Læsetid: 9 min.

En maske er en maske er en maske

Første del af Bob Dylans selvbiografi er lige så paradoksal, vindende, kryptisk, underholdende, poetisk, bizar, logisk, imponerende, sprælsk, selvmodsigende, morsom, dybsindig, øretæveindbydende, fortabt og spændingsfyldt som de bedste af mandens sange… og lige så uundgrundelig
15. oktober 2004

Selvbiografi
Så De kender Dylan, hva’? I pladereolen står hans udgivelser på såvel vinyl – i førstepresninger, tilmed – som på cd… læg dertil de over 200 piratudgivelser med alt godt fra havet; liveindspilninger en masse, hver en prut manden slog i selskab med The Band i kælderen under Big Pink samt så mange outtakes og alternative versioner fra studiebesøg, at det dagligt truer forholdet mellem Dem og Deres nærmeste, ikke sandt?
Læg dertil de slidte spillebøger, De ud på natten finder frem sammen med guitaren, for selvforglemmende at fortolke »Chimes Of Freedom«, »Idiot Wind« og »Blind Willie McTell«.
Når De tænder Deres pc, minsandten om ikke expectingrain.com popper op som verdens venligste startside – og har den måske ikke ledt Dem videre til sites som rightwingbob.com og radiohazak.com/Dylan.html (også kendt som »Tangled Up In Jews«) og andre obskure steder på nettet, hvor De har hængt ud i time- og dagevis; på bekostning af karriere, familieliv og økonomiske realiteter.
Og De har læst alt om manden, fra Scaduto til Heylin, fra Shelton og Sounes til en tusindtallig skare af obskure artikler, forfattet på norsk, serbokroastisk og japansk samt med lup gransket hvert kryptisk interview, han har givet siden nittenhundredegrønlangkål. Så De kender Dylan, gør De og ved hvem han er, hvor han kommer fra, hvad han kan lide og ikke lide, De er på fornavn med alle hans onkler på begge sider og mener tilmed at have forstået, hvad »Foot Of Pride« helt præcis handler om.

Et gip i dylanologen
Wrong! Og wrong igen. For ganske få sider inde i Chronicles Volume One – det med spænding imødesete første bind af Bob Dylans selvbiografi – vil det gippe i den garvede dylanolog, når den gamle ræv afslører affinitet for letvægtsrockeren Ricky Nelson (som han nægter at kalde Rick!). Eller nævner, at »Moon River« og »Ebb Tide« hører til blandt hans absolutte yndlingssange (som der så godt nok er mange 100 af!). At den ærkekonservative amerikanske senator Barry Goldwater er hans all-time favorit politiker. Til nød i selskab med Teddy Roosevelt. At han af et oprigtigt hjerte i sin tid håbede, at Albert Grossman ville bede ham blive en tredjedel af Peter, Paul & Mary – og at han gladeligt havde taget navneforandring til Paul i dén anledning. At han nærer stor beundring for rappere som Ice-T, Run DMC, Public Enemy og N.W.A., for »these guys definitely weren’t standing around bullshitting. They were beating drums, tearing it up, hurling horses over the cliffs. They were all poets and knew what was going on«. Tag dén. At alt han har skrevet, på en eller anden facon har resonans i Den Amerikanske Borgerkrig, som han virkelig har studeret. Eller at den fortolkning af én hans egne sange, han holder mest af, er Johnny Rivers udgave af »Positively 4th Street«.
Forundringen bliver ikke mindre, da han et sted skriver om det i dag stort set glemte teenageidol Bobby Vee, at denne og Dylan »had a lot in common, even though our paths would take such different directions. We had the same musical history and came from the same place at the same point of time. He had gotten out of the Midwest, too, and had made it to Hollywood«. Kodeordene her er musical history og Midwest, thi det er to af de temaer, der igen og igen fletter sig ind og ud af teksten her, en alt andet end lineær endsige tilnærmelsesvist kronologisk fremstilling af de dele af Dylans liv og gerninger, han selv har fundet det væsentligt at beskæftige sig med.
Der er noget befriende over hans despekt for det kronologiske, hvilket gør, at der bogen igennem springes frem og tilbage i tid og rum. Metoden – og dens effekt især – er berusende, befriende og beundringsværdig; det er således længe siden denne læser har oplevet på den ene side at blive decideret skæv af at læse, på den anden trække et klarsyn ud af en tekst, som påvirker både verdensbillede og gerninger. I hvert fald så længe læsningen stod på. Og efter endt læsning melder kun en tanke sig: At komme i gang igen! Forfra, forfra...

En berusende storm
Thi det er et trip uden sidestykke at dykke ned i Chronicles. For det første skriver Dylan simpelthen pissegodt – han er den fødte stilist – og for det andet bærer bogen intet præg af hverken forsvarsskrift eller bekendelse. Da denne signatur sammen med en gruppe europæiske journalister var i audiens hos Mesteren i Rom i år 2000 omkring udgivelsen af Love And Theft, lod Dylan gentagne gange sin irritation over sine biografer skinne igennem.
»Hvordan kan de vide, hvad der foregik,« spurgte han, »de var der jo ikke«. Og med endnu større undren og gennemslagskraft: »Hvordan mener de sig i stand til at vide, hvad jeg tænkte og følte ved givne lejlighed?«
Det nagede ham åbenlyst, og han lod ved samme lejlighed bomben om sine erindringer sprænge; hvilket godt kunne give én dårlige forudanelser, som nu heldigvis bliver gjort til skamme af denne berusende storm af en bog, der på den mest desorienterende facon handler om alt og intet og i processen fremviser Dylan som alt andet end en sær hermit; tværtom fremstår han som levende interesseret i og dybt fascineret i sine medmennesker og med et bundløst had til den berømmelse, der i mange år frarøvede ham evnen til at skrive sange, fordi »creativity has much to do with experience, observation and imagination, and if any one of those key elements is missing, it
doesn’t work. It was impossible for me to observe anything without being observed«.
Af bogens fem afsnit omhandler det tredje – »New Morning« – hvordan han i små 10 år prøver at vende processen ved alskens krumspring, lige fra at lade sig fotografere i Jerusalem og stemple som zionist til at smide den ene lorteplade efter den anden på markedet i håb om, at når kritikerne slagtede ham, ville offentligheden glemme ham.
Lige så deprimerende, det er at læse om hans had til den rolle, medierne havde skabt for ham – »I had very little in common with and knew even less about a generation that I was supposed to be the voice of« – lige så sprogligt gunggaddagung går det derudaf.

Frydefuld lommefilosofi
Skægt nok holder Dylan selv af at læse biografier – omend helst om folk, der har været døde i mindst 100 år – men den form for selvmodsigelse emmer såvel manden som selvbiografien gerne og ofte af.
Det synes ikke at genere Dylan, der heller ikke har noget anstrengt forhold til begreber som løgn og sandhed. Det ene kan i sagens natur være lige så godt som det andet og folk, der stiller ham personlige spørgsmål, bør kun forvente røvfordrejninger og vandrerhistorier; hvorimod skismet mellem rigtigt og forkert rent faktisk kan holde ham vågen om natten.
Hvad moral egentlig er for en størrelse, dét optager ham nemlig levende. Og på den konto roder han sig ud i lommefilosofi på så højt et plan, at man frydes helt ind i marven af sin eksistens:
»Don’t give me that dance that God is with us, or that God supports us. Let’s get down to brass tacks. There is no moral order. You can forget that. Morality has nothing in common with politics. It’s not there to transgress. It’s either high ground or low ground. This is the way the world is and nothing’s gonna change it. It’s a crazy, mixed up world and you have to look it right in the eye…«
Er Dylan en gennemført halvstuderet røver (omend i ordets allerbedste betydning), får han max ud af sin sporadiske læsning og mildest talt aparte vandringer i verdenslitteraturen; Balzac, jo tak, i rigelig mængde endda; James Joyce, nej tak, for han »seemed like the most arrogant man who ever lived, had both his eyes wide open and great faculty of speech, but what he say, I knew not what…«

Primærkilder
At hans sangskrivnings primærkilder hedder Hank Williams, Woody Guthrie, Robert Johnson, Bertolt Brecht (som han tilskriver sin ’metode’ i storhedstiden 1965-66), Arthur Rimbaud, beat-poeterne og det angelsaksiske folkemusik-repertoire er kendte sager, og de uddybes alle levende her. Men hans næsegruse beundring for Harry Belafonte, Dave Van Ronk, Thucydides, John Hammond, Miles Davis, Machiavelli, Joe Hill, Pushkin, Joan Baez, Alexander den Store, Harold Arlen, Bono, Harry S. Truman, Mike Seeger, Clausewiz, Roy Orbison, Robert E. Lee m.fl. kom som en overraskelse for i hvert fald undertegede.
Gribende er hans skildring af det mytiske par Ray Gooch & Chloe Kiel, der rask væk lader ham sove på deres sofa det første år han befinder sig i New York – »verdens hovedstad«, som han kalder byen – og hvis bog- og pladesamling får stor, stor betydning for den kunstner han ender med at blive, trods hans oprindelige intention om at blive en stilren fortolker af overleverede folkesange; og de mange småportrætter af kollegaer og andre spillere i datidens folkemusikmiljø er sprællevende og afslører, at Dylan faktisk kunne være blev en topdollar-underholdende forfatter. Igennem hele værket flyder den muse, Dylan konsekvent omtaler som »my wife«. Sjov er også hans foragt for folk som Al Capone, Sigmund Freud, J.P. Morgan og alle de indholdsløse stakler, der ikke bærer det mytologiske stof til en ærlig folkesang i deres skæbne.

Uhæmmet sær snegl
Chronicles er delt op i fem afsnit, hvoraf de tre tager livligt afsæt i hans få, men helt afgørende år som fattig og ukendt folkesanger i New York City i de tidlige 60’ere, åbenlyst en af de bedste perioder i hans liv, thi da kunne han gøre, lige hvad fanden der passede ham: »The folk music scene had been like a paradise that I had to leave, just like Adam had to leave the garden.«
Her panoreres også jævnligt tilbage til barndomsårene i provinshullet Duluth, Minnesota, hans jævnt hen stinkende normale lavere middelklassefamilie, hans længsel efter den fader, han aldrig rigtig kunne tale med, og en udlængsel, der stimuleredes på det kraftigste af den helt tidlige, urskovsprimitive og uhørt livsduelige rock’n’roll – hvis udøvere ifølge Dylan rammende sang, som de var »navigating burning ships«, kun ét blandt de hundredevis af slående billeder Chronicles myldrer med; også natur- og storbystemninger fremmanes ubesværet – og Jack Kerouacs primalskrig af en roman, On The Road. Med detours til snart sagt hvad som helst.
Et fjerde afsnit omhandler som nævnt hans – i øvrigt også uhørt ubehagelige – problemer med berømmelsens pris, mens det femte og sidste omhandler processen, der førte til den kunstneriske revitalisering med albummet Oh Mercy og tankerne bag den uendelige koncertrække, der blandt bob-heads omtales som »The Never Ending Tour«.
Også det uhørt interessant og fuldstændig ude i skoven på den mest inciterende troværdige måde; at Dylan er en original kunstner vidste vi, men at han på det personlige plan er så uhæmmet sær en snegl, kommer som en positiv overraskelse fra det ydre rum.

De uløste mysterier
Jeg er ikke blevet så emotionelt berørt af et sprogværk, siden jeg gysende aflagde besøg i Nick Tosches kast-et-blik-i-afgrunden medrivende Where Dead Voices Gather eller udsat for så hårrejsende en omgang hjernegymnastik siden jeg modvilligt, men til døden fascineret slæbte mig igennem Edwin P. Hoyts fræsende The Bloody Road To Panmunjom – og har helt sikkert ikke lagt ører til så mange skrøner siden Albert Speers Inside The Third Reich udgjorde en fast bestanddel af mine hyppige lokumsbesøg; et sted, jeg som tommelfingerregel først forlader, når begge mine ben sover og min livsledsagerske begynder at organisere nødhjælpspatruljer udenfor.
Under læsningen gik det op for mig, at jeg faktisk ikke aner en skid om denne Dylan – og det tilmed er mere end tvivlsomt om han selv gør det. Og hvor ligegyldigt det var og er, hvor langt mere strålende læsning Chronicles egentlig er end Heylin, Scaduto, Shelton og Sounes stablet ovenpå hinanden. Og hvordan de uløste mysterier altid vil forekomme undertegnede mere dragende end de tristessefyldte facitlister, der hældes én i hovedet af kulturens overbetalte kuratorer, der i et væk skyder sig ind mellem værk og publikum med forklaringer. Fuck dem.
Chronicles er en af de få bøger i lang tid, der virkelig gør livet værd at leve. Betragt den blot ikke som en nøgle til sangværket, men som en flertydig og mangestemmig del deraf. Bag masken åbenbarer et utal af nye masker sig nemlig. Heldigvis.

*Bob Dylan: Chronicles; Volume One (Simon & Schuster) Fås i import hos bl.a. Arnold Busck

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu