Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud?

Suzanne Gieses nye bog kritiserer nutidens dyrkelse af moderskabet. Men måske prøver moderne kvinder især at genopfinde omsorgen for børn, hjem og familie, på den knappe tid, lønarbejdet levner?
Kultur
20. oktober 2004

NY BOG
At kvinder føder børn er en biologisk kendsgerning, fælles og bundet til kønnet. Men forholdene for mødre og børn varierer i ekstrem grad i forskellige samfund og kulturer.
Dét er hovedpointen i Suzanne Gieses nye bog, Moderskab, en rejse gennem moderskabets kulturhistorie.
Her er ikke egentligt nyt, men en sober og detaljeret gennemgang af moderskabets historie og synet på kvinder og børn i vores vestlige verdensdel fra antikken til nutiden.
Giese skotter i høj grad til eksisterende historie og antropologi, især fremtrædende franske forskere som Elisabeth Badinter og Florence Dupont, men også moderne danske forskere som Pil Dahlerup og Martin Schwarz Lausten.
Helt i tråd med andre gruopvækkende skildringer af barndom og moderskab genfortæller Giese moderskabet i Vesten som historien om dårlig hygiejne og enorm mødre- og spædbørnsdødelighed; om kvinders og børns mangel på retlig status som uafhængige subjekter; samt om det praktisk-økonomiske øje på deres værdi som arbejdskraft, hvor familieoverhoveder frit har kunnet sjakre med dem under slaverilignende forhold.
Kort sagt, stort set samme problemer som i nutidens tredje verden. Kvinders og børns retsstilling, og omsorgen for deres helbred som et samfundsmæssigt anliggende, er kort sagt produkter af moderniteten.

Unødig omsorg
Men udgangspunktet for Gieses fremstilling af moderskabets historie er især politisk.
Ifølge forordet er hendes interesse for moderskabet nemlig affødt af »den bølge af moderdyrkelse, som bredte sig fra USA til de fleste euro-pæiske lande, også til Danmark, i 1990’erne, og som stadig blomstrer i bedste velgående her i starten af det nye århundrede.«

Banal konstatering
Giese udlægger paradokset mellem moderne kvinders idealisering af moderskabet, kombineret med tendensen til at få færre børn, som resultatet af »den krise den moderne familie befinder sig i med tårnhøje modsætninger mellem de krav, man gerne vil honorere på arbejdet og i familien«.
Sande ord. Blot når Giese faktisk ikke længere end til denne banale konstatering.
Overalt virker det som Gieses implicitte påstand, at børn næppe behøver al den omsorg, mødrene er parat til at give dem som del af nutidens moderskabskonstruktion. Menneskeheden har jo overlevet, ikke?
Men her undlader Suzanne Giese faktisk at konkludere på det materiale, hun selv fremlægger:
For skønt elitens opdragelseslitteratur gennem århundrederne afspejler en særdeles kuldslået omgang med børn, demonstrerer mange litterære kilder, hvor den moderlige omsorg overlevede: Om ikke hos forældrene selv, men så hos ammer, tjenestepiger og –karle. Da tyendet jo ikke læste bøgerne, reagerede de intuitivt og empatisk på børns behov uden at frygte for at forkæle børnene ved ’forbudt’ eftergivenhed.
Her må ligge én af de centrale forklaringer på, at ikke alle mennesker før ca. 1800 voksede op som sociopater.
Jeg er også stik uenig i med Giese i, at det er udtryk for at ’dyrke’ moderskabet, når unge mødre f.eks. læser blade som Forældre og børn. Bladene gør informationer tilgængelige også for ikke-boglæsere, og at mødre interesserer sig fagligt for den børneopdragelse, de faktisk udfører, er vel rationelt nok?
Giese tematiserer heller ikke den kendsgerning, at en udbygget institutionssektor i dag er en næsten indiskutabel del af moderne børneliv, blandt andet på grund af rettidig omhu fra den ’gamle’ kvindebevægelse, som Giese selv tilhører.
Modsat får kvinderne i lande som Spanien og Japan i dag så få børn, at befolkningstallet går hastigt tilbage. Unge japanske og sydeuropæiske kvinder gider nemlig ikke gå derhjemme...
Et andet problem er, at Giese betegner interessen for moderskabet som ’konservatisme’ og dermed havner i en automatreaktion, farvet af rødstrømpegenerationens skræk for husmorlivet. Suzanne Giese ser konservative spøgelser og retro i en omsorgsbølge, der snarere handler om at forvalte nutidens liv end om at genopføre fortidens.

Forfejler kritik
Selv 1990’ernes mest ’moderskabsdyrkende’ tekster prøver faktisk at beskrive omkostningerne ved det arbejdsmæssige dobbeltliv og søger en følelsesmæssig dimension, hvor livet ikke kun handler om at præstere. (Man kan dog undre sig lidt over, at Suzanne Giese ikke har medtaget Trine Bundsgaards antologi Ammestuehistorier fra 2001.)
Moderne danske kvinder bevarer jo ikke en veletableret måde at være mor på, tværtimod søger de at genopfinde omsorgen for børn, hjem og familie i forhold til den mere knappe tid, der er til rådighed efter arbejde. Realistisk nok, når mange mænd, trods langt større indsats end før, stadig overlader det meste ansvar til konen.
Derfor forfejler Giese en ellers berettiget kritik af nutidsfamiliers tendens til at idealisere ’de perfekte børn i det perfekte hjem’: Når moderne familier pukler for hus, bil og udestue, er det jo næppe alene på grund af mødrenes sentimentalitet, men fordi vi alle bilder os ind, at det er nødvendigt for det gode liv.
Måske skulle vi hellere stille os det spørgsmål, som blev formuleret så præcist for få år siden af topøkonomen Erik Ib Schmidt: »Behøver vi at nå det hele?«

*Suzanne Giese: Moderskab. En rejse i moderskabets kulturhistorie. 300 sider. Kr. 325. Tiderne Skifter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her