Læsetid: 2 min.

Snushane i regnvejr

Privatdetektiven Varg Veum atter på spil
18. november 2004

Ny bog
Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Og i sin nye krimi Ansigt til ansigt kickstarter nordmanden Gunnar Staalesen med den genialt enkle sætning: »Der sad en død mand i mit venteværelse.«
Varg Veum (som er blevet kaldt Norges mest populære privatdetektiv) bliver sat på en usædvanlig opgave. Det viser sig nemlig, at den døde mand i venteværelset var begyndt at granske i et dødsfald, der fandt sted for 14 år siden, dvs. i 1979. En ung kvinde havde druknet sig i havet, men var der nu virkelig tale om selvmord? Afdødes enke hyrer Varg til at efterforske sagen, samtidig med at politiet (meget langsommeligt) tager sig af det aktuelle dødsfald.
Sporene fører tilbage til et venstreorienteret kollektiv i slutningen af 1970’erne, og Varg får rigeligt at se til – og snakke om – ikke blot fordi de unge fra dengang ikke er ret meget for at udtale sig så længe efter, de er også blevet mere »moderate« med årene. Som svigermoderen i Kjeld Abells Melodien, der blev væk rammende udtrykte det: »Der er nu engang noget om, at det der er højrødt om aftenen, plejer at være blegrødt om morgenen...«
Desuden gemmer i hvert fald nogle af de forhenværende kollektivister på dystre hemmeligheder, så Varg Veum har ikke let ved at skære ind til benet i den spegede historie.
Det kræver rigtigt mange og rigtigt lange samtaler, før tågerne begynder at lette, og sagens rette sammenhæng kan afsløres for den undrende læser.
Gunnar Staalesen er en god fortæller (selv om han et par gange lidt umotiveret synes at glide ud af den stramme jeg-form) og har som en behagelig modgift mod den latente ensformighed i romanens struktur et lunt blink i øjet – i sine bedste passager en smule i stil med Dan Turèlls navnløse jeg-fortæller i »Mord i - ...«-romanerne. Og der er masser af efterårs- og regnvejrsstemning i Bergen og omegn.
En anden norsk forfatter, der også var hjemmehørende i Bergen, fortalte mig engang, at byens indbyggere ligefrem føler stolthed over, at det er den by i verden, hvor det regner mest. Det vakte derfor bestyrtelse, da nogle skotske meteorologer for år tilbage gjorde opmærksom på, at denne ære rettelig tilkommer Glasgow.
Men nordmændene er jo ikke sådan at slå ud. Efter grundige udregninger kunne man fastslå, at det faktisk regner tre gange så meget i Bergen som i Glasgow – pr. indbygger.
En drypvis fin roman.

*Gunnar Staalesen: Ansigt til ansigt, (godt) oversat af Ilse M. Haugaard, 293 s., 329 kr., Vindrose. ISBN 87-7456-688-1

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu