Læsetid: 4 min.

’Der ligger et væld af lysfyldte morgener bag mig’

Dansk kunstlivs mægtige mand, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, husker med det søvnige skarpsyn, man som læser uvægerlig må holde af
5. november 2004

Ny erindringsbog
Det emmer lifligt af poesi, hver gang dansk kunstlivs uden sammenligning mægtigste mand begiver sig ind i sit hjertes stille kammer og kigger sørgmodigt tilbage. »Jeg nærmer mig de 60,« hedder på nørregaardnielsensk.
»Der ligger et væld af lysfyldte morgener bag mig«, og er det ikke jyden Jensen, der citeres, er det jyderne Bjørnvig og Brorson, øboer som Ingemann, Johannes Jørgensen, Holstein. Underfundigt elegant bringes de til at tale med, og hvor den nationale skat af digte og højskolesange holder op, tager 60’ernes stjerner over: Beatles, Elvis, Joan Baez samt over dem alle Dylan med Sad Eyed Lady of the Lowlands, som forfatteren sang for sig selv, dengang han på en VeloSolex futtede rundt i Ordrup som nattevægter for banker og bedre folk.

Personlig smerte
Kompositionen i tredje binds selvbiografiske tidsskildringer indrammes af to billeder af forfatterens moder. I begyndelsen omtales og beklages det, hvordan hun ligger ude på Herlev Sygehus og holdes i live som »en sørgelig efterligning af alt det, som i så mange år var hende«.
En sejr for videnskaben måske, men jo egentlig kun en bedrift for bedriftens egen skyld. Sidst i bogen ligger hun lig iført en lys bluse og den blå spencer, hun selv havde syet, med en lille buket påskeliljer mellem de krogede fingre.
Mellem disse to møder med sin moder fortæller Hans Edvard Nørregaard-
Nielsen sindigt – og med et søvnigt skarpsyn, man som læser uvægerlig må holde af – om sit opbrud fra gymnasietidens Ribe til studieårenes København sammen med sin ligeledes unge hustru, selveste stiftamtmandens datter. Hun kommer, som piger gjorde dengang, ’i huset’ hos en sagfører på Gammel Kongevej, mens han til at begynde med må overnatte i stuen hos morbror Erik og tante Kirsten, der drev bagerforretning i kvarteret på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg.
Blot ét år efter rykker det unge par ind i et lille, forsømt, men ellers ganske hjerteligt hus af grågule mursten på Schimmelmannsvej i Ordrup. Snart bliver de også for
ældre, forfatteren skifter klogeligt fra teologien til kunsthistorien, kommer på de første uforglemmelige udenlandsrejser til både Paris og Rom. Dermed ligger, viser det sig, vejen banet til Ny Carlsberg Glyptotek via bl.a. Thorvaldsens Museum og, ikke at forglemme, Dagbladet Information.
Hvad der i ultrakort referat måske kan lyde af lidt for formskårne memoirer, lives op af forfatterens nuancerede fremstillingskunst, men gennemvæves også af en personlig smerte. Der ligger endnu et opbrud imellem dengang og nu, en skilsmisse, et selvbedrag, der som Nørregaard-Nielsen siger, har »splittet mange i min generation op i to halve liv, og det bliver – uden at der behøver at være noget galt med halvdelene – ikke nødvendigvis til et helt liv.«
Fremstillingsmæssigt indebærer bruddet, at forfatteren af forståelige hensyn til sin daværende hustru ender med nærmest at idealisere hende og deres liv med hinanden, samtidig med at han antydningsvis tager en urimelig stor del af skylden på egne skuldre, et problem, der får læseren til at spørge, hvordan en mand dog nogensinde har kunnet forlade sådan en kone!
Nutidens memoireskribenter har unægtelig vanskeligheder at bakse med, som en forfatter lykkeligt var fri for dengang, ægteskaber holdt livslangt. Til gengæld kan man i dag tillade sig en svinglende, mageligt sideblikkende og flashbackende komposition, som når Nørregaard-Nielsen bladrer tilbage i barndommens indre fotoalbum, indføjer portrætter af familie, venner eller kolleger og i afstikkerture får kommenteret tidens overalt grasserende værdiforringelse, afstumpning og ækle tarveliggørelse.

Uappetitligt
Et afsnit, der lyser gevaldigt op, er det, hvor forfatterens søster (som tjenestepige hos skibsrederens) i håndvasken finder en uappetitlig gummigenstand af form som en halv appelsinskal.
»A vil æt røre en,« siger hun, og da hun ved at ringe til en mere erfaren veninde er blevet belært om tingestens art, siger hun med dump røst til sin bror: »Busser, do ska æt være her længer!«
Hans egen prævention eller rettere mangel på samme gør ham siden til en benovet ung far. Men kort efter datterens fødsel, lige før Regitze ventes hjem, ligner hjemmet Jerusalems ødelæggelse:
»Panderne stod med guirlander af branket æggehvide og størknet fedt i bunden, alt disponibelt porcelæn var taget i brug, og gulvet flød med gamle konditorkasser, medens planterne i vindueskarmene kastede et hensygnende blik ud over det hele.«
Forfatteren beslutter at rydde op fra grunden, men skal først lige have et par timers koncentreret søvn. Han vågner kl. syv næste morgen ved lyden af en bildør, der smækker. Det er svigermor med følge. Tableau!
Man mærker i ovenstående skildring ikke blot den drevne skribent, men også en kender af malerier. Helten Købke (som spøger skægt i en af Janne Klerks illustrationer) havde nu ellers nok valgt sig et andet motiv.

*Hans Edvard Nørregaard-Nielsen: Noget nær. Et tidsbillede. 256 s. Illustreret med fotos af Janne Klerk. Kr. 229,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-02886-7. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu