Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Nettet er fyldt

Sten Kaaløs nye langdigt rummer en slags multi-eksponering af troen, erotikken og billeder fra en barndom
Kultur
26. november 2004

Nyt digte
Som så mange andre bøger og tekster handler Sten Kaaløs nye, søgende, digtkreds mest om sin egen tilblivelse. Længere inde i rummet må læses som en erindringsproces, der for hver af de 96 sekslinjede strofer slår om i en formuleringsproces, måske ligefrem bliver identisk med denne. At komme længere ind, som det i flere passager hedder, betyder: at gå tilbage og nærme sig en længst svunden tid, men det betyder også: at trænge frem til et gyldigt poetisk udtryk.
Kaalø taler om at rave gennem årtier og stage sig gennem tiden, manøvrere i en lagune – man føler sig på én gang hensat til Valby og Venedig – eller han kan sammenligne sig med en »ordmatros«, der kaster garn og ud og haler ind, så snart nettet er fuldt:

Hal ind
med hovedet nedad
og ankeret i Venus
du fiskermand
hal ind hal ind
i måneskinnet

Rælingen gynger
i stjernernes skum
vinden hvisker om
glinsende guamier
sprælske sardiner
blomstrende brystvorter

Som bogstavrimene røber, drejer fiskedrættet sig nok primært om at indfange de rigtige ord. Samtidig angiver »fiskermand« og Venus en dunkel personlig sammenhæng mellem troen, erotikken og teksten.

Duggen på spejlet
Hvad indholdet i øvrigt består af, er ikke uden videre til at sætte ord på. Dels fordi fangsten som tidligere sagt både er udbyttet, resultatet, og selve den søgende formuleringsprocess, dels fordi digtkredsen med omhu skriver modstanden mod at nå frem med ind i forsøgene på det. Vi har nemlig ikke sådan bare lige adgang til vor egen fortid. Spejlbilledet i glasset foran os dugger af egen ånde, og den, vi blev, interfererer med den, eller dem, til hvem vi søger tilbage:
Bag spejlets dug
et andet ansigt
som er det samme
og dog et andet
bag det er glasset og væggen
omkring det kommer jeg ikke

Det ser forskelligt ud
ansigtet hidsigt sørgmodigt
eller overbærende
et billed-ansigt
læberne kysset
måske for fjorten sekunder
siden

Til den forvirrende interferens føjer sig et andet komplicerende vilkår: Fortidens billeder lægger sig i flager hen over hinanden, dobbelt- eller multieksponeres, når vi prøver at kalde dem frem.

Hverdagen er nok
Skal man på trods heraf udskille visse motiver fra digtet, bliver det for det første kærlighed, erotik, for det andet en fjern, for tidligt forsvunden fader og for det tredje en øm lille barndom. I det første spor påstås hjertet bag hud, ribben og lunger at have

fjorten bankende rum
et for hver dag
et for hver nat ugen lang

Og var der udelukkende nætter i februar, ville hjertet banke alle nætter »i tø og kulde for dig«.
I det andet motiviske spor er nætterne derimod kortere: »Kun i drømmen finder jeg dig / stående ved benzinstanderen / i vest og lyseblå skjorte du har / svedt du kontrollerer det er dig / der er forpagteren det har du / aldrig været det er nat men sommer«. Dette billede forestiller vistnok faderfiguren og leder over fra situationer med musiceren: violin og sav, harmonika og tamburin. Digtets jeg fik lov at håndtere en triangel! Når det lidt længere fremme fastslås, at

En hverdagstid
med kuglepenne
knapper i tøjet
klapvogn med kaleche
og Karlsvognen på hovedet
det er nok

Så er vi formentlig ovre i samlingens tredje spor, barndommen med kaffe, kartofler og fodbold. Blidt og stille, nænsomt musicerende, leder digteren sig fremad, ligesom han leder sin læser roligt ved hånden. Undervejs får man hørt en egen klangfuld musik, tyndere i tonen end sidst, da Sten Kaalø forsøgte sig med storkomposition og i langdigtet Hvisken (1998) kredsede om en kvindeskæbne, men mere kompleks end de talende sange, han foredrog i 70’erne og 80’erne.
»Hvorfor synge når fugle dør / blomster rådner fanger ydmyges / og kød og ånd forfalder?« spørger poeten til allersidst i sin nye bog. Svaret må blive: derfor!

*Sten Kaalø: Længere inde i rummet. Digte. 51 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag. ISBN: 87-02-03372-0

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her