Læsetid: 4 min.

Kun Vorherre kan være relativist

Den italienske filosof Gianni Vattimo tænker i nye essay kampen mellem frihed og tvang som opgør, hvor historien ikke længere er overdommer
27. november 2004

Ny bog
Et spøgelse har vandret gennem den danske offentlighed. Forfattere, der uden frygt for at virke latterlige, ser sig selv som oplysningsprojektets vigtigste repræsentanter, har advaret mod dette spøgelse. De har advaret meget. Og inderligt.
Og de har gjort det, som om de allerede selv var ofre for det. Og som om dette spøgelse var en trussel mod vores civilisation og hele vores vestlige kulturkreds.
Det drejer sig om ’relativisme’. Kulturrelativisme og værdirelativisme.
Den forestilling, at alt kan være lige gyldigt, og intet må være vigtigere end noget andet.
De selvudnævnte advokater for oplysningsprojektet i Danmark har set ’relativismen’ husere i udlændingedebatten.
Vi danskere står slet ikke fast på vores ’værdier’. Vi er bare lalleglade og tolerante og gør ikke forskel på noget som helst. Og det går altså ikke i det lange løb. Så statsministeren har sagt det, kulturministeren har sagt det, forfattere og ’intellektuelle’ har sagt det, og det er nu blevet en kliché blandt borgerlige og på venstrefløjen: Vi er modstandere af relativismen.

Heidegger & Nietzsche
Men som den italienske filosof Gianni Vattimo skriver i sin seneste bog Nihilisme og frigørelse, der netop er udkommet i engelsk oversættelse:
»Relativisme kan bedst beskrives som metafysik, fordi man kun fra et universelt synspunkt kan betragte mangfoldigheden som mangfoldighed.«
Kun hvis man kan stille sig helt uden for verden, kan man distancere sig lige meget fra alle værdier og meningsdimensioner og anlægge et helt nyt blik på det hele. Mennesker kan ikke stille sig uden for alting og se det hele, som om de andre havde set det før. Mennesker kan ikke være relativister, fordi de altid allerede er indlejret i meningsfællesskaber, og fordi alle menneskelige handlinger sætter værdi.
Derfor skriver Vattimo:
»Kun Gud kan være en sand relativist.«
De, der kæmper mod relativismen, kæmper ikke mod mennesker eller kulturelle udviklingstendenser. De kæmper imod guder. Eller bare mennesker, der er uenige.
Vattimo tænker som læser af Nietzsche og Heidegger. Og udlægningen af relativismen som Guds privilegium er stærkt inspireret af passager fra Nietzsche forsøg på at ’filosofere med hammeren’: Afgudernes ragnarok.
Vattimo læser ikke Nietzsche og Heidegger som undergangsprofeter. Han læser dem som ’nihilister’. Og nihilisme betyder for Vattimo, at der ikke gives endegyldige fundamenter og absolutte instanser. Eller som Heidegger ville sige: Der er ikke noget specifik værende, noget bestemt objekt, der kan træde frem som væren selv.
Metafysik betyder for både Heidegger og Vattimo: Den tænkning, der sætter ét værende som det højeste værende. Den tænkning, der funderer væren på ’Den ubevægede bevæger’, et gudsprincip eller en første årsag til det hele.

Frigørelse fra tvang
Og derfor bliver nihilismen for Vattimo frigørende: Den sætter menneskene fri fra de metafysiske nødvendigheder. Og det er den gennemgående tanke i Nihilisme og frigørelse: De, der argumenterer med ’nødvendigheder’ om eksempelvis det frie marked eller om endegyldige sandheder, argumenterer metafysisk. Og det Vattimo ser som den kommende venstrefløjs mægtigste opgave er at udkaste nye tanker som kritik af metafysikken som stadig undertrykkelse. Vattimo tænker hele tiden i modstillingen frihed versus tvang, nihilisme versus metafysik, menneskelig dialog og konsensus versus nødvendighed og henvisninger til naturen. Det er den klassisk moderne figur, der bestemmer de 14 essay om etik, politik og lov i Nihilisme og frigørelse.
Vejen fremad er for Vattimo frigørelse fra tvang. Men denne moderne figur er frigjort fra den moderne forestilling om historien som en dynamisk proces mod fornuftens realisering i den menneskeskabte kultur. Men dette er ikke sikkert for Vattimo. Det postmoderne er kendetegnet ved, at den gode moderne frihed ikke nødvendigvis vinder over den onde gamle metafysik. At kampen mellem tvang og frihed ikke fører til den moderne friheds nødvendige sejr over de reaktionære og traditionelle tvangsmekanismer. Man kan ikke længere stole på historien som overdommeren, der tager parti for friheden.
Det er ikke længere en historisk kamp mellem to epokers magtformer, men en stadig konfrontation mellem aktuelle positioner. Vattimo tænker friheden løsrevet fra den moderne historiefilosofiske dogmatik. For hver gang nihilismen sætter sig igennem, vil den være tilbøjelig til udvikle sine egne absolutte sandheder og fundamenter.
Det er dette perspektiv Gianni Vattimo tænker igennem i etiske, politiske og juridiske anliggender. Det er forsøg på at tænke frigørelse som en stadig praksis og ikke en overvindelse en gang for alle, der udfoldes i Vattimos bog. Det er en heroisk og til tider overbevisende praksis i samtidig europæisk filosofi. Og det er en udfordring for en stadigt overlevende venstrefløj, om den vil definere sig selv som nihilistiske frigørelsesprojekter og sin modstander som metafysiske dogmatikere. Der kun kan svare ved at kalde sine modstandere: relativister.

*Gianni Vattimo: Nihilism and emancipation. Med forord af Richard Rorty. 197 s., 24.50 dollar. Columbia UP ISBN: 0231130821

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu