Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Jeg skriver derfor er jeg

I stedet for denne bog burde Guillou have holdt et friår
Kultur
30. oktober 2004

Ny bog
Alle drengerøvsbøgers fader, den svenske succesforfatter Jan Guillou, har med Tyvenes Marked kastet sig ud i en ny kategori i sit efterhånden omfangsrige forfatterskab. Guillou-fans kan allerede på omslagsteksten konstatere, at de maskuline superhelte, efterretningsofficeren Carl Hamilton og tempelridderen Arn, er byttet ud med, oh skræk, en kvindelig hovedperson med ret til at bære våben, i skikkelse af politiinspektør Ewa Johnsén. Så fik man den. Godt nok har Guillou i et par bøger dyrket andet end de episke heltesagn men alligevel. En kvindelig helt i en Guillouroman!
Når kategorien er svensk forfatter og en politiinspektør uanset køn, vil danske læsere pr. automatik sætte næsen op efter en klassisk, velskreven kriminalroman ilagt bidende samfundskritik med en antihelt i hovedrollen – lad det være sagt med det samme; det får man ikke.
Politiinspektør Ewa Johnsén er ganske vist både kvik og smuk, tillige nyskilt med sans for livets goder, men selv om en væsentlig del af romanen ses gennem hendes øjne, kommer man aldrig for alvor tæt på. Dertil er der for meget overflade og for lidt reflektion. Hvor de centrale skikkelser i Sjöwall & Wahlöös eller Mankells forfatterskaber jævnt hen tænker for meget over tingene, tænker Guillous heltinde for lidt.
Det er slemt nok, at heltinden ikke leverer varen, men værre er det, at plottet mildt sagt er uinteressant. Faktisk er hovedforbrydelsen en stribe high society-indbrud, så inderligt forudsigelige, at man hen over ganske mange sider leder med lys og lygte efter en forbrydelse mere. Et ordentligt mord, en serievoldtægtsforbryder – hvad som helst, som kan bringe bogen ud af dødvandet. Det findes bare ikke.

Samfundskritik
Til gengæld får man til overflod Jan Guillous personlige kommentarer til det svenske samfund anno totusinde og tre-fire stykker. Spidse, bevares velskrevne, næsten snerrende kommentarer til svensk overklasses liv og levned. Forsikringsselskabsdirektører der rager til sig. Et skattesystem der mest varetager de velstilledes tarv. Guillous samfundskritik falder som haglbyger. Også massehysteriet i anledning af det tragiske drab på udenrigsminister Anna Lindh og Guillous lede ved de heksejagter, der også herhjemme med mellemrum er resultatet af lidt for emsige terapeuters eksperimenter med staveplader og børneafhøringsseancer får ord med på vejen Listen er nærmest uendelig. Teknikken er velkendt i svensk kriminallitteratur, men hvor de beske bemærkninger hos en Henning Mankell falder med præcision og i Sjöwahl & Walhöös bøger faldt med indignation, er det sværere at hitte rundt i Guillous mange trut mod det svenske samfund. De er givetvis rigtige hver for sig, men uden timing. Overklassen, som er målet for Guillous vrede, portrætteres uden formildende træk og uden charme. Grådige, rige svin som evigt rager til sig på fællesskabets bekostning. Et glimt i øjet eller en enkelt tillagt færdighed kunne have øget troværdigheden.
Tyvenes Marked har underholdende elementer og velskrevne pointer, men en sammenhængende, spændingsroman bliver den aldrig. Skulle man, som de fleste nok vil, anskaffe bogen i forventning om at få endnu et bidrag til den svenske krimitradition, bliver man fælt skuffet.
Det er svært at gisne om, hvad Jan Guillou egentlig vil med bogen ud over en slags ’jeg skriver derfor er jeg’. I adskillige interviews har forfatteren underholdt offentligheden med, at hans bøger altid påbegyndes en af de første januardage, når nytårstømmermændene har lagt sig og afsluttes på fastsat dato. I stedet for Tyvenes Marked kunne Guillou såmænd rolig have holdt et friår og brugt kræfterne på at finde en holdbar idé til det videre forfatterskab. Det ville hans enorme fanskare formentlig have tilgivet ham. Denne fan ville i al fald.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her