Læsetid: 3 min.

Hjemme i Heinesen-land

Monografi om den færøske fortæller
19. oktober 2004

Ny bog
På Færøerne gik middelalderen direkte over i moderne tid, da monopolhandelen ophævedes år 1856. Den forbavsende påstand til forklaring af skarpe kontraster i åndelig og religiøs henseende og i øvrigt til folkets karakteristiske optimisme og livslyst kommer fra selveste William Heinesen, der i romaner og noveller har delagtiggjort os i et omfattende galleri af typer og individer i spændingsfeltet mellem en tilsvarende konservatisme og radikalisme.
Til mange færingers fortrydelse gjorde han det på dansk og levede dermed selv i et kulturelt spændingsfelt i Tórshavn, berømt, forkætret – og ulæst af sine landsmænd, der først de senere år har fået ham serveret i oversættelse, med et beklageligt tab af netop den særlige tone i det atlantiske dansk, der virker så besnærende på os. Den historie indgår i en bog om William Heinesens prosa, som lektor ved Københavns Universitet, Jógvan Isaksen, har skrevet, Mellem middelalder og modernitet. Det er en venlig og mildttonende analyse, som har listet den nødvendige akademiske tekstteori ind i et medmenneskeligt sprog i mesterens ånd. Ud over skrifter om færøsk litteratur og billedkunst er Jógvan Isaksen også forfatter af krimier, så han ser til slut i sin sammenfatning af temaer og teknik såmænd en vis lighed mellem Heinesen og Raymond Chandler. Det er mindre plottet eller handlingsintrigen end processen og situationsbeskrivelsens fascination, der holder læseren fast i de tos i øvrigt helt forskellige verdener.
Det er en bog-for-bog læsning, der desværre omhyggeligt undgår Heinesens lyrik, ærgerligt nok, da de to genrer har et interessant modsatrettet forløb, idet digtene med tiden bliver mere og mere politiske, mens prosaen fra den sociale dominans bliver mere og mere poetisk.
Forfatterskabsportrættet krydres med naturlig lokalviden og anekdoter, som f.eks. den om digteren, der efter modtagelsen af Nordisk Råds pris 1964, som han måtte dele med Olof Lagercrantz, skrev til Karl Bjarnhof, der letsindigt havde lovet at skaffe ham prisen: »Jeg takker dig af mit halve hjerte!«
Helhjertet var Heinesen ellers, i den forstand at dødstanken ikke er en uting, men et komplementært forhold i livet. Han er som digter ikke dualist, men den lykkelige ejer af en humor, der fatter tilværelsen i ét stykke, dyb nok til ikke at kalkulere med metafysikken og acceptere det tragiske. Deraf den særlige skæbnehengivelse i persontegningen, der dog ikke har med fatalisme at gøre.

Myte
Hans digtnings forunderlige univers har med individets og lidenskabens love at gøre. De er koncentreret i den lokalitet, der både er verdens ende og dens centrum under navnet Færøerne, som han befolker med genkommende skikkelser med nærmest mytisk eksistens, nogle også genkendelige nøgleportrætter, men rørt sammen på en måde, der gør også hans erindringsmateriale og personlige livsstof til fiktion. Selv den historiske roman Det gode håb (1964) giver med sin brevform 1600-tallets begivenheder en helt egen tolkning i udtrykket for en kæmpende humanisme. Denne roman og den allermest elskede, De fortabte spillemænd fra gennembrudsåret 1950 giver med deres titler en antydning af dimensionerne i hans oceaniske musik, der kan indbygge store kontraster og drastiske livsforløb med karakter af ’karnevalisme’, kultisk hedenskab og vældige drifter.
Hvad Isaksen siger om hans romanform, peger i retning af, at det ikke mindst er kortprosaen, der imødekommer Heinesens sceniske evner. Det er muligt at skelne mellem forskellige typer noveller blandt dem og deres forskellige grad af realisme, men begrebet fortælling passer bedre til den smidige stemme, der ikke lægger skjul på sin medvidende autoritet i spillet om driften mod døden eller livet. Drift er der i skriften, med en kulmination i fortællingen om ’Don Juan fra Tranhuset’, sat sammen af to myter, hvor straffen i den ene (Don Juan) hentes i den anden (Medusa).
Det veletablerede Heinesen-land blev personliggjort i de sene bøger, Tårnet ved verdens ende (1976), Her skal danses (1980) og Laterna magica (1985), og magiske er disse billeder i en omfattende, arabeskagtig verden, et levende billedtæppe med stadige krydsreferencer i det dunkelblå og lysstrålende, som det også kan aflæses i Heinesens billedkunst, der her desværre kun er repræsenteret på bogens omslag. Det er da en invitation til en også praktisk håndterlig indføring i en fortælleverden, der et velgørende oprør mod dødbideriet.

*Jógvan Isaksen: Mellem middelalder og modernitet. Omkring William Heinesens prosa. 269 s. 269 kr. ISBN: 87-88913-17-1. Forlaget Amaldus

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu