Henry Millers biografi om Arthur Rimbaud handler om digteren som monstrøs skaber i
en døv verden på kanten af destruktion
Ny bog
På den ene side af spejlet står en digter, der i ekstrem grad lader sit liv vælte ind i sin værk: Henry Miller. På den anden side en digter, hvis ultrakondenserede værk er dømt til at blive læst i lyset eller skyggen af hans ekstreme liv: Arthur Rimbaud.
Spejlet selv er bogen Assasinernes tid; en apokalyptisk biografi over Rimbaud skrevet af en Henry Miller, der efter Anden Verdenskrig og atombomben ser kaos stå for døren og griber til Rimbauds visioner for at skrive og dernæst dødsdømme sine egne.
Assassinernes tid består af to essays skrevet i 1946 og 1949 og trykt i omvendt kronologisk rækkefølge, så det mest personlige, tidsbundne og skamløst selvspejlende essay »Analogier, slægtskaber, ligheder og følger« kommer før det smukkere, men ikke mindre storladent sortseende 1946-essay »Hvornår hører engle op med at ligne sig selv?«
Tonen slås allerede an i forordet, som Miller skriver i Big Sur i 1955: »Fremtiden er hans, selv hvis der ikke skulle være nogen fremtid.«
Hans emne er Rimbaud som fremtidsprofet i en tid på vej mod sit ophør. Men hans emne er også Henry Miller. Efter mere end et årti i Paris og Europa, den sene debut med Krebsens vendekreds, opfølgeren Stenbukkens vendekreds og rejsebogen Kolossen fra Maroussi er Miller vendt tilbage til USA ved verdenskrigens start, et USA der ikke vil tillade udgivelsen af hans sanselige gennembrudsbog før 1961.
Efter Hiroshima og Nagasaki ser han sig som en visionær digter kastet mod muren af en kaosramt, døv verden: »Digteren er en paria, en anomali. Han er ved at uddø. Hvem interesserer sig i dag for hvor monstrøs han gør sig? Monsteret er løs og flakker om i verden. Det er sluppet ud af laboratoriet; det står til rådighed for enhver som tør ansætte det.«
Hos Rimbaud finder han digterens adgang til at gøre sjælen monstrøs og omskabe verden med sine ord:
»Digter kalder jeg ikke den, der laver vers, rimede eller ej. Digter kalder jeg den, der er i stand til grundlæggende at forandre verden.«
At disse ord skal forstås konkret viser, at de kastes i krise af atombombens radikale ødelæggelse. Det er ikke længere digteren, men videnskabsmanden, der har adgang til monsteret. For der er for Miller ingen forskel mellem verden og tekst, og det er præmissen for hans begejstring for den vitale Rimbaud. Han identificerer sig med hans geni for derefter at identificere sig med hans fallit og gøre den til verdens.
Det konkrete geni
Med hvilken ret, kan læseren spørge, sammenligner Miller sig? En flittigt skrivende amerikaner, født 1891, der er debuteret som 43-årig og når at udgive op mod 40 værker før sin død som 89-årig og ungdomsmiraklet Rimbaud, født 1854, der skrev sit samlede værk på tre ufattelige år, fra han var 16, til han var 19, hvorefter han smed pennen fra sig og kastede sig ud i det skandaløst katastrofale liv, som sendte ham rundt i Europa og Nordafrika indtil hans elendige, amputerede død i Marseille som 37-årig. For Miller er svaret deres fælles skæbne: geniets. Opremsningen af bevismateriale er lang og i vidt omfang biografisk:
»Min mave var altid tom, både når jeg rejste ud, og når jeg vendte hjem igen. Det er den anden ting, som knytter sig til geniet manglen på mad. For det første er han uønsket, for det andet er der ingen mad til ham. Og for det tredje har han ikke noget sted at sove.«
Ét sted indrømmer han ikke at være en lige så stor digter som Rimbaud; ellers er hans ærinde et andet at tildele det digteriske geni en reel plads som en seer, hvis budskab verden må høre. Denne egenskab deler de.
I det andet essay nærmer ordene sig til tider det sublime. Det gælder Rimbauds egen klaustrofobiske udmaling af normalitetens ubærlige trussel: »Med en udtørret næve løfte kistelåget, sætte sig, lade sig kvæle. Således ingen alderdom, ingen farer: rædslen er ikke fransk.«
Og Millers afsluttende og på samme tid sørgmodigt konkrete og undergangsdystre gravsten over geniet:
»Baudelaire nøjedes med at blotte sit hjerte; Rimbaud river sit ud og fortærer det langsomt. Og på denne måde kommer verden gradvis til at ligne en jammerdal. Fuglene falder ned fra himlen, døde før de rammer jorden. De vilde dyr galoperer ud til kysten og kaster sig i havet.«
Handling er afgørende
Smukke billeder, og konkrete. Det skal de være. For det, Miller henter hos Rimbaud, er et symbol, der ikke vikler sig ud af død, litterær tradition, men skabes som nyt af digteren, der står i direkte skaberforhold til verden.
Ikke ved processuelt at modellere den frem, men ved som Columbus at afsløre den nye verden i færdig form. Digteren skaber ved heideggersk at afdække den sande væren:
»Mennesket fik en sjette sans for at kunne se igennem og om bag verdens blændværker. Det eneste, der kræves, er, at det åbner sin sjæls øjne, retter sit blik mod virkeligheden, som den er og holder op med at fjolle rundt i illusionernes og selvbedragets verden.«
I Rimbauds mystiker-inspirerede, vitale og udråbsprægede sætninger finder Miller en sandhedsdigtning, der er handling og ikke beskrivelse. Ligesom al væren i øvrigt, det vi indser, hvis nogen begår selvmord:
»Det er handlingen der er det afgørende for os, fordi vi pludselig tvinges til at indse at det at være eller ikke at være er handlinger ikke intransitive verber! som gør liv og død til synonymer.«
Livet er ikke en tilstand, og sætningen er ikke en beskrivelse de er begge handlinger, og digteren er kastet ind i dem begge. Og selv når han fejler, gør han det konkret og virkeligt:
»Spøgelserne bliver virkelige. Alt for virkelige. De er ikke længere fantasifostre, men en hallucinatorisk virkeligheds materialiserede kræfter.«
Spørgsmålet om dén sætning handler om ord eller atombomber er passé. Der er ingen forskel.
*Henry Miller: Assassinernes tid en studie i Rimbaud. Oversat af Henriette Houth. 176 s., 248 kr. Batzer & co. ISBN 87-9052-452-7
