Læsetid: 5 min.

De nye krige er gamle krige

Man kunne ifølge den britiske politiske teoretiker John Gray have forudset, hvad der ville ske i Irak: Når man uden plan og legitimitet fjerner den eksisterende politistat, bryder anarki løs
7. oktober 2004

Ny bog
Man siger, at den amerikanske præsident tror på ondskaben. For George W. Bush fører krig mod ondskab. Og han har udpeget ondskabens akse.
Men som den britiske politiske teoretiker John Gray skriver i sin nye bog Heresies - Against progress and other illusions:
George W. Bush tror netop ikke på ondskaben. Han er ikke en kristen fundamentalist. For en kristen fundamentalist ville acceptere, at man ikke kan føre krig mod ondskaben, og at man ikke kan udrydde den. Gray skriver således:
»Faren ved den amerikanske udenrigspolitik er ikke, at den er besat af forestillinger om ondskab, men at den er baseret på troen på, at ondskaben kan fjernes. «
Selv mener John Gray, at denne snak om ondskab er et dårligt tegn:
»Det er et tegn på, at vi er i gang med endnu et storladent projekt, som handler om at lave hele verden om – med den rædsel og komik, der altid følger.«

Forudså krigens gang
Grays nye bog er en samling artikler og essay. Nogle er skrevet før Irakkrigen, andre er skrevet efter krigen startede. Gray forudså allerede i april 2003, hvad der ville ske:
»Da Donald Rumsfeld erklærede, at fred kun kunne opnås ved ubetinget overgivelse, afslørede han en afgørende fejlslutning i den amerikanske fremstilling om krigen i Irak. Efter ødelæggelsen af Saddam Husseins regime er der ikke længere en autoritet, som kan gennemføre en overgivelse. En moderne vestlig politistat er blevet afløst af et præmoderne anarki. Ligesom andre fejlslagne stater som Afghanistan vil Irak i generationer blive skueplads for ukonventionel krigsførsel.«
Ikke for at prale, men for at vise at man kunne forudse, hvad der ville ske i Irak, har Gray nøje dateret sine essay, så man kan sammenligne hans vurderinger med de samtidige udviklinger.
John Gray er ikke principiel modstander af krigen i Irak. Han er modstander af, at man fjerner den bestående orden fra bunden for at skabe en helt ny. Og hvis man endelig vil gøre det, bør man ifølge Gray sikre sig legitimitet og planer for en meget langvarig genopbygning, som bør forberedes grundigt med udgangspunkt i kendskab til den eksisterende kultur og de etablerede sædvaner. I stedet for at love udryddelse af ondskab.

Nye krige
Gray skriver imod det, han kalder ’myten om fremskridtet’. Han mener, at hele det moderne projekt er skadet fra bunden af en forveksling. Det er sandt, at videnskaben gør fremskridt, og at vi fra generation til generation kan opsamle mere og mere viden n. Men man kan ikke overføre dette fremskridt til etik og politik. Her kan ethvert fremskridt gå tabt, og enhver generation må så at sige starte fra bunden. For de videnskabelige fremskridt kan både udnyttes til at skabe velstand og gør tilværelsen nemmere. Men de kan også – som så ofte fremhævet af konservative kulturkritikere – bruges til at skabe nye masseødelæggelsesvåben og systematisere undertrykkelse.
John Gray kalder troen på fremskridt inden for etik og politik for ’de militante politiske religioner.’ Den virkeligt eksisterende kommunisme var en militant politisk religion, det var den nyliberalisme, der lovede evig fred og globalt marked til alle også. Og de amerikanske nykonservative er den nyeste militante politiske religion.
Disse religioner opstår ifølge Gray i samfund eller kredse, der tror, de har frigjort sig endegyldigt fra religiøse ambitioner og nu forholder sig rationelt og nøgternt. Men det svarer til victorianernes fortrængning af seksualiteten: Det, der er in-diskutabelt menneskeligt, kan ikke fortrænges. Og hvis man forsøger, vil det dukke op som bizarre fantasier og perverse forstyrrelser.
Søren Krarup ville have sagt det lidt anderledes: Den, der ikke vedkender sig et
Gudsforhold, dyrker afguder eller forguder mennesket. Og dette menneske er farligt, fordi det vil skabe verden i sit eget billede uden hensyn til de naturlige begrænsninger. Grays pointe er ikke, at vi tror os sekulære, men i virkeligheden er religiøse. Men at vores religioner er farlige, fordi de hverken har et begreb som hybris til advarsel mod menneskeligt overrmod eller en syndefaldsfortælling. Vores oplysning giver mennesket frit løb.
Og her ser Gray de nye krige som et dementi af fremskridtsfortællingen. For de nye krige er kampe om knappe ressourcer. Det handler om olie i Irak og olie i Afghanistan. Andre steder handler det om adgang til vand. De nye krige er ikke ideologiske krige som kampen mellem en ’fri verden’ og nazismen, men derimod etniske, religiøse og kulturelle krige, som man så det før det tyvende århundrede.
John Gray begår en gennemgående og graverende forsimpling: Han skriver om oplysningstænkerne, som om det var en tænketank, der engang skrev et manifest, som gik ud på, at man skulle udrydde alverdens ondskab og tro på, at det videnskabelige fremskridt kunne danne forbillede for etik og politik i et stort fremskridt mod den endelige totalløsning. Oplysningsprojektet kommer til at ligne en totalitær ideologi.
John Gray stiller sig nu bedrevidende op på en tønde og peger tilbage mod de naive oplysningsfolk: Dér tog I fejl, siger han. Og dér tog I fejl. Og dér. Som han skriver i en karakteristisk generalisering, der kunne være taget fra Søren Krarups forfatterskab:
»Det, som ingen af oplysningstænkerne erkendte, og deres efterfølgere ikke har opfattet, er, at menneskelivet kan blive mere irrationelt og vildt, selvom videnskabernes fremskridt accelererer.«
John Gray dyrker en konservativ karikatur. Det som han ikke erkender, er, at det var ’oplysningstænkeren’ Voltaire, der skrev romanen Candide som parodi på en fremskridtsoptimist, der gik fra katastrofe til katastrofe men fastholdt, at vi levede i den bedste af alle verdener og sagde: Vi må dyrke vores have, vi må dyrke vores have.
Civilisationskritikeren Jean-Jacques Rousseau skrev også til den store encyklopædi, Kant skrev, at man ikke burde forene alle verdens lande i et stort universalmonarki, men anbefalede en sammenslutning af nationer. Magtadskillelsenlæren, som også forbindes med oplysningstænkning er ikke udtryk for, at det perfekte menneske opdyrkes, men tværtimod på den indsigt, at magt korrumperer. Osv.
Oplysning er og var fra starten også oplysningskritik og modernitetskritik.

Indsigt og præcision
Det, John Gray laver, er også i den forstand oplysning. Og det ville blive bedre, hvis han således erkendte sin egen tradition og åbnede for dialog med samtidige filosoffer som Jürgen Habermas, der både kritiserer den amerikanske universalisme, den videnskabelige tendens til at konstruere perfekte mennesker og samtidig fastholder en kosmopolitisk kritisk ambition.
Grays kritiske pointer er skrevet på indsigt og præcision. Men vil han virkeligt lade de såkaldt politisk militante religioner være de eneste, der tænker globale løsninger og internationale forbindelser? Vil han blive ved med at forudsige død og ødelæggelse uden at foreslå andet end, at vi bør respektere nationalstaten og anerkende, at hver stat har ret til at definere sin egen modernitet.
Grays helt nye bog er et væsentlig korrektiv til de verserende udlægninger, men heller ikke mere.

*John Gray: Heresies – Against progress & other illusions. Granta books. 8.99 britiske pund. 209 s., 159 kr. I Atheneum boghandel i København. ISBN 1862077185

*Information bringer lørdag et interview med John Gray om perspeltiverne i hans nye bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu