Læsetid: 3 min.

At være sulten hele tiden

Hos Karen Duve får pop-romanen en helt anden funktion
14. oktober 2004

Ny roman
En af de vigtige bøger i den nye tyske kvindelitteratur er uden tvivl  Regnroman fra 2000 af Karen Duve. Handlingen foregår i Mecklenburg Vorpommern. Et ægtepar fra Hamburg køber en ejendom i det tidligere DDR for at rekreere sig, som de tror. I stedet bliver de udsat for voldsomme, groteske og dæmoniske oplevelser, der er knyttet til det sumpagtige landskab omkring dem, og til to kæmpekvinder, som taget ud af en Fellinifilm.
I den nye roman, der på dansk hedder Ingen sang om kærlighed er vi i Hamburg. Den kvindelige hovedpersons liv fra barndom i en småborgerlig forstad skildres sideløbende med hendes flyrejse i nutiden (1996) fra Hamburg til London, hvor hun skal møde den eneste mand af de mange i hendes liv, som hun virkelig elsker, som hun møder, går i seng med, hvorefter hun pakker sin kuffert og vender tilbage til Hamburg.
Romanen er mange ting på én gang. Det er en generationsroman, den skildrer en opvækst, fra 1960’erne til nutiden med fokus på Vesttysklands økonomiske mirakel, på materialismen, og på ungdommens lede ved materialismen, som den jo selv er med til at vedligeholde. I lange passager tangerer romanen den nye tyske pop-romans opremsning af mærkevarer, masseforbrug, diskoteksbesøg, frustrerede kærlighedsforhold; men hos Karen Duve får pop-romanen en helt anden funktion, for den kobles sammen med et vigtigt historiesyn.
Den kvindelige hovedperson tager på i løbet af romanen, hun skiftevis tager af og på, og til sidst er hun faretruende fed. Men denne fedme kobles sammen med historiesynet i romanen.
Parallelt med hovedpersonens tiltagende forbrug, fedme, afmagringskure, forbrug, frustrationer skildres tiden som en blind, naturhistorisk udvikling. Romanen har lange opremsninger af tyske fodboldkampe, krige, atomkatatrofer, Murens fald, der skildres ligeså blindt uopholdeligt som hovedpersonens biografi.

Naturhistorie
Og det er denne kobling mellem naturhistorie og biografi, der holder bogen sammen. Det er skildringen af en verden, der uden mål fortsætter med katastrofer, ensformighed og gentagelser både på det store og det lille plan. Og romanen bliver interessant alle de steder, hvor hovedpersonen prøver at bryde ud af denne mytiske ensformighed.
Det sker for eksempel i en lang, smuk scene, hvor hun som teenager rider på en genstridig, lunefuld og ondskabsfuld islandsk pony, der har det med at speede up, for pludselig at bremse brat op, hvorefter hovedpersonen kastes op i luften og ned på jorden. Men en sjælden gang løber hesten bare afsted uden afbrydelse, og da oplever rytteren en sjælden følelse af ophøjethed, hun løfter sig et øjeblik fra den naturhistoriske verden og oplever en lykke af immaterialitet, der aldrig kan skildres.
På denne måde kommer bogen til at skildre det vesttyske velfærdssamfund med et allegorisk blik, hvor alt det tilsyneladende smukke, sympatiske viser sig som en illusion, der dækker over, at kærligheden, dagligdagen, kommunikationen er stereotyp, kitschagtigt og kedsommelig.
Hovedpersonen hedder Anne, men der findes to, den fortællende Anna, der skildrer den ekspanderende, ulykkelige, kærlighedshungrende Anne og hendes absurde liv igennem det moderne samfund.

Romantisk ironi
Romanen er kun på overfladen en generations- og pop-roman, den er først og fremmest en dybest set romantisk roman, der med romantisk ironi hele tiden rastløst konstruerer og destruerer det moderne som fragmentarisk, for på den måde at skaffe rum for de få øjeblikke af det ophøjede.
Men den overlever og fungerer, fordi den ophøjede verden altid kun ses igennem den materielle verdens virvar af ting, rollespil, udbrudsforsøg og nederlag. Den sanselige verden er på én gang den eneste verden, den fylder hele horisonten, samtidig med, at den hele tiden peger på sin egen grænse og dermed ud over sig selv.
Omslaget til både den tyske originaludgave og den danske viser smukt romanens referencer til den barokke tradition for det emblematiske og allegoriske: nemlig en kvindeskikkelse i badetøj, men med angivelse af vidt forskellig vægt, helt op til 108 kilo. Og underteksten til alle billederne er netop romanens titel: Ingen sang om kærlighed, underforstået, at netop dét er den.

*Karen Duve: Ingen sang om kærlighed. Oversat fra ’Dies ist kein Liebeslied’ af Anneli Høier. Gyldendal, 256 sider, 298 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu