Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I faderens navn

I et forsøg på at lære sig selv at kende har Hanif Kureishi skrevet en indsigtsfuld, tankevækkende og underholdende bog om sin fars mislykkede forfatterskab
Kultur
23. november 2004

Ny bog
Hanif Kureishes nye bog handler om en far, der forlader Asien i 1950’erne for at bosætte sig i en britisk forstad, og hvordan hans rodløse søn siden vokser op og finder sin plads i verden. Den handler også om, hvordan man overlever i et kedeligt ægteskab og i et job uden udfordringer. Den handler om racisme, ambitioner, generationskløfter, om at blive ældre, om at blive far, ja, faktisk handler My Ear at His Heart om alt det, Kureshi allerede har skrevet om i sine mange populære værker, hvoraf ingen endnu har hævet sig over debutromanen En forstadsbuddha (1990) og manuskriptet til filmen Mit smukke vaskeri (1985).
Denne gang lægger Kureishi imidlertid ikke skjul på at det er fakta, han skriver, og ikke fiktion.

Fædre og sønner
Kureishis far voksede op i en velhavende indisk militærfamilie, der ved Indiens selvstændighed måtte flygte til Pakistan. Siden rejste Shannoo, som Hanifs far hed, til England, hvor han stiftede familie i London-forstaden Bromley og herefter arbejdede 30 år på den pakistanske ambassade i Knightsbridge.
I sin sparsomme fritid skrev Shannoo romaner, en lille håndfuld blev det til, og ingen af dem blev udgivet, for som hans søn udtrykker det, så var de ikke særligt gode. I et anfald af kedsomhed, nysgerrighed og rodløshed kastede sønnen sig for nylig over det upublicerede forfatterskab, og My Ear at His Heart er bygget op omkring hans læsning af dette.
»I guess you don’t go looking for your parents untill middle age,« skriver Hanif som forklaring på den pludselige interesse for farens liv over 10 år efter dennes død. Samtidig lægger forfatteren, der selv netop er blevet 50, er gift for anden gang og har tre børn, ikke skjul på, at hans forsøg på at løse gåden om sin far, også er et forsøg på at forstå sit eget liv: »I imagine that there is here some clue or key to my father’s
life, to the way he lived with my mother, to the nature of my upbringing, and to a political and colonial relationship.«

En litterær detektiv
Farens tekster, der tegner et billede af en opvækst med fraværende forældre, en rivaliserende bror og senere frustrationer over ikke at kunne udtrykke sig kunstnerisk i en britisk hverdag fyldt med triste pligter, er skrevet i romanform, og det er derfor et veritabelt detektivarbejde for Hanif at skille fakta fra fiktion. Til dette formål gør han brug af sin onkels, Tootoo Kureishis to selvbiografier, om hvilke det oplyses, at de er bestsellere Pakistan, samt de seneste 50 års kulturelle og politi-ske tekster og strømninger og ikke mindst egne oplevelser.
Således kredser My Ear ... ikke blot om, hvad V.S. Naipaul kalder The enigma of arrival, altså den indiske diaspora, som den kom til udtryk i 1950’erne og 60’erne, da store bølger af asiater bosatte sig i det tidligere koloniherredømme.
Bogen er også et portræt af forfatteren som ung mand. Hudløst ærligt og for litterært interesserede pokkers underholdende skildrer Hanif, hvordan han som dreng trænede cricket i baghaven i selskab med sine drømme eller sin entusiastiske far, og hvordan denne erfaring måske ikke overraskende og i hvert fald stik imod farens planer aldrig gjorde ham til en sportsmand, der på nogen som helst måde kunne stå for mosten, når der var andre med i spillet, men tværtimod forberedte ham til et liv med ensomme sysler.
Vi kommer omkring Hanifs litterære helte, de sprudlende 70’ere, hvor han droppede universitetet og i stedet tog LSD, lavede teater og hørte Bowie til den helt store guldmedalje, og ikke mindst den interessante tid efter farens død, hvor han havde svært ved at tackle sin skilsmisse og sin store succes. Forfatteren endte i en dyb depression og i et forsøg på at komme på højkant igen vendte han sig mod Islam – eller som han selv udtrykker det: »I look at my diary , which says: ’Drinks and drugs all week, plus a visit to the mosque’.«

Had og paranoia
Her bliver han dog mødt af en ubehagelig overraskelse: »I didn’t find music, stories or community, as I had in church as a child. I found ideology and fundamentalism, and young people holding extreme and violent views, along with an inability to engage with or use the most basic forms of reasoning.«
Og bedre er det ikke uden for moskeen, hvor »non whites are hip, they have the energy of the marginalised. But allowing non-whites to sing and dance isn’t
the same as ceding power. The white man is in charge and imagines he will always be, even as he becomes more and more paranoid ... «
Der er ingen lette svar at finde My Ear at His Heart – hverken på forholdet mellem fædre og sønner eller mellem Vesten og Islam – til gengæld syder og bobler denne kompakte og poetiske bog med intelligente spørgsmål, tankevækkende afstikkere til alt fra uddannelsespolitik til cricket og underholdende litterære anekdoter.
I et nyt interview har Hanif Kuerishi fortalt, at han for tiden forsøger at skrive den store britiske roman, en roman, hvis mål det er at skildre nationen gen-nem de fem årtier, han har levet. Bortset fra at My Ear at his Heart kun er på 198 små sider og altså ikke er en roman, er han pokkers tæt på allerede at have skrevet den.

*Hanif Kuerishi: ’My Ear at His Heart: Reading My Father’. Faber & Faber. 198 sider. ISBN 0-571-22403-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her