte.
Selvfølgelig hedder hun Eva, Camilla Christensens rum-retnings-konfuse hovedperson, der drager fra byen til landet med en romantisk idé om at skabe mening i livet for forhutlede mennesker i havebyen. Herfra begynder historien, der ender et helt andet sted, end Eva havde forestillet sig.
Camilla Christensens finurlige, humoristiske og alligevel dybt alvorlige roman handler om menneskers forhold til haver, havekultur, vækst og forfald, indretning af haven som forlængelse af hjemmet eller af sindet. Og ikke mindst om Paradis-forestillingen, der igen og igen genskabes i havekulturen. Om planter, struktur og uorden, klassifikation og taksonomi. Om elskov og visnede forhold.
Haven er forestillingen om det tabte paradis. En personlig forestilling, som hver enkelt havemand eller kvinde med møje og kunstgreb prøver at genskabe på egen matrikel. Men det er med mennesker som med haver: De har deres eget liv.
Og det skal ikke forstås religiøst. Faktisk prøver hovedpersonen at gå i kirke. Men det nytter ikke noget. Hun bliver smidt ud af rengøringsdamens larm. Den sakrale følelse, samhørigheden med noget større, findes ikke i monumenterne, men i væksten:
»Man flytter et savn ud i det ydre og lader det størkne, stivne der, og bilder sig så ind, at dette ydre, denne have, vores sted, vores melodi, vores træ, se, hvordan vores navnetræk stadig er der, men udviskede, år for år stadig mere udviskede og til sidst ulæselige, stadig er det samme, som det var, den forestilling man skaber sig. Nostalgi. skinbarlighed. Men haver kan ikke størkne, kun leve og dø.«

Det frodige vækstlag
Camilla Christensen er en jordbunden forfatter med højt til loftet. Hun kan noget ganske særligt med at blande genrer, stilarter, humor og alvor.
Romanen er udformet som Evas personlige rapport over kvarterløftsprojektet i havebyen. Egentlig skulle hun have skrevet en formel rapport til kommunen, men det kommunale sprog bliver bestandigt gennembrudt. Af Evas personlige fortælling om menneskene, forelskelsen og oplevelserne i havebyen. Af indskud, hvor Eva – i skrivende stund – kommenterer begivenhederne i havebyen. Og af filosofi,
botanik og historie om havekunsten og dens betydning for menneskeheden.
I Christensens livfulde prosa mødes det nøgternt naive og det dybt eftertænksomme. Hægtet op på kronologien i den lille fortælling om havebyen, leder Camilla Christensen virtuost læseren på en dybt tankevækkende kulturhistorisk vandring. Til Aristoteles’ begrebslige sondring mellem planter, dyr og mennesker, hedenskaben og kristendommens symbolske brug af vækster og blomster, til de arabiske haver, Alhambra og Generalife, til fransk symmetri, akser og orden, til engelsk romantik og til Carstensens Tivoli. Tivoli, som ikke bare er 1800-tallets romantiserede og stivnede forestilling om det eksotiske og det orientalske, stiliseret til bybrug, men som en organisk og stadigt voksende metafor, en drøm om det barnlige – og for evigt tabte – paradis.
Med politisk bid minder Camilla Christensen om, at det paradis, som den kristne kultur er udsprunget af, i virkelighedens verden befinder sig mellem Eufrat og Tigris, i det nuværende Irak, og var det ikke allerede skyllet væk af Syndfloden, ville det nok »alligevel før eller siden være gået tabt, om ikke andet så være blevet bombet tilbage til jægersamlerstadiet«.
Paradis er en herligt underspillet åbenbaring af en bog, der minder læseren om, at det gode liv findes i det frodige vækstlag mellem forestillingerne om paradiset, den store urørlige lykke, og virkelighedens rå og golde realiteter. En insisterende, varm og tankeprovokerende bog, som jeg hurtigst muligt vil finde tid til at læse igen.

*Camilla Christensen: Paradis. Roman. Samleren. 174 s., 229 kr. ISBN 87-568-1779-7. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu