Læsetid: 4 min.

Ritts mand nedgør Ritts rivaler: Nyrup ’funktionær’; Auken ’rodet’

Søren Mørch gokker ledende socialdemo-krater – og lufter nazistisk arvegods om, at ægte politik indebærer had
8. oktober 2004

Ny bog
Klogt, at Søren Mørch ikke tog det 25. kapitel med i sin år 2000-bog om danske statsministre. 25. kapitel handler nemlig om Poul Nyrup, og ham var Mørchs hustru, Ritt Bjerregaard, blevet minister under.
Havde Mørch medtaget kapitlet – i den skikkelse, hvori det nu offentliggøres – var der igen blevet ballade om Ritt. Værket var næppe blevet til uden hende, fremhæver Mørch i et efterord. Og det er da også Ritts vinkel, man aner i det 25. kapitel. Det nedgør Nyrup, Svend Auken, LO, og hvem fremstillingen ellers ætser forbi.
I den polemiske form ligger både Mørchs styrke og svaghed. Styrke, fordi man kan le af et ondt hjerte ved hans udhængninger, der har kerner af sandhed. Svaghed, fordi hans gammelmandsvrissen kammer over i dømmesyge.
Fejlen ved Nyrup er i Mørchs fremstilling, at Nyrup er skolet som funktionær i LO og af »LO-visdommen«, der går ud på at:
»sørge for selv at sætte sig ind i sagerne, ikke stole på nogen andre, holde kortene tæt ind til kroppen, sørge for at få sagerne handlet af i kulissen, hvis det overhovedet er muligt, og passe på ikke at sige noget, man senere kunne blive hængt op på. For Poul Nyrup var det næsten blevet en anden natur. Det var den, der hver gang førte ham videre i karrieren.«

De svigtende evner
Trods de uomtvistelige resultater i statsministertiden skriver Mørch:
»Poul Nyrup var ikke politiker. (…) Det kan man selvfølgelig heller ikke forlange af en funktionær, ikke engang af en dygtig funktionær. Og som bekendt er ingen forpligtet ud over sine evner.«
Mørch beretter om Nyrups overdådige løn og tjenestebil som direktør for Lønmodtagernes Dyrtidsfond: »Nyrup havde hårdt brug for pengene. Hans privatøkonomi var som mange ledende socialdemokraters temmelig laset.« Om Nyrups senere konsulenthonorar på årlige 300.000 kr: »Hvad Dyrtidsfonden fik for de penge, er ikke godt at vide.«
Antydninger om, at Nyrup sjakrede med lønmodtagernes penge, får læseren også.
I forbifarten er der fur til radikale: »Niels Helveg brugte det meste af sin ikke særlig store arbejdsevne på pressen« og »Lone Dybkjær, der var kompromitteret af forbindelsen til Poul Nyrup.«
Svend Aukens mangler ligger ifølge Mørch på mange planer: »Studentikos, tit med rodet påklædning«, hans »velbekendte løshed og mangel på omhu i detaljerne«. Afgørende er dog, at Auken er »skabsmellemlagsperson«: »Familien Auken tilhørte det grundtvigiansk prægede mellemlag«. Denne »klasseforskel«, der også indebar, at Auken ikke var »nøjeregnende« i gensidig udveksling af tjenester og fornærmelse, blev i opgøret til Nyrups fordel.

Lagt i ruin af Nyrup
Mørch fortæller om den aftale, som Ritt og Svend Auken i 1987 indgik om deling af magten i Socialdemokratiet – hvor Auken i sin troskyldighed krævede Nyrup med som tredje hjul. Da Auken i 1991 nølende afsætter Ritt efter sagen om hendes lejlighed, har han ikke en afløser klar til det praktiske. Resultat ifølge Mørch: »Ledelsen af partiet lå i ruiner ikke mindst takket være en dygtig kampagne fra Poul Nyrups side for at ødelægge den.«
Skadefro skriver Mørch om Ritt-Auken aftalen: »Fem måneder efter dens sammenbrud var Svend Auken ikke længere hverken partiformand eller statsministerkandidat.«
Mørch kan også berette, at det var Nyrup, der hjalp De Radikale med at hænge Auken ud for løftebrud i 1988-opgøret om, hvorfor en oppositionsdagsorden tvang Schlüter ud i et atomvåbenvalg.
Tilbage i 1961 sagde statsminister Viggo Kampmann: »Det er dejligt at være socialdemokrat.«
Det er det ikke længere, og i den nedbrydningsproces synes det at pirre parret Bjerregaard og Mørch på én gang at være referenter og bidragydere.
Mørch trækker det større perspektiv op, at partiets nedtur skyldes, at cand.polit.-lederne er forblændet af illusionen om, at politik går ud på at gøre kagen større, så alle bliver gladere og »at undgå konfrontationer og udglatte konflikter, om ikke andet så ved at istemme de falske melodier«.
Nej, mener Mørch: »’Det Politiske’ handler om at gøre forskel på os og dem (…) om at tage sit parti og finde ud af, hvem vi er, hvem der er med os, vennerne, og de andre er, dem, der er imod os, fjenden«.
»Den bedste vejleder« finder Mørch i den tyske filosof Carl Schmitt (1888-1985), der »desværre var en slem nazist«.
Mørch citerer en britisk-belgisk teoretiker for, at »man kan undgå den uhyggelige side af Carl Schmitts indsigt« ved, »at man i stedet for at tale om en fjende, der skal udryddes, skal tale om en modstander, hvis synspunkter skal imødegås i den demokratiske debat«.
Mørchs nazistisk inspirerede pointe om, at en ægte politiker ernærer sig ved fjendebilleder, er… hmm… Foruroligende.

*Søren Mørch: Poul Nyrup Rasmussen, 88. s. 98 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

*Søren Mørch: 25 statsministre. 3. reviderede og udvidede udgave. 536 s. 248 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu