Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gud er en paraply

Den store spanske forfatter Miguel de Unamuno (1864-1936) skriver en legende tung romanprosa, som man nu kan smage på i liflig dansk oversættelse
Kultur
15. november 2004

Ny bog
Hvor langt var jeg ikke nede, da jeg satte mig for at læse Unamunos Tåge. Og hvor højt var jeg ikke oppe efter at have læst de første 10 sider. Tak, min Gud og skaber, fordi du gav os litteraturen! Og her en særlig tak, fordi du gav os Unamuno, denne herlige, antidepressive mikstur af neobarok modernisme, picaresk lyrisme, følsom ironi, metapoetisk eksistentialisme, sværmeri og filosofi, Shakespeare og Cervantes, Kierkegaard og Calderón. (Og PS, også tak for Rigmor Kappel Schmidt, som har oversat og kommenteret ham på det lifligste.)
Spørgsmålet er imidlertid, om jeg nu, hvor jeg anråber Gud, er ved at slå ham op som en paraply. Forholdet mellem Gud og paraplyer er det, romanens hovedperson, Augusto Peréz, reflekterer over, da vi første gang møder ham, på vej ud af sit hus, ud i »gadens åndelige spindelvæv« af krydsende blikke: »Her i dette ynkelige jordeliv er vi alene optaget af at betjene os af Gud; vi forsøger at slå ham op som en paraply, for at han kan beskytte os mod alskens dårligdomme,« tænker Augusto, og vi har just fået at vide, at »en sammenklappet paraply er lige så elegant som en opslået paraply er grim.«

Dialog
Denne monologiske præsentation af Augustos tanker er egentlig atypisk for bogen, der ellers konsekvent udfolder sig i dialog. For at undgå monologen udstyrer fortælleren ligefrem Augusto med en hund, som han så kan henvende sine tanker til, når han er i enrum.
Den troende henvender sig til Gud; den, der har klappet gudsparaplyen sammen henvender sig til hunden, kynos, kynismens og melankoliens emblem. Ellers fører Augusto dialog med sine tjenestefolk, med sin tilbedtes onkel og tante, med sine gode mandlige venner – og mod slutningen ligefrem med sin skaber, den almægtige autor-gud Unamuno, som har bestemt at lade ham dø.
Selv bogens fiktive forord er dialogisk komponeret, idet det består af en stemme og en modstemme, en prolog (underskrevet Victor Goti, Augustos skak-ven og fortaler for en ny dialogisk romangenre, som ikke hedder ’roman’, men ’rimon’ – ikke ’novela’, men ’nivola’, hvilket spiller på ’niebla’ = tåge) og en såkaldt ’post-prolog’ (underskrevet med Unamunos initialer).
Gotis prolog var det, der hev mig op af kulkælderen, for her hudflettes den spanske nationalkarakter i et overmåde vittigt eksempel på den herlige, antipatriotiske litterære tradition, som i dag er så påkrævet som nogensinde: »Vort folk er stadig en skattekiste af sindig enfoldighed og duefrom troskyldighed,« skriver Goti, »for det er næsten utænkeligt, at en gennemsnitlig, mistroisk spanier er i stand til at se, at noget er sagt i spøg og alvor på én gang, som en morsomhed og en dybsindighed på én og samme tid.«
Hånen af pøblens enfold samt de fiktive prologer, der nænsomt pakker romanen ind i ironiens dobbeltfilm af spøg og alvor giver mindelser om vores egen store hudfletter og ironiker, Søren Kierkegaard, som Unamuno beundrede og oversatte. Også i Goti-prologens dialektiske begrebsjongleren hører vi et ekko af Kierkegaards stemme. Goti jonglerer med begreberne ’det erotiske’, ’det metafysiske’, ’det krigeriske’ og ’det religiøse’, idet han mener at begrebsparret ’det erotiske og det metafysiske’ er en nøjagtig, kontrapunktisk arvtager til alliancen mellem ’det krigeriske og det religiøse’:
»Religionen er krigerisk; metafysikken er erotisk eller vellystig«. Kort sagt: erotik og udogmatiske grublerier over tilværelsens store spørgsmål hører sammen. Endnu kortere sagt: det er sexet at tænke.

Når spejlet kigger igen
Hos Unamuno er det ikke Columbus, der drager ud for at opdage Amerika, men Amerika, der drager ud for at opdage Columbus. Og »man må leve for at elske! Ja, og man må elske for at leve«. Tåge er spækket med sådanne kiastiske formuleringer, ligesom kiasmen er den overordnede figur i komposition og plot. Kompositorisk spejlvendes mandens tale til hunden, således at romanen (undskyld, rimonen) slutter med hundens tale til manden. Og i plottet vendes forholdet mellem mand og kvinde, subjekt og objekt, ligeledes om på kiastisk vis.
Det plot, der leverer talestof til alle bogens dialoger, er en ulykkelig kærlighedshistorie: Augustos forelskelse i den selvstændige og svigefulde klaverlærerinde Eugenia. Augusto tror at kaste sig ud i »psykologiske studier af Kvinden«, men må konstatere, at »pigen her er i gang med studier i Mandens psykologi«. Og da Augusto vil »spejle sig« i en anden kvindes øjne, spejlvendes spejlingen igen kiastisk: »Og spejlet så underligt på ham«.
Augusto kommer altså ikke særlig langt med at lege Johannes Forføreren; der er noget troskyldigt, naivt ved hans måde at gå ind i forførelsesprojektet på, som gør ham til en slags donquixotisk Don Juan: han træder ind i forførelsens kulisser og replikker uden nogen realitetsfornemmelse og bliver hurtigt selv marionetdukke frem for dukkefører.
Kiasmen og dialogen opbryder det monologiske og ensrettede forførerprojekt. Kiasmen mellem mand og kvinde, dialogen mellem mændene. Som kvinde bliver man faktisk rørt af romanens dialoger mellem mænd, der ikke bestiller andet end at diskutere deres parforhold med hinanden.
Jeg elsker mænd, der excellerer i kiasmens dialektiske omvendinger. Jeg elsker Kierkegaard, jeg elsker Freud, jeg elsker Slavoj Zizek. Og nu elsker jeg også Unamuno.

*Miguel de Unamuno: Tåge. Oversat og med efterord af Rigmor Kappel Schmidt. 296 s., 298 kr. Batzer & co. Roskilde Bogcafé. ISBN 87-90524-53-5

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her