Læsetid: 5 min.

Læse-Lars som sjuskedorte

’Generationsmaskinen’ – Lars Bukdahls halve telefonbog om den nyeste danske litteratur, interesserer glimtvist, men mest keder man sig
25. november 2004

Ny bog
Lars Bukdahl, særdeles markant om end stadigt mindre brugt førsteanmelder på Weekendavisen, er efter flere års trusler endelig nedkommet med den store bog om ny dansk litteratur. Den hedder Generationsmaskinen, handler om de cirka 15 år fra 1990 til i dag og er på 544 usædvanligt tætskrevne sider. Den er også det mest rodede og ustrukturerede, til tider håbløst sjuskede stykke litteraturkritik, man har set i Danmark i mange år.
Det rodede er ærgerligt, det sjuskede en fornærmelse mod læseren. Det er det især, fordi Generationsmaskinens pointe så vidt man kan tyde – måske er kortlægning et bedre ord, kritik som kartografi – problematisk og værd at diskutere. I rekonstruktion lyder den som følger:
De sidste 15 års danske litteratur bør deles i to perioder. Den ene løber fra ca. 1990 til 1996, den anden fra 96 til nu. I første periode domineres dansk litteratur af en generation, som på trods af mange forskelle – bogen opererer med hele fem underafdelinger – deler det samme projekt:
»90’er-generationen ville altså i og som modsætning til 80’er-generationen nedkøle udtrykket og attituden, nå hinsides jegcentreringen og kropsstedtheden og (i forlængelse heraf) uddestillere en nøgtern, objektiveret virkelighedsrelation,« skriver Bukdahl.
Overraskende nok følger han her fuldt og helt sin gamle rival, Politikens tidligere lyrikanmelder Niels Lyngsøs definition.
Det var en generation, der var optaget af et meget lille rum af umiddelbart givne ting – regndråber, vaskemaskiner – og af et meget stort, kosmisk rum. Og af de to rums forbindelser, mener Bukdahl: Gennem en stadig koncentration på det givne søgte man ned til betydningsfulde strukturer eller ditto øjeblikke.

Fabuleren
Til gengæld blev det hverdagslige, det sociale rum, psykologi og historie renset bort. Centrale navne er Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann, Lone Munksgaard Nielsen og Katrine Marie Guldager – og, som en art teoretisk vandmærke, Niels Lyngsø.
Efter 1996 vendes det hele på hovedet. Dels for så vidt som der ikke aftegner sig én generation længere, men en mangfoldighed af litterære »teltlejre«, hvilket måske kan oversættes til subkulturer. Dels fordi den litterære scene præges af en række lidt ældre forfattere – Jan Sonnergaard og Pablo Henrik Llambias, f.eks. – som faktisk inddrager det sociale rum og andre urenheder.
Endelig, og det ses især blandt de yngste forfattere, søger litteraturen ikke længere mod det eksemplariske og betydningsfulde. Faktisk gør den det modsatte, dyrker overfladens chatteringer og humørfyldte brud, hvad enten overfladen så er dagligdagens, sprogets, fortællingens eller eksistensens. Siger Bukdahl.
Centrale navne er Peter Adolphsen, Charlotte Weitze, Lars Frost og Ursula Andkjær Olsen. Undervejs foreslås »pludrende«, men Generationsmaskinen ender på »fabulerende« som det centrale ord for den helt unge generation. Det skjules ikke, at Bukdahls egne sympatier ligger her, i periodens sidste del. Den tidligere litteratur keder ham faktisk.

Gymnasiestile
Således opsummeret synes Generationsmaskinen måske velstruktureret og velargumenteret. Det er den ikke. Faktisk fylder Bukdahl langt størstedelen af siderne med endeløse gennemgange af samtlige – siger og skriver samtlige – bøger, han har fattet minimal interesse for de sidste 15 år.
Resten af pladsen går med digressioner om alt og intet, fra generationsbegrebet til et spektakulært uoverbevisende argument for, at dansk rap er en vigtig del af ny dansk litteratur. Alt er skrevet i hans sædvanlige stil: Lange sætninger, en overgearet mundtlighed, mange ord. Et selvbiografisk midterafsnit citerer alenlangt fra Bukdahls egne gymnasiestile.
Det sidste er bare underligt, det med bøgerne er værre. Side op og side ned fylder det, men sjældent med mere end en side pr. værk. Man får et handlingsreferat, en karakteristik, et længere citat og en vurdering, men ingen fortolkning eller grundigere analyse. Metoden kan døbes »cut-n-paste kritik« og bliver særligt grasserende i bogens afsnit om andre kritikeres fortolkninger.

En ørken
Samtidig skrider begreberne undervejs. Ved nærmere eftersyn modsiger flere af de fem underkategorier således Bukdahls overordnede beskrivelse af de tidlige 90’eres litteratur. Hvordan man både kan være »profet« – den kategori, Lene Henningsen og Karen Marie Edelfeldt placeres i – og køligt verdensvendt overgår således min forstand. Heller ikke »vitalisterne«, der inkluderer Katrine Marie Guldager og Kirsten Hammann, passer synderligt godt ind.
Måske havde det været bedre at polemisere mod Lyngsø end at følge hans generationsbillede? Alligevel er bogens første del den bedste. Her finder man glimrende indfald og antydninger af skarpe argumenter undervejs – som dog straks forlades til fordel for et nyt emne og en ny bog.
Bogens sidste halvdel, derimod, er en regelret ørken, uden struktur, uden argumenter, uden præcision: En ophobning uden ende. Her behandles dansk litteratur som en ornitolog behandler fugle. Læseren er indlagt til en uendelig observation af de forbiflyvende objekter, vor fører en entusiast med tunnelsyn og munddiarré.
En miserabel fiasko, kort sagt. Eftersom Bukdahl som anmelder hører til blandt landets bedste, eftersom han tidligere har skrevet klare og glimrende essays om Per Højholt, Peter Laugesen, Gustav Wied og mange flere, og eftersom han med sikkerhed er den, der har læst flest af værkerne – langt flere end undertegnede, f.eks. – så rejser det spørgsmålet: Hvordan kunne det gå så galt?

Princip
Rodet og sjuskeriet er selvfølgelig vigtigt, og for det bærer også forlaget et ansvar. En tredje grund er derimod principiel og handler om bogens metode og syn på litteratur. Generationsmaskinen interesserer sig bevidst og eksplicit for to ting og ikke andet: De især formelle forskydninger internt i det finlitterære felt og litteraturen som æstetisk effekt.
Den litteraturhistoriske skitse er følgelig uden forbindelse til noget uden for litteraturen selv, ligesom Bukdahls vurderinger er oplevelsesorienterede. Får læseren et indtryk af aggression, sødme, forvirring, ekstase? Giver bogen et kick, er den vild, keder eller morer man sig? Hvordan skal den placeres i forhold til andre, samtidige og fortidige tekster?
Sådan lyder den kritiske opgave, Bukdahl stiller sig selv. Den har sin styrke i det komparative, i udredningen af forskelle strømninger og værker imellem. Bagsiden er, at kritikken bliver tankeløs. Den nægter af princip at forholde sig til litteraturen som et udsagn om noget andet end sig selv, som et rum for tænkning og kritik. Og eftersom kritikken ifølge Bukdahl også er kunst, nægter også kritikken at tænke sig om. I stedet bliver dens egne kriterier effekt, intensitet, form.
Deraf, måske, Generationsmaskinens mærkværdige stil. Hvad angår indholdet er det sigende, at bogen udelukkende forholder sig til Jan Sonnergaards specifikt litterære polemikker – og interesserer sig for hans litterære teknikker. Videre er horisonten ikke, men det er Sonnergaards jo, og med ham megen anden litteraturs, samfundsdebatterende eller ej.
Det er, igen, litteraten som ornitolog, med nærsynet blik for (fugle-, litteratur-) arternes taksonomiske forskelle. Men uden blik for det miljø, samme arter lever i og forholder sig til. I den forstand er Generationsmaskinen en rundtur i et litterært reservat, den selv har indhegnet. Måske er det det mest skuffende. Selv om det ikke hjælper, at bogen er for lang og guiden uoplagt.

*Lars Bukdahl: Generationsmaskinen. Dansk litteratur som yngst 1990-2004. 544 sider, 399 kr. Borgen. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu