Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Spaghetti alla puttanesca i en syndflod af blod

Kristian Ditlev Jensens romandebut ’Livret’ er et mærkværdigt og udfordrende monster
Kultur
20. oktober 2004

Ny bog
Hvor forbudt kan det blive? Man skriver bare ikke om mad i litteratur. Ikke i rigtig Litteratur, som kritikere kan lide den. Og da slet ikke »halvtreds kapitler, der hver for sig er et sandt overflødighedshorn af mad og vin,« som der står på flappen til Kristian Ditlev Jensens romandebut Livret. Sansemættede madbeskrivelser er næsten lige så forbudt som at skrive om cellosonater. Det er for dameblad, for borgerligt, for livsstil, for uvigtigt.
Alt det ved Kristian Ditlev Jensen, mangeårig litteraturkritiker, tidligere studerende på Forfatterskolen og litteraturvidenskab og forfatter, udmærket godt. Han er demonstrativt ligeglad. Ikke alene har han skrevet en bog med to spor, der skriger mod hinanden: En mands traume efter sin hustrus selvmord, og så samme mands forkærlighed for gastronomi. Han har også fyldt sin bog med mad; ikke krydret den med små gastronomiske ekskurser, men fyldt den. Med kaffe, karper, hash, bøffer, portugisiske konditorkager, spaghetti alla puttanesca, bangla-mad fra London, kat i tomatsovs og key lime pie.
Det starter med en besvimelse i en bil i Italien. Bagefter kommer smagen af et jordbær: »Det smager af frugt. Eller af kød, lidt af vandet kød. Eller af vand bare. Det smager af rødt vand. Blod, nærmest, og af kød og af sorte hår og sort hår, det smager bare af sort hår, sort hår i ens mad, når man mindst venter det. Lige der, midt i ens mad, et stort langt, sort hår. Det er til at brække sig over. Det smager af lort ned ad benet og pis og ud på fliserne, det hele render bare ud af kroppen og ud på fliserne, det hele render bare ud af kroppen og ud på fliserne, det smager af dét.«

I fiktiv forlængelse
Livret er en romandebut, men den er også (på trods af andre mindre projekter ind imellem) den svære toer. Kristian Ditlev Jensen blev eftertrykkeligt kendt for Det bliver sagt, beretningen om hans erfaringer som misbrugt af en pædofil og en helt usædvanlig bog, ifølge forfatteren selv et etisk snarere end æstetisk projekt; ifølge kritikere og publikum en nødvendig og dybt rørende succes på begge planer. Livret ligger stilistisk og motivisk ofte i forlængelse af erindringsbogens stærke forfatterstemme; den er blot fiktion.
Robin McCoy er professionel gourmet: Han smager, forklarer og beskriver. Han har bare det problem, at hver smag, han smager, smager af hans kone Midori, der har begået selvmord i deres fælles badekar.
»Sådan har det været i flere år nu. Hvis først et eller andet, som for andre mennesker er noget helt almindeligt og harmløst, måske endda noget rent praktisk, sender mig tilbage, så er det, som om der åbnes for en syndflod af blod, der så skyller ind over min bevidsthed. Jeg bliver oversvømmet af selvmord,« forklarer han, før han begiver sig ud i en af de opremsninger, der fylder bogen, side efter side.
Som oftest om gastronomi, denne gang om mulige metoder: »Jeg kunne jo sådan set bare springe ud af vinduet fra fjerde. Jeg kunne skære mig ved albueleddene med en af kløverne fra køkkenskufferne. Jeg kunne smadre en rude og bruge glasset som våben i mit boomerangreb. Jeg kunne hænge mig, dinglende som et pendul, fra loftet i et reb, i en livrem, i mine snørebånd, i et flænset og sammenbundet lagen. Jeg kunne sætte sølvpapir omkring en sikring, og så lave en kortslutning ved at stikke et eller andet elektrisk ned i en fyldt håndvask.« Selvmordsideerne fortsætter over halvanden side.
Bogen fortælles, efter at begivenheden har fundet sted. Midori er væk, og Robin bevæger sig igennem en næsten tavs og ensom verden af minder og smagsoplevelser. Han rejser, smager, erindrer og beskriver. Handlingskurven er flad: Det ene måltid følger det andet, og ingen af dem er mere afgørende end andre. Hovedpersonen er alene, og enhver dynamik må derfor introduceres i form af »jeg smager«, »det slår mig«, eller »jeg smiler ved tanken om«. Det er som et radikalt forsøg på at benægte omverdenens eksistens i anden form end kroppens konkrete sansninger. Ind imellem dem spindes rædslen og savnet: »Lige ved siden af mig sidder der en tynd mand med katolsk præsteflip og beder bordbøn, inden han tager en stor bid af det kogte brød. Bagels er både kogt og stegt. Det er jødisk mad. Ved han det? Som barn troede jeg, at det hed en courgette-lejr, og at det var grunden til, at folk var så tynde i lejrene. Min mor spiste altid squash, når hun var på slankekur. Hvor meget regulært kød kunne der være på sådan en jøde? Ti kilo? Max. Jøderne har elsket i koncentrationslejrene. Det er et billede, jeg igen og igen har set for mig. Skeletter, der elsker.«

Tæppebombning
I starten tror man ikke sine egne øjne. Kan man tillade sig at skrive om selvmord og sushi i samme sætning? Kan man tillade sig at gøre det igen og igen og igen? Hvorfor skulle man? Efterhånden lader læseren sig tæppebombe på plads. Der er ingen tvivl om projektets seriøsitet, og heller ikke om, at sammenkoblingen har noget at fortælle. Hvis mening og betydning falder fra hinanden, kan man så genetablere dem gennem noget så basalt som sammenhængen mellem sansning og objekt?
»Måske er der bare ikke nogen sammenhæng, tænker jeg. Måske er tingene i verden, tilfældigvis, usammenhængende (...) Måske kan ingen mad gøre os liderlige, kærlige, varme, vilde. Måske kan der ikke etableres et forhold mellem en årsag og en virkning. Måske er der ingen ting, vi kan spise, som gør os i godt humør. Måske er alle nervepiller placebo. Måske kan sygdom ikke helbredes. Måske er sygdom bare livet, der har udviklet sig i en uventet retning.«
Livret er et litterært monster. Eller også er den bare en uventet bog. Ikke for forfatteren, der tydeligvis er bevidst om hvert et tegn, men for læseren, der sidder paf tilbage. For folk med forkærlighed for tips til udformningen af den helt rigtige dry martini eller hjemmelavede pizza er der masser af hente; de kan bare ikke finde dem uden at skulle læse om blod, depression og sorg undervejs. For os andre kan madoplevelserne umuligt springes over. De er overalt. Det hele er velskrevet, udfordrende, tankerigt og dybt irriterende.
»Jeg gider ikke læse om mere mad,« skriger læseren.
»Du skal, du skal, du skal!« skriger bogen igen.
For den insisteren og for sin totale konsekvens aftvinger den respekt. Den er en besynderlig og frustrerende bog med et egenrådigt og fuldstændig gennemført projekt. Og den er aldrig mindre end interessant.

*Kristian Ditlev Jensen: Livret. 440 sider, 298 kroner. Gyldendal. ISBN 87-0202-050-5. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her