Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Jødehad a la Danmark

Første samlede fremstilling af dansk antisemitisme i de betændte år leverer et vigtigt bidrag til det historiske selvopgør, som vi ellers har været tilbageholdende med
Kultur
19. november 2004

Ny bog
Der har allerede været røre om bogen. Forfatteren, historikeren Sofie Lene Bak har allerede i sin ph.d. bevæget sig ind på den nye politiske magtelite, de tidehvervske enemærker og bl.a. anfægtet bevægelsens helgenskikkelse, den neurotisk ekstremistiske kritiker – og nazist – Harald Nielsen, samt dennes personlige ståsted som erklæret og vedholdende antisemit.
Endog efter krigen med afsløringerne af udryddelserne holdt Nielsen fast i sit syn på den jødiske »races« ækelhed. Det er ikke populært at minde om den side af tankegodset i ovennævnte kredse.
Begrebet dansk antisemitisme afsværges i den grad og bagatelliseres af det ekstreme højres neonationalister i Dansk Folkeparti og førhen i Den Danske Forening, at eksistensen af fænomenet i Danmark, på linje med racisme, nærmest afsværges som indført af de kulturradikale som en nederdrægtighed mod det jævne danske folk.
Harald Nielsen er blot ét af mange sekteriske kraftcentre i 1930´erne, hvoromkring antisemitismen stortrivedes. Nazismen stod selvsagt centralt, hvad angik jødehadet. Men også de konservative med skrårem og cykelpumpe kunne være med i skikkelse af blandt mange andre partiets overgangsførstemand Victor Pürschel, retfærdigvis bravt bekæmpet af den anstændige konservatismes Christmas Møller. Og pressen var med på vognen.

Finansjødedommen
Kendt er JyllandsPostens uappetitligheder efter Rigskrystalnattten i Tyskland i 1938, da nazistiske bøller på tilskyndelse af regimet overfaldt jøder i hundredtusindvis, dræbte adskillige og ødelagde endnu fleres ejendom og eksistensgrundlag. Den store danske provinsavis udviste forståelse for barbariet og advarede med slet dulgte trusler danske jøder mod at komme for godt i gang. »Ethvert land har sine jøder...«
Hvad var så grundlaget for den danske antisemitisme i tiden før og under 2. verdenskrig, da antisemitismen som sådan blev drevet ud i yderste og forfærdende konsekvens. Sofie Lene Bak giver svaret i to forhold: Landmandsbankens krak, der – foranlediget af en jøde – i brede kredse ikke mindst i landbrugets sammenslutning LS cementerede opfattelsen af finansjødedommen, der var parat til at sælge ud af nationens arvesølv for egen vindings skyld. Og for det andet radikalismen, det moderne gennembrud, fædrelandsopgøret, gudsfornægtelsen, kritikken levendegjort af de »fremmede fugle« i dansk åndsliv, Georg og Edvard Brandes.

Godlidende danskere
I den forstand kan man mene at antismitismen i dennes særlige danske udgave har holdt sig flot. Endnu i dag fremhæves det fremmede i Brandes, jøden Brandes, det jødiske blod Søren Krarup direkte henviser til, som forklaring på forførelsen af det jævne godlidende danske folk, der har ladet sig trække rundt ved næsen, og som så sandelig endnu engang har fået radikalismens most at smage ved kulturelitens skamløse udsalg af fædrelandet til indvandrerne.

Talrige forudsætninger
Alt dette er jo gået i svang indtil det systemskifte, som Krarup hævder indtraf med VKO regeringen og Fogh Rasmussens og Brian Mikkelsens værdikrigserklæring og kulturopgør. Traditionen fra 30´erne lever, antisemitismens dybere mekanismer er de samme, retorikken som en gentagelse; som var det hele en konstruktion af forbilledet Harald Nielsen. Hvilket det på sæt og vis jo også er.
Sofie Lene Bak opridser i sin omfattende bog bygget på ph.d. afhandlingen en hel række øvrige forudsætninger for at 1930’erne også i Danmark bliver et mørkekapitel, hvor menneskeforagten får fuld skrue i karakteristikken af mennesker ved deres anderledes trosbaggrund og ophav. Hun har dermed leveret et meget vigtigt bidrag til det historiske selvopgør vedrørende dansk nationalselvopfattelse, som vi her i landet har været så tilbageholdende med. Redningen af jøderne i oktober ’43 gik jo så storartet, så hvorfor ikke glemme hvad der gik forud.
Dertil kommer en nødvendig klargøring af en række kategorier, som den nuværende debat, fortrinsvis ført på højrefløjens præmisser, ikke har evnet at klarlægge. Kategorier, som må siges at være i skræmmende slægt med både den klassiske antisemitisme og den særlige danske udgave heraf; den lignede i virkeligheden den centraleuropæiske, og dét mere end mange bryder os om at indrømme.
Hvad der førte til at afbræk i jødeforagten og angsten for de fremmede, var omfanget af den forbrydelse Anden Verdenskrigs store taber, Hitler, havde begået.

Kanaliseres videre
Monstrøsiteten og krigsskylden som helhed betød at antisemitismen ikke længere var salonfähig. Men følelserne og de politiske energier der bar den frem kunne siden, må man tilføje, fortsat bruges og siden kanaliseres over i hadet til andre indvandrere, til især muslimerne.
Sofie Lene Bak har skrevet en væsentlig og uomgængelig bog, der sætter sådanne tanker i sving. Teksten rækker langt videre ud end det umiddelbare emne.

*Sofie Lene Bak: Dansk antisemitisme 1930-45. 600 s. ill. 349 kr. Aschehoug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her