Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Klogt og kunstnerisk studium af universets byggesten

Klaus Høecks nye bog repræsenterer en original kombination af platismen og alkymien
Kultur
28. oktober 2004

Digte
Hvis vi ikke kan finde frem til afgørelsen på anden vis, vælger vi undertiden at slå plat og krone. Især når resultatet alligevel ser ud til at være til både alles og ingens fordel. Metoden kan tillige anvendes inden for kunsten som en slags hengivelse til tilfældet og skæbnen. Klaus Høecks nye og store, men i denne omgang nu ikke direkte megamonstrøse bog placerer ham som en poesiens platist i gruppe med bl.a. John Cage og hans Music of Changes.
I 64 sekvenser svarende til heksagrammerne i Forvandlingernes Bog I Ching eller Yi Jing mediterer digteren over denne verden på basis af dens grundelementer.
Det drejer sig som hos I Ching om himmel og jord, torden og vind, vandet og ilden, bjerge og lavland samt derudover selvfølgelig de 109 stoffer der indgår i kemiens periodiske system lige fra brint og ilt over de velkendte metaller til så eksotiske sager som praseodym, gadolinium, mendelevium, dubnium og hafnium, opkaldt efter vor hovedstad.

Hjertesten og død
Bohrium, som har navn efter en vis nobelprismodtager, vies også behørig ære, og hvor systemet ikke slår til, tilføjer Høeck selvfremstillet stof som f.eks. luftarten sneon eller særere tungmetaller: oktobrium og poesarium. Af sidstnævnte virker bogen vitterlig gjort. Som de fleste af forgængerne i den lysende stribe af store eller monstrøse bøger – altså foruden Hjem (1985) også Heptameron (1989), Eventyr (1992), 1001 Digt (1995) og In Nomine (2001) – bæres Hsieh af en overgiven lykkedrukkenhed, en fryd ved at finde, sanse, erkende og skabe, som uvægerlig vil forplante sig til den tålmodige læser.
Man kommer ganske enkelt i temmelig godt humør af at følge en digter, der så taknemmelig synger om alt mellem himmel og jord, og om alting i både himlen og jorden, f.eks. de sten, han har fundet rundt om på de danske(s) øer.
Selv så tung en byrde som døden kan ligne en god ven, når den hvirvles med ind i Høecks på én gang enkle og med kunstfærdig flid sammensatte 12-linjers system. For kun med døden som en altid nærværende realitet kan man længes mod lykke som denne:

mine øjne vil løbe
i vand en dag ful
de af ingenting
mine lunger blæ
se til vind og vejr
mit hjerte til alting og
jord hele mit legeme
skal stå i brand hvilken mis
kundhed tænker jeg
min sjæl dufte som sarons
roser - so much for
water earth and fire

Ud over elementer besynger bogen (man fristes til at sige: som vanligt) digterens højt elskede hustru, som tilmed får lidt faglig credit et sted, digteren fantaserer om at sætte en tændstik til den danske ’modernismekonstruktion’. En mere gennemgående lovprisning rettes til mesteren Dylan, ja, visse dele af værket er ligefrem lavet af dylanit:

’times they are a changin’
før hed det d-mark
nu euro før hed
det rockwool nu isover
før i tiden hed
det højre nu ven
stre før hed det nato nu
verdenssamfundet
før i tiden hed
det frøslevlejren nu gu
antánamo før
hed jeg høeck nu johnsen

Som formel for livet i al dets evige foranderlige vidunderlighed sætter samlingen formlen everything happened and everything changed. Modsat defineres døden på, at nothing happened and nothing changed. Midt imellem ligger de varianter, der afsætter kunst – at alting sker og intet forandres; at ingenting sker, men alting forandres.

Med musen i hånd
Det konstante består hos Klaus Høeck i systemerne, der lægges frem uden hemmeligheder, med alle verbale strukturer blottet. Modsat ligger foranderlighed i at udsætte sprogets, tallenes og figurernes fleksible modeller for impulser og indfald af næsten enhver art og successivt prøve dem af i poesiens alkymistiske laboratorium.
Høeck er ikke uden selvironi, når han i den nye bog, der leger så lystigt med elementer, selv anskaffer sig et elementkøkken fra Svendborg. Morsom er også en strofe, hvor han spørger, hvem det mon er »der sidder dér bag skærmen med musen i sin hånd« (hvilket jo kan gå på både en mus og en muse!) og svarer, at det er den gamle digter, der mailer sit elektroniske budskab ind til en server ved navn www.stormogsne.dk.
Man kan vist roligt sige, at Klaus Høeck tilstræber en digtning, der teknisk og i sin selvrefleksion er på højde med sine vilkår – mediemæssigt såvel som mentalt. Alene det gør ham vigtig at læse.
Til min studietids stående vitser hørte Paul Diderichsens værk Elementær dansk Grammatik. Dens sætningsskema var det let at lære, men når det så kom til beskrivelsen af modersmålets mere avancerede finesser, fandt de studerende ingen grund til at udbryde: elementært, kære Watson.
Anderledes når man vil fordybe sig i Klaus Høeck. Hans kloge kunstneriske studium af universets byggesten er på én gang elementært i betydningen: fundamentalt og i betydningen: enkelt og imponerende klart.

*Klaus Høeck: HSIEH. Prototypes. Med tuschtegninger af Morten Stræde. 336 s. Kr. 298,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-03045.4. Udkommer fredag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her