Roman
Fem år er svundet, siden Knud Erik Pedersens talrige tålmodige læsere (de fleste af ældre årgang) sidst kunne høre nyt om den klejnmodige antihelt Esben Poulsen fra Skarring, hovedpersonen fra Puslinglandet (1977) og fire efterfølgende solidt realistiske romaner. Da man lukkede ned for Sommerblusset (1999), havde den nyudklækkede lærer og nybagte far sammen med sin lige så unge hustru netop fået stilling i Skærlund (et sted i Midtjylland). Nu vil det så vise sig, om fyren omsider bliver voksen.
I Under kommando bliver Esben indkaldt, alt imens Lise må klare lærerjobbet og lille Poul Jørgen fra et fugtdrivende aftægtshus. På nattehimlen lyser en Sputnik, i Ungarn slås oprøret ned. Man skal som læser tænke, at verdenshistorien og Esbens liv vist nok hænger sammen, men i hovedparten af bogen færdes man på det jævne og i det særdeles nære. Vi erfarer i form af fortælling og indflettede breve hjem om nidkære befalingsmænd, der tror, de kan forvandle ubehjælpsomme rekrutter til gode soldater ved at overøse dem med eder og trusler om repressalier. Med en noget støvet seminaristisk udførlighed, som muligvis var en bedre sag værdig, berettes om marchture, diarré, stroppeture og nattegn.
Sprækker i idyllen
En nyuddannet og vel sagtens også lovende pædagog omdannes til »uniformeret biologisk forekomst af hankøn med det ærinde i tilværelsen villigt og nøjagtigt at adlyde hver ordre hans utal af foresatte måtte finde på at give ham. Nu hed han 31«. Jo, arme lille læseglade Esben med de søde forfatterdrømme kommer så sandelig under kommando.
Under titlen gemmer sig nok også antydningen af et kommende misforhold i hans parforhold. Hvor Esben er indgroet pessimist og har svært ved at stilles ved noget som helst, er Lise ukuelig optimist, altid parat til (på københavnsk) at kalde et eller andet for »dajligt«. En lyseslukker har fundet en lysbringerske! Skønt han indimellem forstår, at militærtjenesten gør ham klogere: at han åbenbart skal tvinges væk fra Lise, før det går op for ham, hvor meget hun fylder i hans liv, så stikker Gamle Forsigtigper før eller siden hovedet frem, hver eneste gang de er sammen.
Hvad er da mere naturligt, end at hun tager ansvaret og griber det initiativ, Esben helst vil lade ligge? I al stilfærdighed bliver romanen en analyse af et patriarkat i krise og en temmelig god forklaring på feminismens betimelighed: Hvorfor ære og agte en mand, der evig og altid ynker sig selv, og hvorfor støtte ham i hans selvynk, når det så tydeligt er det modsatte, manden har brug for? Der lurer vist et kvindeoprør i den bog, men omvendt også en rejsning af den ene eller den anden slags fra den stadig mere marginale mand.
Que sera, sera
Når dette er bemærket og det med analysen er ment som en uforbeholden ros til en nænsom, livsklog historiefortæller bør man nok også beklage, at Esben og hans sindige forfatter ikke er kommet til orde lidt før. Skildringen af Cirkus Mili i 1956-58 virker noget hengemt, rent ud sagt. Indimellem sidder man med fornemmelsen af at læse en 30 år gammel bog, som f.eks. da Esben ligger på militærhospital og får besøg af sin kone, der såmænd venter barn på ny:
»Hun så godt ud, solbrændt og med det veloplagte glimt i de brune øjne han huskede lige fra deres første partier dam i seminariets læsestue.« 40 sider senere smiler damen »samme tøsede smil som han huskede fra deres konfrontationer over dambrættet i seminariets læsestue«. Det er da godt, at Lise ligner sig selv. Men mindre godt er det, hvis bøger kører i samme rille.
På grammofonen ligger Gustav Winckler og synger om et skib, der skal sejle i nat, mens Birthe Wilke indskærper, at »de ting, der vil ske, vil ske, din fremtid kan ingen se«. Que sera, sera... Gid Esben som romanhelt endnu har en fremtid! Og gid han må blive rigtig godt gammeldags splittet og kompleks, inden serien om ham skifter fra sønderklippet moderne udviklingsroman til ren litterær nostalgi og lumsk kedsommelig kulturhistorie.
*Knud Erik Pedersen: Under kommando. 241 s., 249 kr. Gyldendal. ISBN: 87-00-39622-2
