Historien om Ib Birkedal Hansen er en af besættelsestidens mærkeligste historier. Og en af de mest uhyggelige.
Han bliver født i 1909, faren er grosserer, streng og militær, moren underkuet, anonym. Efter en middelmådig realeksamen er han nogle år på søen, indtil en alvorlig blindtarmsbetændelse er ved at tage livet af ham. Fra 1928 igen hjemme i Århus, hvor han hurtigt bliver kendt som en ung mand med et helt usædvanligt forretnings- og overtalelsestalent.
I 1939 bliver han dømt på en anklage omfattende dokumentfalsk og bedrageri. Det er ved samme lejlighed, han første gang underkastes en mentalundersøgelse, i øvrigt på farens initiativ. Kredslægen konkluderer senere i sin rapport: en sund og naturlig ung mand på 29 år uden »etiske eller moralske defekter«, »slap og holdningsløs«, men ingen sindssygdom eller sjælelig abnormitet. Altså strafegnet.
Nogle år forinden, i 1934, har Ib Birkedal Hansen giftet sig. Parret får ét barn og skilles kort efter i fred og fordragelighed. Han har, fortæller ekshustruen senere, været en særdeles hensynsfuld og sød ægtemand og far.
Fra 1940 til 1943 opholder Birkedal sig i Tyskland. Han får ansættelse ved Gestapo i Hamburg, træffer under et besøg i København i 1942 en kvinde, som han året efter, i april 1943, indgår ægteskab med. Parret får to børn. I november 1943, efter sin første datters fødsel, flytter han permanent til København og får arbejde som »stemningsindberetter« for den tyske sikkerhedstjeneste med eget kontor på Dagmarhus. Han stiger hurtigt i graderne.
Maj 1944 opsiger han lejligheden i Holbergsgade. Den nu gravide hustru og parrets datter bliver anbragt under særlig beskyttelse i den såkaldte Stikkerstræde« i tyskernes nyopførte fangelejr i Frøslev. Selv flytter han ind på sit nye kontor i Shellhuset, lokale 414 på fjerde sal. Herefter – fra 1. juni i krigens næstsidste år – er han Gestapomand på fuldtid. Eller med Peter Øvig Knudsens ord: »Fra nu af smeltede arbejdsliv og privatliv sammen for ham, og Birkedal levede resten af krigen 24 timer i døgnet i en intenst og nervøst sitrende heksekedel, befolket af Gestapokolleger og på evig jagt efter fjenderne i den danske modstandsbevægelse – og konstant truet af likvidering.«
Historiens pennefører
Peter Øvig Knudsens indgang til historien hedder Nina Danielsen, som er 84 år gammel, da forfatteren møder hende første gang. Hun arbejdede som ganske ung for Ib Birkedal Hansen i Shellhuset og deltog desuden i nogle af den såkaldte »Birkedal Hansen-gruppes« aktioner.
Efter krigen blev hun idømt 16 års fængsel, men dommen var et justitsmord, påstår hun. Det er den historie, hun vil have Peter Øvig Knudsen til at fortælle, da hun et halvt århundrede senere ringer ham op.
Med en fuldmagt fra Nina Danielsen får han adgang til akterne i sagen, helt nøjagtig 23 kasser. Nina Danielsens egen sag udgør imidlertid kun en lille del af det enorme sagskompleks med 12 anklagede. Deriblandt og vigtigst, lederen af den berygtede terrorgruppe, Ib Birkedal Hansen. Eller »Tæve-Hansen«, som han blev kaldt dengang.
På grundlag af materialet i de 23 kasser, særligt politiets journaler og de retspsykiatriske rapporter fra det store efterforskningsarbejde, af-høringerne og mentalundersøgelserne, som fandt sted fra krigsafslutningen og frem til henrettelsen af Ib Birkedal Hansen natten til den 20. juli 1950, kan Peter Øvig Knudsen herefter give os hovedaktørernes historie, én ad gangen og fra en ende af.
Det gør han samvittighedsfuldt og så detaljeret, at man indimellem fornemmer politirapportens knastørre, objektive prosa. Dramatisk og rystende er det alligevel. Det skyldes blandt andet den spænding, der opstår, hvor historierne skærer og i mange tilfælde modsiger hinanden. Kapitel for kapitel og på kryds og tværs af bogen.
Forfatteren gør ikke noget forsøg på at jævne ud og tager kun indimellem parti. Han peger på uoverensstemmelserne, eller hvor én historie tilsyneladende understøtter en anden. Han konfronterer også undervejs Nina Danielsen med ting i de mange sagsakter, der strider mod hendes egen udlægning af historien. Og refererer loyalt hendes kommentarer.
Og så skyldes dramatikken og det rystende indtryk selvfølgelig, hvad der fortælles, den nøgne historie om koldblodige likvideringer og timelang tortur med spark og slag med gummiknippel, hundepisk, jernrør, indtil kødet er en blodig masse og offeret bevidstløs. Og i krigens sidste måneder de flere og flere tilfælde af rastløs hærgen rundt omkring i landet og meningsløse, blodige overfald på tilfældige.
Først på bogens allersidste sider skriver forfatteren om ofrenes »oplevelser, vi andre aldrig vil være i stand til at fatte,« og om lidelser, man ikke forvinder. Ellers holder han sig tilbage, som en slags mellemmand eller sekretær. En historiens opmærksomme og nøgterne pennefører.
Gåden Birkedal
Af samme grund kan man ikke på få linjer formulere, hvad bogen og Peter Øvig Knudsen egentlig søger svar på. De retoriske greb er sparsomme. Han åbner gerne et nyt kapitel med en scene, der forløber over en halv til en hel side, så vender han tilbage til det samvittighedsfulde referat og de sikkert håndterede sammenføringer af vidneudsagnene.
Vi får det overvejende kronologisk, i flere parallelle beretninger, med enkelte undtagelser, hvor en historie bliver afbrudt for senere, når nogle præmisser er bragt på plads, at blive genoptaget, eller hvor forfatteren vender tilbage til Nina Danielsen eller Ib Birkedal Hansens enke eller indføjer en skriftlig kilde af nyere dato. Ellers holder fremstillingen den kurs, som politisporet og de retspsykiatriske erklæringer udstikker. Og med næsten samme altfavnende interesse.
Den ekstensive form har gjort bogen tyk, måske for tyk, og en anelse monoton, til gengæld har det forhøjet dens værdi som historisk undersøgelse. Desuden og lige så vigtigt levner formen læseren plads. Her kan man ikke bare drage sine egne konklusioner, man kan også selv stille spørgsmålene.
Nogle af dem ligger ligefor. Når der nu tilsyneladende kun var én eller ganske få af Birkedal Hansen-gruppens medlemmer, der var overbeviste nazister, hvad var det så, der fik en flok unge mænd og kvinder til at begå forbrydelser af den grusomhed? Var det, fordi chancen bød sig; sprut i strømme, penge, så mange man kunne bruge, og retten til at te sig som en idiot? Tilfældigheder og opportunisme og ingenting, der forhindrede det. Meget i Peter Øvig Knudsens bog tyder på det.
Er det rigtigt, når flere af dem påstår, at det var hovedpersonen, Ib Birkedal Hansen, der med sin dæmoniske personlighed forførte dem og siden med trusler om mord, direkte og uudtalte, tvang dem til at fortsætte? Var han psykopat, og var det hans undskyldning?
Eller spørgsmålet formuleret på en anden måde, så det også får med retsopgøret og sagen imod ham at gøre: Blev han i krigens sidste måneder eller senest under sin fængsling sindssyg, eller var hans hukommelsestab, hans kasten rundt med sin afføring og hans infantile rablen simulering?
Her er der noget modsætningsfyldt i bogens fremstilling. Den kan ikke så godt underspille sin hovedpersons karisma, vil i hvert fald ikke så gerne, på den anden side kan den heller ikke så godt frikende koldblodige mordere med henvisning til, at de blev forført. Her måtte bogen godt have været klarere.
Det gælder også spørgsmålet om Birkedals sindssyge. Alting tyder på, at han simulerede, og at galskaben var ren strategi. Det virker som et fjollet koketteri, når Peter Øvig Knudsen ikke drager konklusionen selv – og gennem sine rekonstruktioner så alligevel gør det.
Og endelig kvinderne, torturbødlens kvinder, som bogens undertitel omtaler, fortæller de os noget særligt om Ib Birkedal Hansens karakter og baggrunden for hans handlinger? Er det her, det egentlige mysterium og historiens største rædsel ligger skjult – at »torturbødlen« kunne være en elsket mand og far, endda gennem to ægteskaber, og ikke bare formåede at betage kvinder i bundter, men at forføre dem, gå i seng med dem og bagefter gøre dem til del af sit terrorregime?
Som Nina selv, en af »lokkeduerne«, der med løfter om våben og hjælp fik modstandsfolk til at røbe sig. Og som Lizzie, selv med forbindelse til modstandsarbejdet, der, umiddelbart efter at han har gennembanket hende på kontoret i Shellhuset, slutter sig til hans gruppe og bliver hans elskerinde?
Skelsættende
Det sidste synes jeg ikke. Og bortset fra dels det lidt anstrengte forsøg på at gøre Nina Danielsen til en figur fra en gammel film-noir, en blanding af den gådefulde blondine og Mr. Sternwood i drivhuset, og dels den ironiske og lidt pjankede behandling af Max Schmidt, den omstridte leder af politiets psykiatriske undersøgelsesklinik, er det min eneste indvending mod bogen. I alle tre tilfælde er der tale om et brud med fremstillingens egne præmisser.
Noget fornuftigt kommer der da heller ikke ud af det. For film-noirens vedkommende kun et retorisk nummer, som får lov at blafre i vinden. For Max Schmidts vedkommende er det værre. Som leder af den retspsykiatriske undersøgelsesklinik er Max Schmidt en af de vigtigste skikkelser i hele retsopgøret og ikke mindst i forhold til de 46 henrettelser, der blev gennemført mellem det første efterkrigsår og 1950. Den sag er det værd at tage alvorligt.
Men med bogens muntre, nedladende tone, for eksempel i en omtale af »visse særlige studier af de prostituerede«, som »overlægen tilsyneladende også (har) tid til at dyrke«, fulgt op af et uafbalanceret kildemateriale og en vittighedstegning, den eneste illustration i bogen, der ikke har en klar dokumentarisk funktion, forspildes chancen. Vi bliver ikke klogere på et af de vigtigste kapitler af dansk retspsykiatris historie. Manden og en af de vigtigste kilder til historien er fra starten gjort til en sextosset klovn.
Det kan – for det tredje – Peter Øvig Knudsen selv være, for hvorfor ellers undertitlens sensationelle skævvridning af historien om Birkedal? Man kan konsultere bogen, selv hvor den dyrker sin hovedpersons karisma og forførelseskunster mest helhjertet. Den er ikke i særlig grad om torturbødlens »kvinder«, hverken i sine vinkler, prioriteringer eller i sit uafrystelige drama, men om et forholdsvis almindeligt menneske, hans mange medløbere, langt de fleste mænd, og deres fælles forbrydelser. Det er også mere end nok. Bogen er nemlig også en skelsættende dokumentarisk beretning, næsten lige så vigtig som Peter Øvig Knudsens forrige bog om modstandskampens likvideringer.
Peter Øvig Knudsen: Birkedal. En torturbøddel og hans kvinder. 557 sider, 299 kr. Gyldendal. Udkommer i dag. Litteraturliste/kilder og mere om bogen på www.oevig.dk
