Læsetid: 4 min.

Om at måtte eksplodere

Han er blevet en stjerne, der kommer bøger om ham og af ham. Der er ved at blive lavet en film om ham. Og nu er der kommet en underholdende interviewbog med Slavoj Zizek
14. oktober 2004

Ny interviewbog
Mærkeligt, men sandt: Det var ikke nemt at være marxist i Titos kommunistiske Jugoslavien. For det er ikke nemt at være ideologisk i et diktatur baseret på samme ideologi. Ikke fordi ’magthaverne’ har overtaget ideologien, men fordi magtudøvelsen er baseret på perversion af ideologien. Som den slovenske filosof Slavoj Zizek fortæller i en ny interviewbog Conservations with Zizek om sit arbejde og sine kampe i Titos Jugoslavien:
»Jeg arbejdede som ung ved den jugoslaviske hær og i Central Komitéen og kunne observere indefra, hvordan Kommunistpartiet udøvede sin magt. Det lærte mig noget basalt om, hvordan ideologier helt kynisk fungerer: For at fungere skal en ideologi ikke tage sig selv for alvorligt. Det, der chokerede mig, var ikke så meget, at toppen i partiet ikke tog deres kommunistiske ideologi alvorligt, men at de opfattede dem, der tog ideologien alvorligt, som en trussel. Den grundlæggende ide var, at det at tage den kommunistiske ideologi alvorligt allerede var en slags systemkritik.«
Aktuelt i den danske offentlighed synes ideologikritik reduceret til ideologiforagt: Ideologikritik er ikke længere, at folk ikke ved, hvilken ideologi, der styrer de handlinger, som ligner ’frie valg’. Nu betyder ideologikritik, at alle er modstandere af ideologi overhovedet. Fordi ideologier med Søren Krarups formulering ’tyranniserer virkeligheden’. Den ideologiske magtudøvelse tager ikke hensyn til sæder, traditioner og konventioner i den sociale virkelighed. Den vil eliminere denne modstand som før-ideologiske rester.
Men Zizek viser den samme pointe fra undersiden: Den autoriserede ideologi er aldrig helt realiseret. Man kan fremhæve den kendte historie om edderkoppemorderen, der i Den Islamiske Republik Iran myrdede alle de prostituerede, han kunne finde på gaderne, fordi de udstillede den islamiske ledelses mangel på konsekvens. Han gjorde sine forbrydelse til et korstog på vegne af statens egen ideologi. Han afslørede det morderiske potentiale i regimets ideologi.
Men han afslørede også et andet forhold: De, der ønsker at regere diktatorisk, kan ikke regere på en ideologi, fordi de derved overgiver suverænitet til ideologien. Så kan alle og enhver byde sig til med fortolkninger af ideologien, og diktatoren kan ikke regere i overensstemmelse med personlige tilbøjeligheder. Ideologien er konsekvent, diktatoren er vilkårlig.
Her fortæller Zizek, hvordan den bevidst vilkårlige omgang med marxismen suspenderer ideologiens konsekvens. Han fortæller det ikke som underkendt marxist, men som en kuriøs anekdote: En topembedsmand fra Kommunistpartiet holdt foredrag for de unge kommunister i Ljubljana og understregede, at de alle skulle læse begge bind af Kapitalen og leve, som Marx skrev i den fjerde Feuerbachtese: Ikke for at fortolke verden, men for at forandre verden:
»Jeg spurgte ham bagefter: ’Ved du ikke, at der er tre bind i Kapitalen, og at det er Marx’ 11. Feuerbachtese og ikke den fjerde?’ Jeg fik et vidunderligt svar: ’Jeg ved det godt, men det var mit budskab, det er ligegyldigt, hvem der ved det.’ Dette er et vidunderligt eksempel på, hvordan det fungerede. Budskabet var ligegyldigheden. Budskabet: ’Jeg er ligeglad.’«

Og filosofien
Zizek viser sig original i fortolkninger af anekdoter, film og biografiske momenter. Han forfalder indimellem til sin egen parodi i overfortolkinger af kulturindustrielle produkter og i sin konstante søgen efter den spektakulære og mest underholdende udlægning. Conversations with Zizek blamerer sig sporadisk med fankultspørgsmål som: Hvilken roman, ville du vælge at tage med på en øde ø? Og Zizek svarer påtaget pjattet: Ayn Rands protofascistiske roman Fountainhead. Ikke fordi han ville tage den med, men fordi det vil virke mest usandsynligt. Men jagten på det usandsynlige udvikler sine egne sandsynligheder, som ligner forudsigelighed.
Han fortæller, hvorfor han efter at have skrevet dårlige filmmanuskripter valgte at blive filosof: Filosofien viste sig ikke som en uendelig og ubegrænset snak om ’alt’ og ’universet’ og ’det største’. Men netop som den kritiske begrænsning af de spørgsmål og som kvalificering af mulighederne for at tænke. Og som han siger: Filosofien er i dag vigtigere end nogensinde, fordi genteknologien, kloning og forestillingen om menneskelige ressourcer som råvarer synes at forudsætte, at mennesket er ubegrænset. Vi kan konstruere alt, hvad vi har lyst til. Her bliver filosofiske anliggender hverdagslige problematikker, fordi de menneskelige grundvilkår står til forhandling. Og her bliver den filosofiske refleksion som grænsedragning ifølge Zizek relevant.

Og kapitalismen
Der er naturligvis også oppositionelle momenter i Conversations with Zizek; udfald mod multikulturalismen som en kulturel maskering af sociale konflikter. Som han siger i en spids pointe: Man skal læse de to slogans om historiens afslutning og ’clash of civilisations’ sammen: Det er afslutningen på den politiske historie, at alle sociale og økonomiske dominansbestemte konflikter bliver udlagt som religiøse og kulturelle konflikter. Men Zizek er erklæret antikapitalist, og hvordan vil han så skabe modstand? Ikke gennem mere FN og mere internationalt retssamfund, for disse reguleringer vil bare gøre kapitalismen mere overlevelsesdygtig. Så han konkluderer:
»Jeg tror, vi må holde os til den gamle marxistiske indsigt, at det eneste, der kan ødelægge kapitalismen, er kapitalen selv. Den må eksplodere indefra.«

*Slavoj Zizek & Glyn Daly: Conversations with Zizek. 19 dollar. 171 s., Polity Press. ISBN: 0745628974

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu