Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Offentlig lykke og en elendig eftertid

En omfattende antologi om ungdomsoprøret sætter myter i perspektiver, fjendebilleder i spil og masser af nuancer i billedet af et årstal, der er blevet sit eget ikon: 1968
Kultur
17. november 2004

Ny bog
Hun havde skrevet om revolutioner, hun havde talt for offentlig handling. Men den tyske filosof Hannah Arendt var skeptisk over for ungdomsoprøret, og det man kalder ’1968’. For de unge oprørere havde ifølge Arendt ikke noget begreb om ’magt’. De rigtige revolutionære er ikke dem, der skaber gadeoptøjer, men derimod dem, der ved, hvornår gadeoptøjerne kan udvikle sig til nye begyndelser. Og ungdomsoprørerne var ikke rigtige revolutionære. De ville afslutte det bestående, men de vidste ikke, hvordan de skulle påbegynde noget nyt. Derfor kom de enten til at gentage den gamle orden eller overlod de nye begyndelser til anderledes målrettede markedsaktører.
Og alligevel måtte Arendt tilstå, at de unge rebeller havde genfundet en enestående dimension ved den menneskelige tilværelse: Offentlig handling. De troede faktisk på, at de kunne forandre verden:
»Som jeg ser det, er der for første gang i meget lang tid opstået en spontan politisk bevægelse, der ikke bare bedriver propaganda, men derimod handler og det næsten udelukkende ud fra moralske motiver. Det betyder, at en for vores tid ny erfaring er bragt ind i det politiske spil: Det viser sig nemlig, at denne offentlige handlen er sjov: Denne generation har oplevet det, som man i det 18.århundrede kaldte ’public happiness’, lykken i det offentlige rum. De mennesker, der handler offentligt, åbenbarer en bestemt dimension ved den menneskelige eksistens, som ellers er forblevet uden for vores rækkevidde, og som på en eller anden måde hører til den ’fuldstændige lykke’.«
Det er præcis denne præstation, som trods alle attentater og en elendig eftertid stadig står monumentalt tilbage fra begivenhederne i slutningen af 60’erne: Her handlede mange individer offentligt i fællesskab for at forandre de strukturer, der bestemmer deres eksistensforhold. Og som Arendt ganske rigtigt skriver: Det er ikke noget, der sker særligt tit. Og alle de mennesker, der ikke oplever denne udfoldelse, vil være henvist til noget mindre: Privat eller professionel selvrealisering eller retur til en kernefamilie, men nu som lidenskabeligt tilvalg.
Som historikeren Morten Thing skriver i et klogt og klart bidrag til en ny antologi om ungdomsoprøret: 1968 – dengang og nu:
»Jeg ser tilbage på perioden fra 1965-82 som den mest frugtbare periode, jeg har oplevet. Og selv om mange af mine jævnaldrende har travlt med at komme det ondsindede billede i møde, som generationen efter os har malet af os og fortryde deres fortid, tror jeg, at de fleste ser på den tid på samme måde. Jeg tror også, det var en unik tid. Selv om ingen tid ligner en anden tid, så skiller denne periode sig ud som afslutningen på den længste højkonjunktur og som fremskridtsoptimismens sidste fase.«
Men Morten Thing bekræfter samtidig Arendts analyse af oprørernes mangel på analyse: De forestillede sig et nyt samfund ud fra politiske begreber, som var udviklet i undersøgelse af arbejderklassen som revolutionær ressource. De var en ny middelklasse på vej frem i et nyt samfund med nye og mere komplekse hierarkier, men alligevel forstod de selv ud fra forestillinger om proletariatet:
»Venstrefløjen løb efter min mening også ind i et problem, som den havde svært ved at tackle. Vi forstod i alt for høj grad os selv i traditionelle begreber hentet fra arbejderbevægelsens historie, ikke mindst en katastrofal leninisme. Vi udviklede meget få elementer til ny politik som reflekterede, at vi var moderne mellemlagsmennesker.«

Mod myterne
De to yngre historikere Morten Bendix Andersen og Niklas Olsen har redigeret den nye antologi, som er temmeligt omfattende. Her er bidrag om Socialdemokratisk Samfunds korte historie fra 1967 til 1973, om rockmusikken, om avantgardekunsten, om 1968 i dansk litteraturhistorieskrivning, om pornoens legalisering, om økologibevægelsens udvikling, om rødstrømpebevægelsen og meget mere. Endelig er der fire glimrende ’personlige refleksioner over 1968’ af Morten Thing, Hans Hauge, Bente Rosenbeck og Ole Grünbaum. De to redaktører har stillet to spørgsmål til alle forfatterne:
*Hvad skete der – og hvad skete der ikke – omkring 1968?
*Hvordan er vores senere forestillinger om dette årstal blevet skabt?
Det er klart: Bogen er for omfattende til at få det hele med. Den er spredt ud over så mange felter, at den nok undgår de lidt for lette generaliseringer, men til ikke gengæld ikke samler pointerne i ét konkluderende perspektiv. Men de to redaktører sætter allerede i forordet en distinktion, som bliver bærende for bogen, selv om den også i bedste anti-autoritære stil bliver udfordret undervejs: De skelner mellem studenteroprørerne og livsstilsradikalister; den politiske samfundsomstyrtende bevægelse over for den individuelle og gerne massekulturelt eller kunstnerisk inspirerede frigørelsestænkning. Mens det er påfaldende, hvordan det parlamentariske politiske system i det store perspektiv syntes så godt som uanfægtet af de voldsomme politiske aspirationer i en ungdomsgeneration, har livsstilsradikalisterne bidraget til en udvikling, som har forandret livsformer, autoritetsforestillinger og pædagogisk praksis afgørende. Man kunne have ønsket sig en eksplicit undersøgelse af forholdet mellem kulturrevolutionens sejr og den politiske revolutions nederlag.
Kritikere som den franske forfatter Michel Houellebecq har pointeret, at det fra familien, traditionen og de gamle hierarkier frisatte individ har vist sig som en eminent arbejdstager i en kapitalistisk økonomi, fordi alle de fællesskaber, der stod mellem markedet og individet, faldt væk. Det er modsætningen og kompleksiteten omkring modsætningen mellem det politiske ungdomsoprør og livsstilsradikalismen, der gør, at det som regel er 68’erne selv, der er de bedste kritikere af ’68. Som da skolelederen Lars Jakob Muschinsky i bogen bliver konfronteret med den friserede pædagog Niels Egelunds kritik af 68-pædagogikken, straks bekræfter og kvalificerer Egelunds lidt hjælpeløse udfald.
1968 – dengang og nu afdækker i mange gode bidrag mangfoldigheden omkring ungdomsoprøret og giver indikationer på, hvordan, det, der startede som sand offentlig lykke, kunne få så elendig en eftertid.

*Morten Bendix Andersen & Niklas Olsen (red.): 1968 – dengang og nu. 364 s., 199 kr. Museum Tusculanums Forlag. ISBN: 8772899964

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her