Læsetid: 4 min.

En thriller på arbejdspladsen

Christian Jungersens anden roman er en romanteknisk åbenbaring, men svag i sine præmisser
5. oktober 2004

Ny bog
Iben Højgaard er omkring de 30, ansat på Dansk Center for Information om Folkedrab og bedste veninde med sin kollega Malene, som hun nu også står lidt i skyggen af. For tre måneder siden var hun involveret i et gidseldrama i Afrika, hvor hun viste sig at have ressourcer, hun heller ikke selv kendte til.
Nu har hun modtaget en dødstrussel pr. mail. »It is my priviledge and my joy to bring you death«, står der.
Sådan lyder optakten til Christian Jungersens anden roman, Undtagelsen, der bedst kan beskrives som en blanding: Lige dele spændingsroman i lokale rammer (men med internationalt format), lige dele kammerspil om venskab og mobning på en på overfladen normal arbejdsplads, Danmark, i dag.
I begge spor er tingene ikke, hvad de giver sig ud for. Grænsen mellem den anstændige hverdag og menneskets dystre, dyriske sider er porøs og skrøbelig, og det, én opfatter som høflig kulde, bliver af andre udlagt som højspændt chikane.
Iben og Malenes venskab viser sig at være bygget på sand, alt imens mistanker om samarbejde med kendte krigsforbrydere florerer blandt kollegerne. Eller måske har Anne-Lise, den stille, forknytte bibliotekar, selv sendt trusselsbrevene? Men hvem har så væltet en spand griseblod ud over hende?

Genrens logik
Det er et usædvanligt og ambitiøst møde: Arbejdspladsens små og virkelighedens store forbrydelser. På den anden side er det ikke et møde, der falder 100 procent heldigt ud. Og det er ærgerligt, at Undtagelsen i lange perioder vægter det første mere over sidste, kammerspillet over spændingen.
Sjældent har man i øvrigt set en så dysfunktionel arbejdsplads i dansk litteratur. Hos Jungersen bryder man med lethed såvel loven som vores fundamentale fornemmelser for menneskelig anstændighed, blot for at få sin rival ned med nakken.
På dette forskningscenter gennemsøger man sine kollegers computere om natten. Man lægger udspekulerede planer for at få dem fyret, udforsker deres private bankudskrifter for at finde eventuelle svagheder, udspionerer deres privatliv og boliger. Alt for at være et skridt foran dem.

Falske erindringer
Man er på grænsen til at bryde sammen, men finder ukendte ressourcer. Man agerer som i en actionfilm, skønt man befinder sig i et hverdagsdrama. Læseren ser måbende til: Lider samtlige ansatte på Dansk Center for Information om Folkedrab af svære, psykologiske problemer?
Det sidste spørgsmål bliver aktuelt, fordi spørgsmålet om ondskabens væsen og identitetens skrøbelighed er en rød tråd, der løber gennem hele Undtagelsen – det er et af de temaer, der binder bogens store og lille historie sammen.
En af Ibens arbejdsopgaver på Dansk Center for Information om Folkedrab er at skrive artikler til deres nyhedsbrev; de er optrykt undervejs. Iben skriver en serie om ondskabens psykologi. Den bærende pointe: Vores identitet og virkelighedsopfattelse er ikke fast, men lader sig forme af vores omgivelser og af de begivenheder, vi kommer ud for.
Det betyder, at man ikke på forhånd kan se, hvem der er gode og hvem der er onde: Før de blev krigsforbrydere, var medlemmerne i de serbiske militser helt normale, unge mennesker. Det betyder også, at handlinger skaber holdninger – og falske erindringer.
Det sidste gestalter Jungersen fornemt via sin fortælleteknik. Med en forbløffende og imponerende konsekvens skifter Undtagelsen mellem sine hovedpersoners synsvinkler. For hver skift må man revidere sin opfattelse af handlingsgangen. Til tider er det umuligt at vide, hvad der egentlig skete, afstanden mellem de forskellige versioner er simpelthen for stor, ingen af synsvinklerne troværdige.

Romanteknik
I det hele taget er Undtagelsen en romanteknisk oplevelse ud over det sædvanlige. Jungersen skriver en lydefri, men ikke påfaldende prosa. Til gengæld orkestrerer han sin fortælling med en suverænitet, der sjældent ses i Danmark. Brugen af flashbacks, den diskrete udlevering af afgørende oplysninger: Begge dele udføres mesterligt.
Helt ned i detaljen er miljøbeskrivelserne fængende og på kornet. Portrætterne af livet som netop færdiguddannet humanist – eller som 40-årig sekretær – er skrevet med en præcision, som kun bliver skarpere af at have en skødesløs selvfølgelighed over sig.
Bogens regelrette thriller-elementer lever på én gang op til og leger med genrens krav. En sidehistorie om de politiske intriger rundt om Dansk Center for Information om Folkedrab håndteres med en hårfin og befriende ironi.
Det er som om Jungersen signalerer: Det her, det kan jeg, men jeg kan meget mere end det. Som læser ville man intet hellere end at give ham ret, men tøver alligevel med at gøre det.
Undtagelsen kunne, fornemmer man, have været en spændingsroman langt ud over det sædvanlige. Og det uden at tabe sine pointer angående den menneskelige psykes krinkelkroge. I stedet må man sluge et par ordentlige kameler angående antallet af psykiske grænsetilfælde på en dansk arbejdsplads. Og æde sig gennem et par hundrede siders kontorintriger.
Præmisserne er skrøbelige, udførslen fantastisk: Kan man leve med det, bør man læse Undtagelsen.

*Christian Jungersen: Undtagelsen. 619 sider, 298 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu