Ny bog
Under det 10. og 11. århundrede fremkom i Kina en kunststil af kejserlige tjenestemænd trænede i neo-konfuciansk filosofi. Når ingen akt påstemplet Haster tilfældigvis befandt sig på deres skrivebord, beskæftigede de sig i stedet dilettantisk med de fire skønne kunster: Poesi, kalligrafi, maleri og musik, hvoraf de tre førstnævnte sammenfattedes med betegnelsen tuschspil. Man kaldte disse ikke-professionelle kunstnere for Wenrenhua, som måske kan oversættes med lærdomstegner eller skrivebordskunstner.
Det er et sådant skrivebord, nemlig kunstnerens spillebord, vi møder allerede fra starten af i Christian Vinds bog Hvidpapirfeber. Christian Vind, læser vi i kolofonens biografiske notits, »er venstrehåndet og født d. 04.02.1969 klokken 04.30 på Køge Hospital«. At han også er uddannet på Grafisk skole ved Kunstakademiet fremgår kun, hvis man studerer den smilende og blinkende udgivelse nærmere.
Nøgterne reproduktioner
Denne smilende og diskrete (Diskretion og præcision fungerer på ingen måde gensidigt udelukkende) fremgangsmåde er i øvrigt typisk for ophavsmanden. Der er noget venligt kinesisk over det hele, noget afventende. Bogen står som et blankt objekt med armene afventende på ryggen. Bindet er et hvidt hellærredsbind, hvor titlen Hvidpapirfeber og »C.V.« står blindpresset på ryggen. Indmaden består af omkring 100 sort/hvide reproduktioner af kunstnerens tegninger, fotografier og tryksager (I montre eller reoler). Tegningerne Vinds er specielle, og kan nærmest betegnes som monomaniske bølgende og mæanderlignende mønstre, som var han ude efter at afbilde selve sammenhængskraften i verden. Men ikke kun kunstnerens ting indeholdes her: Gaver og byttetrofæer fra kollegaer, ligesom indkøbte tegninger og grafiske blade, har også fundet deres plads i samlingen. Alt omhyggeligt og skaknotationsagtigt registreret i et billedindeks: »64/ Erik Liljenberg, uden titel, sprittusch på papir, 21x29,7 cm, ca. 1980. Gave fra E.L. 30.6.2001« eller »11b/ Vindskuret sten (vestjylland), 9x11x14 cm. Gave fra malermester Knud Bruhn, Egtved, april 1995«.
Dette er et givetvis et udtryk for bureaugrafens glæde ved præcision, ganske samme præcision som kendetegner Christian Vinds tegninger. Det er der også en mening i. Det fine med denne publikation er, at Christian Vind aldrig forsøger at simulere det reproducerede med reproduktionen af det (Som kunstpublikationer typisk gør).
Man kan nemlig ikke sige at reproduktionerne er specielt flotte; nøgterne ville være et bedre adjektiv, ganske som de bliver med offset på ubestrøget papir. Her er det reproduktionen som er sagen. Derfor kan verden også registreres som grafiske spor: Stener, fossiler, dødningehoveder, blomstrende magnolier, sorte fugle på himlen, skygger, vinduer, venners tegninger, fotografier og tegninger af Jens Adolf Jerichau den yngre er alle vidnesbyrder (Dokument som ikke haster) af en ukendt med- eller modspillers træk.
Paranoisk feber
Et eksempel på denne spejlende relation mellem den ukendte medspiller og ChristianVinds modtræk er Jerichaus studier af venstrehænder (Side 90-91). Vind vil typisk ikke kunne tegne en venstrehånd (Den er jo selv travlt optagen). Men anskuer man Jerichaus tegning som et sagforhold i verden (Som billedindekset lægger op til), vil et aftryk af dette sagforhold give en studie af en højrehånd. Det er i de termer, indbilder vi os, vi skal forstå Christian Vinds spil og ved hvilket kontor, det udspilles.
Spillet er naturligvis udført med en nærmest paranoisk feber og en udpræget bureaugrafisk flid (Et tema som går som et omkvæd gennem bogen), som var det presset af verdens tryk (Det haster!). Det er denne flid, som får os til at mistænke, at vi har med en vis type kinesisk encyklopædi at gøre, nemlig den, hvor dyr, som på afstand ligner fluer, former en relevant kategori.
Kategorierne i Hvidpapirfeber er andre, og da det kinesiske alfabet som bekendt er vanskeligt, er det også noget af en opgave dilettantfilologen Christian Vind har sat sig for. Vi andre, som har smag for ukendte hieroglyffer eller for skønne bøger, kan kun glæde os. Vi venter tålmodigt på de følgende to bind af den udlovede trilogi.
*Christian Vind: Hvidpapirfeber. 128 s. Privattryk i 587 nummererede eksemplarer. Forhandles af Arnold Busck, 125 kr.
*Jan Bäcklund er arkivist og natportier og bor i Graz i Østrig
