Læsetid: 4 min.

Kvinden og katten

Endnu en dansk forfatterinde har skrevet en bog om sin kat
21. oktober 2004

Ny bog
Katten og kvinden hører inderligt sammen i forfatterinden Vibeke Vasbos lille bog om katten Artemis, som hun delte hus og seng med i 12 år. Ikke bare fordi det er katten og kvinden, der er bogens centrale par (mens ægtemanden Ulf rumsterer diskret i baggrunden og mest betragter katte som »omvandrende musefælder«), men også fordi der etableres en inderlig forbindelse mellem katte og hunkøn.
Ganske vist insisterer Vasbo på at omtale sin kat som »den« frem for »hun«, men det er for at sætte et skel mellem dyr og mennesker, og ind imellem kan man mistænke dette skel for at være en lignelse på skellet mellem kvinder og mænd. Da hun (som medfølgende præstefrue) er blevet forvist fra sit paradis, den skønne præstegård i Ørslev, og flyttet til byen, er det kvinder som hende selv, hun møder, når hun søger tilflugt i Zoologisk Have:
»Jeg kunne vågne med én tanke, som krævede øjeblikkelig virkeliggørelse: Jeg må ud til dyrene! Jeg fortalte det ikke til nogen, jeg skyndte mig bare af sted og blev der indtil lukketid.«

Artemis mod Paulus
Vasbo beretter, hvordan hendes bedstemor fra Vendsyssel kaldte alle katte »hun«, »men det var rent grammatisk, at en hund på hendes sprog var en han, mens en kat var en hun«. I Vasbos egen bog kommer feminiseringen af katten til at fremstå som mere end ren grammatik.
Således har hun opkaldt sin kat efter en mytisk kvinde-skikkelse, Artemis, og Artemis sættes over for Paulus, som den store gudinde over for patriarkatet (og som den kattedyrkende præstefrue over for den Paulusdyrkende præst...): »dengang Paulus måtte forlade Efesus over hals og hoved, da han troede han kunne komme dér og snakke om sin Jesus, og borgerne råbte mod ham: Stor er efesernes Artemis!, da stod hun med begge ben fast på jorden og kiggede ned på sine undersåtter som en enehersker, hvis magt ikke kan anfægtes.«
De store rædselspatriarker (Lenin, Stalin og Saddam) modstilles denne frygtindgydende naturgudinde: »Alle naturkræfter samlet i en stor og fyldig skæbnegudinde«.
Forestillingen om katten som kvindens rå natur kommer også til udtryk, da Vasbo beskriver katten som »mit alter ego, mit vilde andet jeg, den rå bagside af den pæne pige«.
Til gengæld bliver hun forarget, da det er en mand, der ligner katte med kvinder: den intellektuelle teologven Helmuth mener, at »en kvinde skal være som en kat – uudgrundelig og helt sig selv, et væsen fra en fremmed planet«.
Det er selvfølgelig noget mandevrøvl, skal vi forstå, men spørgsmålet er om Vasbos egen mytificering af katten som repræsentant for en rå urkvindelighed (eller en mytisk førkønnethed) er så meget bedre.

På tålt ophold
Hvis Artemis i sine velmagtsdage udstråler sin navnesøsters rå urkvindelighed, så har den til gengæld en del artsfæller og midlertidige samlevere, som kommer til at repræsentere Vasbos reelle situation: »på tålt ophold«.
Denne formulering bruges i begyndelsen af bogen om de katte, Artemis i perioder må dele hjem og madmor med, og i slutningen af bogen om Vasbo selv, da hendes mand har fundet en anden, og hun ikke bare mister sin ægtefælle, men også den embedsbolig, som hun hele tiden har været bevidst om, ikke rigtig er »hendes«.
Der er noget bevægende ved denne gentagne formulering »på tålt ophold«. Patetisk er den måske nok, hvis den forstås som udtryk for præstefruens specifikke (og egentlig ganske anakronistiske) afhængighed af sin ægtemand. Men rørende som udtryk for en eksistentiel udsathed, om den så er kattens, kvindens eller mandens.

En mis i en solplet
Trods alle forbehold over for at betragte katten som repræsentant for noget andet end sig selv, kommer bogen til at gøre det. Katten kommer til at repræsentere kvinden, på den ene side den rå urkvindelighed, som er myten, på den anden side den skrøbelige udsathed, som er realiteten.
Med andre ord er bogen fuld af den slags »sludder og vrøvl«, som fortælleren ganske klogt griber sig selv i et sted. Da den dødssyge Artemis hen mod slutningen er forsvundet, og fortælleren ser en bunke hvide og sorte pelshår på jorden, tror hun, ræven har taget den, og forsøger at trøste sig med, at det er mere meningsfuldt, at den er endt som ræveføde end på dyrlægens briks:
»Den var blevet hentet tilbage til naturen. Og hvad man ellers kan tænke sammen af sludder og vrøvl for at få det umulige regnestykke, som livet er, til at gå op.«
Vasbos beretning er netop bedst dér, hvor den ikke anstrenger sig for at få tingene til at gå op (i mytiske gudinder, naturromantik og idyllisering af det præmoderne landliv), men hengiver sig til sine misofile observationer med koncentreret øjebliksnærvær, ret som en mis i en solplet.

*Vibeke Vasbo: Artemis. Beretning om en kat, 186 sider, 199 kr. Samlerens Forlag, ISBN: 87-638-0031-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu