Læsetid: 4 min.

Hundelortens ædle form

Den fransk-canadiske filosof Gaétan Soucy undersøger med sin tredje roman forholdet mellem ord, ting og følelser i en på én gang fremmed- og saliggørende rislen af forunderlige, nøjagtige metaforer
11. november 2004

Ny roman
Det er intet mindre end et lille pragtværk, forlaget Politisk Revy har sendt på gaden i dansk oversættelse, seks år efter at bogen høstede langstilkede anmelderroser i den fransksprogede presse og siden blev hædret med det canadiske akademis skønlitterære pris.
Den lille roman fortælles af et stort barn, der er vokset op i isolation med sin far og bror i et hus, der gradvist toner frem af fortællingen som en gotisk herregård. Ud over far og bror har fortælleren i sit liv kun mødt fire ’medmennesker’ (»Fra listen over medmennesker udelukker jeg dem, hvis kød var det papir, hvorpå de ord var skrevet, som fremmanede dem«), men har til gengæld fundet sine bedste venner i ordene, sine »askedukker«, som hun kalder dem, i et forsøg på at mime den skabende almagt, hun ellers tillægger faderen: »Måske er vi aldrig ophørt med at være hans askedukker.«
Fortællingen (eller »protokollen«, som fortælleren benævner den) tager sin begyndelse den dag, faderen dør, og hans ’befalinger’ forvandles »til støv«: »Uden far kunne vi intet gøre. På egen hånd kunne vi knap nok tøve, eksistere, frygte eller lide.« Et klassisk sted at sætte en handling i gang: Den inkarnerede, bydende lov er gået bort, en ny lov må opfindes, og efter at børnene forgæves har søgt hjælp i den skrevne lov (»de tolv paragraffer i reglementet for den gode husførelse«), må man sige, at den nye lov bliver selve sprogets, selve benævnelsens lov: »En ægte protokolist viger ikke tilbage for at give tingene et navn.«
Benævnelsens lov driver fortællingen frem som et målrettet vandløb, der baner sig vej gennem vildnisset. Der er en egen præcis og omhyggelig hast ved fortællerens sproglige vej gennem dagene efter patriarkens død, og skriftens ensrettede fremadstrømmen betones flere gange: »Jeg styrtede fremad med alle forhåndenværende midler, det hedder at nå målstolpen, som saint-simon ville have sagt, men jeg stoler på ordene, de ender altid med at sige det, de har at sige.«

Blind tillid til ordene
Det er med denne benævnende fremadstyrten, fortælleren for første gang i sit liv krydser fyrrelunden og begiver sig til landsbyen, hvor hun møder selv hundelorten med sin vilje til præcis benævnelse: »Jeg satte mig på en afsats, to skridt fra en hundelort, genkendelig på sin ædle form.«
Det er i den blinde tillid til ordene og den næsten aggressive vilje til benævnelse, at bogen kommer til at rumme en forløsning, som strider mod plottets tragiske vending, hvor blodskam, mordbrand, hudløse børn og en sadomasochistisk faderskikkelse koges sammen i en næsten lidt for stærk gotisk kødgryde.
Den fortælleposition, Soucy skaber, er altså tilsyneladende en position, hvor ordene møder verden ’jomfrueligt’; en position, hvor man ikke bare kan ty til fællesskabets konventioner for, hvad tingene kaldes, men må navngive dem. Som regel ved at sammenligne dem med andre, allerede navngivne ting. Således sammenlignes faderligets ansigtskulør med farven på »de sten, som ligger dynget op bag ved træskuret«, bryster kaldes »udposninger«, den døde faders nøgne hud kaldes et »lighylster« (hvilket afføder følgende fantastiske formulering: »Den skæbne, der havde ladet ham føde fuldt påklædt i sit fremtidige lighylster«), en kiste kaldes en »dødeæske« eller en »fyrretræshabit«, et flygel kaldes »en kamel med låg«, alle kvinder kaldes »ludere«.

Jup jup
Som det fremgår af eksemplerne, er fortællerens forhåndenværende sprog måske alligevel knap så ’jomfrueligt’. Luderne, fyrretræshabitten og de manglende benævnelser for den kvindelige anatomi vidner om, at det er faderens sprog. Det, der bliver fortællerens opgave, er at skabe et sprog og dermed en verden på ruinerne af det bydende fadersprog, der har været så magtfuldt, at det har givet hende et andet køn – hun har gennemlevet sin barndom som sin fars ’søn’.
Også Soucys sproglige eksperiment påberåber sig en række litterære og filosofiske fædre. Wittgenstein citeres i vignetten, hvorved bogens projekt angives som forsøget på at fremstille smerten »som noget man kan sanse i den betydning, man sanser en æske tændstikker«.
Desuden får vi gentagne gange at vide, at fortælleren henter sine askedukker ikke bare fra faderens tale, men også fra alle de ’ordbøger’, huset befolkes af: Spinozas etik, ridderromaner og skrifter af Saint-Simon. I etikken skriver Spinoza:
»Jeg vil behandle de menneskelige tilskyndelser og lidenskaber, som om det drejede sig om punkter, linjestykker og flader«, og det er for så vidt også den poetik, Soucys roman er skrevet efter. Blot kommer der ikke følelsesfornægtende rationalisme ud af det, men et frydefuldt overraskende sprog, hvor højstemte anakronismer (»dette vort jordiske opholds køkken«) blandes med det pigede talesprog (»ih altså« og »jup jup«), der lader os ane fortællerens køn, inden det afsløres for os.
Køb denne lille roman og få på én og samme gang en fabel, et eventyr, en allegori, en sprogfilosofisk undersøgelse, en surrealistisk gothic tale og først og sidst en fremmedfortrolig sprogbehandling, der pudser dine øjne, mens du pudser din næse, snart af grin, snart af bevægelse.

*Gaétan Soucy: Den lille pige der holdt for meget af tændstikker, oversat af Claus Fenger, 160 sider, 228 kr. Rævens Sorte Bibliotek, Forlaget Politisk Revy. Isbn 87-7378-248-3

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu