Endnu en bog om Bille August, der veksler imellem det pæne, det pinlige
og det private
Ny bog
Hvad verden behøver nu, er måske ikke udpræget bog nummer tre om filminstruktøren Bille August, der i det sidste tiår har befundet sig i en kunstnerisk krise på størrelse med sine opulente films budgetter.
Niels Frid-Nielsen ved selvfølgelig godt, at Bille August i disse år sikkert er mere in i sladder- og formiddagspressen end blandt seriøse bogkøbere, så han giver en forklaring. Han har gjort den store opdagelse, at det kunstneriske tyngdepunkt i instruktørens produktion ligger i Brønshøj-trilogien, skabt i 1980erne i samarbejde med Bjarne Reuter Zappa, Busters verden og Tro, håb og kærlighed.
Det har de fleste filmkritikere ganske vist skrevet i årevis, men nu er Frid-Nielsen, som han skriver, flyttet til et hus i Utterslev og hans treårige søn William har fået Busters verden som yndlingsfilm, så det har måske givet stødet til bogen.
Pæn og sympatisk
Der er skrevet to interview-bøger om Bille August Ninkas fra 1993 og Helle Retbøll Carls fra 2000 og Frid-Nielsen citerer beredvilligt fra førstnævnte. Og den værkgennemgang i interview-form, som Ninkas og Frid-Nielsens bøger har til fælles, giver selvfølgelig yderligere plads for en mængde gentagelser. Men dog heldigvis også stof, der uddyber og nuancerer, hvad Bille August tidligere har fortalt.
Instruktøren fremtræder igen som den super-pæne mand med de mange fornuftige og sympatiske betragtninger og den lidt for store forkærlighed for salvelsesfulde erklæringer om kærlighedens og tilgivelsens nødvendighed. Heldigvis afholder han sig denne gang næsten helt fra at gå ind på sit altid meget frelste privatliv. Det prøver Frid-Nielsen så at råde bod på med et interview med Bille-vennen Peter Asschenfeldt, hvis verdenssyn måske udtrykkes i sætningerne: »Alle, der er noget, er mediebevidste i dag, Ellers bliver man ikke til noget i dagens Danmark.«
Bille Augusts nulpunkt?
Desuden får man pinligt intetsigende referater af forfatterens møder med den sagesløse instruktør, når denne venligt byder på kaffe eller ostemad.
Bogen er en letløbende indføring i en betydelig instruktørs verden korte sætninger, korte afsnit, korte kapitler. Forfatteren jublede i sin tid på tv over Åndernes hus, nu er han mere kritisk. Og både han og Bille August tager Smilla-filmen op til kritisk ransagelse. Bedst lykkes samtalen om den måske undervurderede Jerusalem, som Bille August fortæller helt medrivende om. Også interviews med Karin Trolle, Peter Reichhardt og Dirk Brüel har værdi.
Men der er meget fyldstof og irriterende privateri i bogen, som ikke magter at stave til Francis Ford Coppola, Cullberg-balletten, Osvald Helmuth og Bent Mejding. Frid-Nielsen undgår ikke ømme punkter, men der også mange huller intet om instruktørens bedste tv-film Maj og intet om hans mistænkeligt mange sammenfaldende nye projekter, deriblandt en H. C. Andersen-film, der synes at komme i klemme mellem talrige amerikanske planer.
Bogen rummer også en gennemgang af instruktørens nyeste værk, fængselsdramaet Return to Sender. Den kalder Frid-Nielsen for »Bille Augusts hidtil mest vellykkede engelsksprogede film.« I skarp modstrid med det førende filmfagblad Variety, hvis chefkritiker Todd McCarthy finder, at Return to Sender er »et nulpunkt i Bille Augusts karriere« og foreslår, at den »sendes retur til ophavsmanden«.
*Niels Frid-Nielsen: Bille August Et portræt af manden og hans film. 239. s. Illustreret. Kr. 250,- Peoples Press
