Læsetid: 4 min.

Genkendelse af en pølse

Pølsen beholder sin smag i Ole Thyssens lille tætte bog om al ting og en pølsevogn
3. november 2004

Ny bog
Det begynder med en pølsevogn ved Dronning Louises bro i København og ender med forskellen på traditionelle og moderne samfund.
Eller:
Det begynder med sansning og ender med den sociale kamp mellem konkurrerende blikke.
Eller:
Det begynder med en pølse, ketchup, sennep, remoulade og duer, svaner, skyer og Sortedammens vand – og ender i empiri. Det begynder og ender i empiri.
Alle tre beskrivelser dækker Ole Thyssens lille tætte bog, Genkendelsens under, der udgives i anledning af Thyssens 60-års dag i dag. Til lykke!
Fødselsdagsprojektet går ud på at beskrive iagttagelsen i alle dens facetter med pølsevognen på Dronning Louises bro som overvejelsernes faste holdepunkt. Og det lykkes.
Man skulle ikke tro, at en pølse, selv med det hele, kunne trække det meste af den vestlige filosofi. Men efter endt læsning må man konstatere, at der er uendeligt mange facetter, der kan iagttages vedrørende sådan én og en overvældende mængde filosofiske problemstillinger, der kan eksemplificeres med en pølsevogn.
Hør selv: »Hvis den japanske turist tager et digitalt foto af pølsevognen, kan han se den både på kameraets bagside og foran kameraet. Det er samme pølsevogn, han ser, omend i forskellig størrelse. Men ser han den direkte foran kameraet og kun indirekte bagpå? Er det ikke samme slags lys, som rammer hans øjne, uanset om det har været en tur gennem kameraet eller ej? Både det lys, som direkte strømmer fra pølsevognen, og det lys, som har været gennem maskinen, skal endnu en tur gennem en anden maskine, Jegs usynlige sanseapparat, før det kan genopstå som Jegs iagttagelse af pølsevognen i de to versioner.«

Fornøjeligt
Ole Thyssen skriver selv indledningsvis, at læseren kan vælge at høre eller overhøre »giganternes skjulte stemmer«, og det afhænger jo af, hvor godt man er inde i filosofien, hvor mange af dem, man træffer ved Thyssens pølsevogn.
Men man render da på både Platon, John Locke, Immanuel Kant, Edmund Husserl, René Descartes og Blaise Pascal; på psykoanalysen Melanie Klein og Sigmund Freud, på sprogvidenskabsmanden Roman Jakobson samt på postmoderne filosoffer og andet godt. Og ham, der netop tørrede sig om munden og forsvandt, iført slængkappe og digterhat, det var jo selveste Holger Drachmann!
Der skrives let og underholdende, de skjulte citater føjer sig elegant ind i teksten, og det hele er langt hen ad vejen ret fornøjeligt. Hvilket er imponerende, da man samtidig skal holde øjnene stive for ikke at tabe tråden. Der skrives tæt.

Jeg, Du, Det
Jeg skrives med stort, ligesom Du og Det, for bogens tese er, at »iagttagelse finder sted i en trekant, hvis spidser består af Jeg, som iagttager Du, som er en anden iagttager, og Det, som både Jeg og Du iagttager, f.eks. en pølsevogn på Dronning Louises Bro.«
Sjovest er det at følge etableringen af denne trekant, samt iagttagelsens tilblivelse. Efterhånden som synsvinklen vides ud, føles det mere som om, man mangler noget.
Når vi når til samfundet, bliver ’blik’ til en metafor, der skal dække både ’afgørelse’, ’opfattelse’, ’mening’, ’vilje’, ’lov’, ’regering’, ’opposition’ og ’menneske’ slet og ret, og vistnok en hel del mere. Man har svært ved at se, at der lægges noget til beskrivelsen af traditionelle og moderne samfund ved at benytte blikket som blik.
For denne læser bliver savnet af psykologiske begreber som andet en genstand for kritik (Klein) eller eksemplificering af Thyssens egen beskrivelse (Freud) også føleligt, når mor-barn-dyaden beskrives ved termen kommunikation.
»Fastholdes synspunktet ’kommunikation’ radikalt, kan alt det forklares, som ellers forklares med ord som at ’spejle’, ’imitere’ og ’identificere, og samtidig kan man undgå de indlysende brist, som disse ord rummer – at [det spæde barn, der endnu ikke har udviklet et Jeg og derfor i bogen kaldes (jeg) ks] kan foretage indviklede kognitive sammenligninger af sig selv i forhold til Du. Temaet er ikke psykologiske stadier, men logiske trin i bevægelsen fra (jeg) til Jeg via Du,« fastslår Thyssen. Hvortil man må svare, at det er temaet ganske rigtigt ikke.
Til gengæld udsiger det heller ikke noget om psykologiske stadier.
Som jeg læser Thyssen sætter han i stedet for disse symboldannelse via ’tilfældighedsforstærkning’, hvor Du fastholder, gentager og dermed udvikler (jegs) lyde til sprog. Affekter, følelser – som skam over pølsespisning og glæde ved små børn – optræder, men man bliver helt forbløffet, når man hen mod slutningen støder på ’et lille ar på sjælen’. Hvor kom den, altså sjælen, dog fra? tænker man. Man kan ikke rigtig indplacere noget så metafysisk som en sjæl i Thyssens logisk-pragmatiske-empiriske diskurs.

De små sprog
Mod bogens slutning opholder Ole Thyssen sig ved ’de små sprog’, de sprog inden for det store fælles sprog, der begrænser sig til og går i dybden med én dimension, såsom jura og økonomi, samt kunstens og videnskabernes sprog. Thyssens sprog er selv sådan et ’lille sprog’, og skal man have det fulde udbytte af bogen, gør man bedst i at lege med og gå ind på, hvordan al ting og en pølsevogn kan anskues, når de sendes gennem Ole Thyssens sprog. Og det er faktisk en ret sjov leg. Værsgo, der er serveret.

*Ole Thyssen: Genkendelsens under. En lille bog om iagttagelse. 157 sider, kr. 199. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu