Læsetid: 6 min.

Madame Bovarys nye kjole

Hans Peter Lunds nyoversættelse af ’Madame Bovary’ har sans for det særlige stof, Flauberts prosa er gjort af
12. november 2004

Bogtilæg

Nyoversættelse
Madame Bovary, Flauberts provokerende middelmådige heltinde fra romanen af samme navn (1857), elsker nye kjoler. Nu kan man opleve hende i ny dansk sprogdragt, udført af Hans Peter Lund, 37 år efter Uffe Harders oversættelse, der ellers var lige ved at være gammel nok til at blive retro-chic.
Passionen for kjoler og andre beklædningsgenstande deler Madame Bovary med sin fortæller, der ofte fortaber sig i at beskrive sine personers påklædning, som var han modereporter. På den anden side fortaber han sig lige så gerne i en rå, forpint kropslighed, som skildres med samme dvælende omhu. Således består romanen af en række tableauer, der veksler mellem det naturalistiske og det æstetiske, som et patchwork af glitrede ugebladssider og illustrationer i et lægeleksikon, et patchwork af damedrømmerier og stinkende materie. Og drømmerierne er sådan set mere brækfremkaldende end materien: Flauberts emne (som han selv har kaldt et »intet«): Den middelmådige, selvcentrerede, ubegavede, romanbladsfantaserende provinslægefrue er mere afskyvækkende end koldbrand og vabler, og en langt større provokation end de emner (fra splattermord til analsex), som en forfatter af i dag kan finde på at diske op med for at provokere.
Der er tre ting fra romanen, som ligger lagret i min litterære hukommelse: Charles Bovarys kasket, Emma Bovarys svanedunstøfler og den sorte materie i vablerne på krøblingens ben. Kasketten og tøflerne er eksempler på fortællerens passion for beklædningsgenstande, mens den sorte materie vidner om den rå, forpinte kropslighed.

Kasketten
Charles Bovarys uforglemmelige kasket kan ses som et billede på selve romanens patchwork-karakter:
»Det var en af disse hovedbeklædninger, der er sammensat af forskellige dele, hvor noget ligner en pelshue, noget andet en rytterhjelm, en filthat, en odderskindshue og en bomuldskyse, kort sagt en af disse ynkelige ting, hvis stumme hæslighed rummer dybder som ansigtet på en åndssvag.«
Det er netop noget af det forunderlige ved Flauberts roman: At dens patchwork af umage og til tider imbecilt forekommende tableauer rummer en udtryksfuld dybde.
Kasketten skildres i romanens start, hvor Charles Bovarys gamle klassekammerat for en kort bemærkning optræder som fortæller og beretter om dengang, Charles gjorde sin generte og klodsede entré i provinsskolens femte klasse, med denne bemærkelsesværdige hue i hånden.
I forhold til Uffe Harders oversættelse udmærker Lunds sig ved at fastholde kaskettens særlige materiale; dér hvor Lund, i troskab mod den franske original, skriver »odderskindshue« og »bomuldskyse«, skriver Harder »kasket« og »nathue«. Lund udmærker sig altså ved en større troskab mod Flauberts karakteristiske interesse for tingenes specifikke stoflighed.
Det gælder også andre steder i romanen: Da Charles første gang som ung landsbylæge ser sin tilkommende Emma (der er datter på den gård, hvor han er tilkaldt for at tilse bondens brækkede ben), lader Harder hende være klædt i en »blå ulden kjole«, mens Lund fastholder originalens stoflige præcision: »en kjole af blå merinould«. Og dér hvor Harder slipper af sted med at lade vanddråberne falde på det »silkestof«, som Emmas paraply er gjort af, fastholder Lund, at de falder på en ganske særlig kvalitet silke, nemlig »moiréstof«.

Tøflerne
Også i beskrivelsen af Emmas svanedunstøfler lader Lund til at have mere forstand på stoffer end Harder, som lader dem være »af lyserød silke«, dér hvor de hos Flaubert (og Lund) er »af lyserød satin«. Tøflerne optræder i romanens sidste del, hvor Emma ikke længere er en giftefærdig bondedatter klædt i merinould, men en provinslægefrue, der er blevet forladt af sin første elsker og har taget sig en ny. Kun disse affærer og alle de arrangementer af mode og møbler og mad, hun iscenesætter dem i, holder den store provinskedsomhed stangen, men er samtidig ved at drive hende på fallittens rand – Emma er litteraturens første portræt af en shopoholic. Blandt andet har hun altså ladet sig friste af en lille lækker tøffel, som hun lader dingle på sin fod, når hun sidder på skødet af sin unge elsker i det værelse, de har lejet til deres hemmelige stævnemøder:
»Hvor de elskede dette dejlige værelse fuldt af lystighed, trods dets lidt falmede glans! (...) De sagde vores værelse, vores tæppe, vores stole, ja, hun sagde mine tøfler, en gave fra Léon, et indfald, hun havde haft. Det var nogle tøfler af lyserød satin med svanedun på kanten. Når hun satte sig på hans skød, kunne benet ikke nå ned og hang frit i luften; og det nydelige stykke fodtøj, som ikke havde nogen hælkappe, blev kun holdt oppe af tæerne på hendes bare fod.« (Hans Peter Lund)
I dette citat kommer et andet af Flauberts stilistiske kendetegn til udtryk: den såkaldte »fortalte monolog«, som er en mellemform mellem personens og fortællerens stemme (også kaldet style indirecte libre eller erlebte Rede). Det er karakteristisk for Madame Bovary, at den serverer Emmas tanker og følelser for os i denne tvetydige form, hvor vi på én gang er inde i hendes bevidsthed og står uden for den. Effekten er den relativerede indlevelse i Emma, den pendlen mellem ironisk afstand og en vis grad af medleven, som er det dybt irriterende ved bogen, og som strengt taget også var det, der førte til, at den i udgivelsesåret blev indbragt for domstolen i Rouen, under anklage for »usædelighed«.
Den offentlige anklager havde et meget fint blik for romanens tableau-karakter, men anså dens tableauer for at være af mere eller mindre pornografisk art. Men det egentlig foruroligende ved romanen er snarere dens fortalte monolog, dens svæven mellem fortællerens og Emmas perspektiv, og spørgsmålet er, om det i virkeligheden ikke også var det, der var kilden til anklagerens foruroligelse, blot var han ikke i stand til at lokalisere den.
Den fortalte monolog indleder svanedunstøffelpassagen: »Hvor de elskede dette dejlige værelse«. Det er personernes replik (som kan tænkes både udtalt og som en tanke), men den er iklædt fortællerens berettende grammatik (tredje person og datid). På dette sted må man igen sige, at Lund har bedre fat i Flauberts særlige stil end Harder, som slet og ret skriver: »De elskede dette værelse«, og altså gør det, der på fransk svæver mellem replik og beretning (»Comme ils aimaient cette bonne chambre«), til beretning slet og ret.

Den sorte materie
At Lund lader tøflerne hænge og dingle på »tæerne« er naturligvis bedre, end at de, som hos Harder, dingler på »neglene«, men hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud til den franske originals »storetæer«? Det ville være i ånd med Flauberts naturalistiske præcision.
Specifikt ortopædisk bliver denne præcision i skildringen af den mislykkede operation, Charles gennemfører på staldkarlen og klumpfoden Hyppolyte. Denne skildring er et af romanens næsten ubærligt pinagtige steder: Den middelmådige provinslæge, der sammen med byens lige så middelmådige apoteker vil bringe videnskaben og fremskridtet til byen, men afstedkommer en koldbrand, så den stakkels klumpfods ben må amputeres (og det af en kyndigere læge). Det er her, vablernes sorte materie kommer ind i billedet. Da Bovary og apotekeren åbner den kasse, der har tjent som bandage for den opererede fod, mødes de af et skrækkeligt syn: »En ligbleg hævelse bredte sig op ad benet med vabler her og der, som udskilte en sort væske. Det hele så ret alvorligt ud.« Dette er igen Hans Peter Lunds oversættelse, og igen må vi rose ham for at have været tro mod originalens »ligblege« farve (som hos Harder er blevet »blålig«), samt for at fange den fortalte monolog, der her i al sin tåbelige underdrivelse er en ironisk udhængning af de to dilettantmedicinere: »Det hele så ret alvorligt ud« (Harder: »Det begyndte at se alvorligt ud«).

Stilen
Det mærkværdige er, at man ikke bare bliver dybt deprimeret af at læse Madame Bovary, at man ikke bare suges tom af den store meningsløshed, udspændt mellem hule drømmerier og forpinte kroppe, som romanen beskriver. Det skyldes ene og alene romanens stil, som er lige så fuld af liv, som dens emne er viet tomheden og døden.
Og så er det alligevel måske netop i denne dyrkelse af stilen, at forfatteren begynder at ligne sit emne: Den madame, hvis bevidsthed han på én gang udstiller og træder ind i. Flaubert polerer sin prosa, som Emma polerer sine mandelformede negle. »Madame Bovary, c’est moi,« som han skrev til en af sine utallige penneveninder.
Nu har vi fået Madame Bovary på et nyt og velpoleret dansk. Ved stikprøverne af mine tre huskesteder fra romanen har jeg måttet konstatere, at Hans Peter Lund trofast varetager den flaubertske stils kendetegn: den stoflige præcision, den fortalte monolog, ironien. Så vi kan roligt ønske fruen, that bitch, tillykke med den nye kjole.

*Gustave Flaubert: Madame Bovary, (ny)oversat af Hans Peter Lund, 440 sider, 298 kr. Gyldendal. SBN 87-02-03111-6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu