Ny bog
Bogen om Blanche og Marie er måske den mærkeligste bog, Per Olov Enquist har skrevet i mere end 10 år eller siden den komplicerede genopstandelsesberetning Kaptajn Nemos bibliotek fra 1991. Spørgsmålet er, om det ikke også er den mest kantede, ufærdige og den bedste.
Historien og miljøet er fantastisk, og i grunden er det underligt, at Enquist bortset fra en enkelt reference i sin seneste roman ikke har brugt stoffet før.
Vi er på det gigantiske hospital la Salpêtrière i Paris mod slutningen af 1800-tallet. Det er en underverden af udstødte og deformerede, et »nedtrykthedens helvede«, som det hedder i bogen, eller et »freakshow«, for hospitalet er også en scene. Der er kvinder i hovedrollerne, epileptikerne og hysterikerne især. Mændene er de hvidkitlede, men også de er tvetydige. Først og fremmest er de den modernee verden, streng fornuft og nymodens metoder, men de har også noget af magnetisørens eller kunstnerens karakter.
Det er en verden i verden, så langt er vi med. Og det er modsætningerne trukket hårdt op, kvinder og mænd, uudforsket, gådefuld seksualitet som underjordiske lavastrømme og en ny tids videnskabsfolk, der har regler for det hele, kender til love for resten, men dybest set ikke ved noget om noget.
Det skal ende galt, det ved vi forresten, at det gør. Det er jo den spænding, de fleste af det 20. århundredes mange ulykker handler om.
Genopstandelse
Blanche Wittman er den ene af to kvindelige hovedpersoner, navnkundig patient, for nu ikke at sige stjernehysteriker hos den verdensberømte neurolog Jean Martin Charcot, historiens maskuline blandingsbatteri, kold/varm. Den anden er Marie Curie, dobbelt nobelprismodtager, opdager af radium og i en sen fase af sit liv lidenskabeligt forelsket i en gift mand.
Også dette sidste skal ende galt, lige efter modtagelsen af den anden nobelpris i 1911, og også den historie skal jo gentage sig mange gange siden. De fire personer er polerne, det er deres kærlighed, der fortælles om. Mellem mand og kvinde, men også og ikke afgørende anderledes mellem de to kvinder.
Det var stedet og aktørerne, og som om det ikke var nok, så er også selve fortællingen spektakulær.
Den stammer fra Blanche. Mod slutningen af sit liv en deformeret, simpelthen skåret i stykker som følge af radiumstrålerne, hun blev udsat for, da hun efter den berømte neurologs død blev laboratorieassistent hos Marie Curie.
Radium er ligesom scenen og hospitalet et vigtigt billede og samler flere af bogens temaer den nye tid, kærligheden og ikke mindst døden. Blanche ligger i en trækasse på hjul, uden ben og med kun én arm. Så er vi tilbage ved start, ved mennesket reduceret til næsten ingenting eller »til torso«, og hvis opgave det er »at huske og erindre«. Det gør hun så, hvorefter hun i tre spørgsmålsbøger, en gul, en sort og en rød, skriver historien om sig selv og Marie, »den endegyldige historie om kærligheden, den på overfladen virkelige, men også om fantomkærligheden«.
Den sidste er ikke en uægte eller forstilt kærlighed, hvad man godt kunne tro. Tværtimod. Det er kærligheden, når de elskende er skilt ad. Til allersidst af døden. Så også Bogen om Blanche og Marie er en slags genopstandelsesberetning, hvis inderste gåde er kærligheden i en kvindetorsos skikkelse. Det er en historie med flere kristne ekkoer, som altid hos Enquist. Men først og fremmest er det en historie om tålmodig, uendelig tålmodig kærlighed.
Kærlighedstestamente
Alt det er godt og smukt. Og i øvrigt fortalt i Enquists karakteristiske romanpoesi. Her er fiktionen og det dokumentariske først flettet sammen, så det ene ikke er til at skelne fra det andet. Bagefter er der trukket en kulturhistorisk tråd igennem det, kvindernes, oplysningstidens, modernitetens, troens historie. Og til allersidst er endnu en tråd vævet ind i stoffet, en dunkel og gådefuld én, selv- eller fortællerbiografiens sølvtråd.
Er det Enquists eget kærlighedstestamente, vi har fået her? Fortalt pr. historisk stedfortræder og gennem lag på lag af slør og masker eller, som det hedder et sted i romanen, i »usandfærdig sammenfatning?«
Det er mere end sandsynligt.
Men det er også præcis her, man spørger sig selv, om forfatteren ikke er bedre end længe, måske især i betydningen sværere at få hold på, mere kantet og på tværs af sin egen historie, som han ellers kan i alle formater og med en svimlende præcision, hvad både Livlægens besøg og Lewis rejse er eksempler på.
Der er alle de sædvanlige henvisninger til fortælleren, den her næsten-enquist, der er vokset op i et pietistisk miljø i Västerbotten og tidligt mistede sin far og en gang skrev en roman om to andre elskende og ved en anden lejlighed om pinsebevægelsens lidenskabelige kvinder osv. Altså den her Enquist, som kender historien fra sig selv og kan få en hel verdensbeskrivelse ud af den og hver gang fortælle den i samme besnærende, tætte form, som om både historien og fortælleren hele tiden er ved at briste af det tilbageholdte og smertelige.
Men denne gang er det gjort mere henkastet, nærmest skødesløst, hvis ikke sjusket. Fortælleren ligger tidligt i bogen vågen om natten »og kan ikke blive fri«. Derefter tager hovedpersonen ham »ved hånden og fører« ham nedefter, indtil han »er rolig«. Siden hører vi ikke et ord til fortællerens søvnløshed eller overhovedet fysiske tilstedeværelse.
Til gengæld får vi ham med ivrige udråbstegn, aldrig har der vist været flere i en roman af Enquist, som om det andet bare var en markering eller en ide, han kom væk fra. Eller vi får lange, ligefremme fortællerkommentarer og andre steder, igen mere som markeringer end illusionsskabere, nogle af forfatterskabets sædvanlige stikord som udgangspunkter og om at måtte rekonstruere historien og forestille sig det ene og det andet.
Som om Enquist har tænkt, herregud, det kan jeg da godt, det har jeg da gjort så tit, men jeg kunne også lade være eller bare nøjes med at antyde. Eller som om han har tænkt, at noget andet er vigtigere.
Kvindeskikkelser
Det mærkelige er under alle omstændigheder, at det klæder bogen. Det skødesløse og lidt sjuskede, de løse ender og halvfærdige historier. Måske fordi det hele ellers er lagt så godt til rette, som en foræring til forfatterskabet, til og med striben af berømtheder fra Strindberg over Sarah Bernhardt til Freud, som skrider ind og ud af historien. Og selvfølgelig alle de sindrige og hinanden perspektiverende forbindelser mellem kvindelige hysterikere, radiumstråler, hypnotisører og videnskabsfolk.
Det er jo ikke, fordi det ikke er godt, det er bestemt godt, men ville det ikke stride mod romanens ide, hvis det også var præcis så enkelt og gik så restløst op?
Der er som nævnt måske en grund mere til, at Enquist har ladet det hele stritte lidt. At noget andet er vigtigere, nemlig de to kvindeskæbner, ikke som nøgen dokumentarisk beretning, men til gengæld heller ikke med hele den kolossale konstruktion balancerende på issen.
Der er Blanche, superhysterikeren, men også en kvindeskikkelse, som Enquist ikke har lavet magen til tidligere, en velgører, som det hedder hos ham, og samtidig en moderne kvinde, lysår længere fremme og mere indsigtsfuld end de mænd, der trykker hende på hendes såkaldte hysterogene punkter. Og der er Marie, den dobbelte nobelprismodtager, og hendes kærlighedsforhold til en gift mand, som skal sende hende gennem skandalens stribevis af amputationer, indtil også hun er frataget alt.
Det er kvindehistorie, oprørende, men også konkret og følelig, som fortjener alle de udråbstegn, der kan ligge på hende. Og også de tre ord, som Blanche gør til sine og lader løbe gennem sine optegnelser, besværgende, håbefuldt og selvfølgelig larmende patetisk; at kærligheden overvinder alt.
Enquist er sjældent ringere end fremragende, men blandingen af de to ting, måske simpelthen blandingen af det, vi godt forstår, fordi vi har læst det hos ham før, og så et lille hjørne af alt det, ingen af os begriber, heller ikke Enquist selv, gør ham denne gang endnu bedre.
kultur@informat0ion.dk
*Per Olov Enquist: Bogen om Blanche og Marie. Oversat af Nanna Thirup. 266 sider, 269 kr. ISBN.: 87-568-1783-5. Udkommer i dag
*Per Olav Enquist besøger bogmessen lørdag kl. 15 og søndag kl. 14
