Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Blandt delfiner, tigre og hjemløse

Mangroverne besjæles i ny Amitav Ghosh-roman
Kultur
10. november 2004

Ny bog
Sundarbans hedder det enorme vandland øst for Calcutta, som dannes af Ganges- og Brahmaputra-flodernes delta, rækker 130 km ind i landet og breder sig i den dobbelte længde på tværs af grænsen mellem Indien og Bangladesh. Et eventyrlandskab af mangrover med tre meters forskel på ebbe og flod, hvor landsbyerne skutter sig bag dæmninger af mudder, og hvor der i de rige blandinger af salt- og ferskvand findes flere fiske-, skaldyrs- og krebsearter end i hele Europa
– herunder den olie- og ben-rige hilsa-fisk, der er en særlig bengalsk livret og de kæmperejer, som dyrkes så ivrigt langs bredder og dæmninger, at huse og afgrøder med mellemrum oversvømmes af flodens brakvand.
Området er også verdens største tiger-reservat – med global støtte søger man at holde liv i nogle hundreder kongetigre side om side med den talrige befolkning, som løbende er blevet suppleret med flygtninge fra fattigdom eller krig, som det skete efter Indiens deling i 1947 og igen efter Bangladesh’s uafhængighedskrig i 1971. På et museum i flodlandet kan man se nogle af de midler man historisk har forsøgt til at beskytte sig mod tigerangreb – ansigtsmasker som honningsamlere skulle bære i nakken, fordi tigre altid angriber bagfra, og menneskedukker af
ler omviklet med elektrisk ståltråd, så uhyrerne ville få sig en pavlovsk lektion og gradvis blive klogere. Også skilderier af tigerdæmonen Dokhin Ray og flodmenne-skenes englevingede beskyttere Bon Bibi og Shah Jon-goli.

Roman i tre spor
Alt i alt et landskab så dramatisk, at man næsten ikke behøver indføre personer i det for at lave det til roman. Der gør Amitav Ghosh imidlertid i Tidevandslandet i tre parallelle forløb – to nutidige og et fortidigt – som flettes sammen i romanens handling.
I det første spor optræder floddelfin-forskeren Piyali Roy, kaldet Piya, som arbejder på at kortlægge migrationsmønstrene for Sundarbans’ pukkeldelfiner, som lader til at leve markant anderledes end deres fætre i Mekong-floden. Efter frustrerende livtag med bengalske bureaukrater lykkes det hende at alliere sig med fiskeren Fokir, der er analfabet, men har arvet et særligt flodinstinkt fra sin afdøde mor, der fortæller ham hvor delfinerne samles, sætter ham i stand til at ’lugte’, når en tyfon er under opmarch, og forbinder ham med sagnene om tigerdæmonen og Bon Bibis gode gerninger.
I et andet fortælleforløb er Kanai Dutt på rejse fra New Delhi ud i Sundarbans for at besøge sin tante Nilima på øen Lusibari. Kanai er storbyintellektuel, kvindebedårer og – efter at have opgivet en karriere som digter – direktør for et fremgangsrigt firma, der leverer oversættelsesarbejde af enhver art til forretningsverdenen. På Lusibari venter et manuskript på Kanai, efterladt af hans afdøde onkel Nirmal – skolelærer, oplysningsdyrker, marxist, Rilke-læser og aktivist inden for fattigdomsbekæmpelse.
Det tredje spor i Tidevandslandet udgøres af den historiske fortælling i Nirmals manuskript og handler om bosættelsen af øen Morichjhãpi alleryderst i deltaet ud mod havet. Efter krigen i 1971 slår en gruppe østbengalske flygtninge sig ned her og søger – udover at overleve – at opbygge et kollektivsamfund uden klasse- og kasteskel. Onklen beretter om eksperimentets endeligt, da regeringen i naturbeskyttelsens navn sætter politi og tæskehold ind og rydder øen. Originaltitlen The Hungry Tide henviser ud over til tidevandet til denne bølge af fattige indvandrere, som søges holdt i skak og væk, mens tigrene frelses og delfinerne kortlægges.

Sammenstød
Romanen handler således om sammenstød og overgange, om konfrontation og muligheder for oversættelse og formidling i dette gigantiske flade landskab af sammenløb og overgange, af øer og landemærker, der forsvinder, når vandet rejser sig, og tidevandsfloder – mohonaer – som kun eksisterer ved højvande. Det kulminerer altsammen i et fremragende fortalt buldrende uvejr af hvirvelstorme mod romanens slutning, hvor først Piya og Fokir fanges i orkanens øje surret sammen i en trætop, og hvor siden Kanai – efter at have været ansigt til ansigt med tigerdæmonen – lærer ydmyghed og stiller sit oversættertalent til rådighed for Piya i et forsøg på at forsone hensynene til fattigdom og til beskyttelsen af naturens balancer.
Det kan lyde som en indviklet historie, men det virker i Amitav Ghoshs hænder enkelt og selvfølgeligt, at de forskellige lag skulle hænge sammen, som han skildrer dem. Ligesom Ghoshs tidligere romaner bygger også Tidevandslandet på solide forstudier, og forfatteren takker i en efterskrift nogle af de aktivistgrupper og udviklings-NGO’er, der har bistået ham – herunder Tagore Society of Rural Development (TSRD). Som i de tidligere romaner er Ghosh også her hjulpet godt på vej af en medlevende og omhyggelig dansk oversætter.

*Amitav Ghosh: Tidevandslandet. Oversat af Brian Christensen. 362 s. Kr. 299,95 (vejl.) ISBN 87-7714-702-2. Cicero

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ETDFGÆL;IHOGGGHFGYGBVUKKLNOHBOUBGOUG OUV