Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En sten for tanken

Hvor tæt kan man komme uforsonligheden uden at miste sin læser? Janus Kodals nye bog er intens og umulig
Kultur
18. november 2004

Nye digte
Janus Kodals nye digtsamling, den femte i karrieren, er vanskelig på grænsen til det kontrære. Ikke bare peger digtene i Seks suiter – ja, den består af seks suiter – i forskellige retninger. De synes også at pege væk fra læseren, eller i al fald ud mod en generel og villet uforsonlighed.
Eller måske ubeboelighed. Bogens første suite hedder »habitat« og fremstiller et kun svært beboeligt landskab. Der er en by og en ørken og nogle religiøse, kultiske ritualer. Der er de tunge symboler fra den visionære poesis repertoire: Liv og død, frugtbarhed og tørke.
»der er en by/ ørkenen sliber glat/ bål brænder hver nat/ behøver den et navn// kom hertil og se/ kvinder dryppe mælk/ i børnenes øjne// du kan rejse herfra/ men alle vender tilbage// byen er kult for savn«.
Sådan en by, sådanne kvinder og børn kunne optræde i et digt af Gustaf Munch-Petersen. Præcis hvad de gør her, er til gengæld svært at sige. »habitat« udpensler køligt og distant en objektiv ekstase, men det er ikke til at afgøre, om Kodal er ironisk eller alvorlig ud over smertegrænsen. Til gengæld tager man ikke fejl af den sproglige præcision og intensitet:
»Den deflorerede/ hænger i ørkenen/ med lemmer spredt/ af hvide stråler// pakket i tæpper/ hyllet i vat/ badet i nætter.« Det er dén slags skift, der sætter læseren mat – for nu at fortsætte de parodiske halvrim.

Kunstnerrolle
Andre dele af Seks suiter kredser om et jeg, der på en gang er udstødt og arrogant. Empati er der til gengæld ingen af: »er der nogen der. ikke bliver tam af. at blive elsket. sig hvem. det jeg er udelukket fra. frister mig ikke.« – lyder det i suiten af prosadigte »asap«, hvis opbrudte sætninger kan minde om telegrammer fra dekadencen som sindstilstand.
Måske er det kunstneren, der må leve som ener i verden? I »picasso og cronhammar«, der er samlingens bedste suite, udsættes Ingvar Cronhammar og hans gigantiske Elia-skulptur i al fald for en ætsende kritik.
Cronhammar har solgt ud i forhold til verden omkring sig, gjort sin kunst til marketing. Tilsyneladende, altså. Sikker kan man ikke blive, for digtene i »picasso og cronhammar« udvikler ikke et sammenhængende argument, de kombinerer de samme elementer igen og igen: rundkørsel, lyn, kommune, mark. Det er melodisk, børneremse-agtigt, selv om indholdet er svært at tyde.
»kommunens ild leger i cronhammars blik/ det er et blik af sky et blik af sprut/ cronhammars vilje ske/ i himlen som i kommunen/ elia leger i cronhammars blik/ det er et blik af rundkørsel.«
Og så videre. I strategiske budgetforhandlinger, blandt bankforbindelser og den kommunale forvaltning, hører kunsten ikke hjemme. Den slags kompromitterer både skulptør og skulptur. Og Picasso? Jo, han er med som det billede af kunstneren, der forfører verden med sin »kreativitet« og »integritet«. Netop derfor kan han bruges i salgsøjemed.
»picasso går ind i banker/ og damer kan ikke modstå hans blik«.

Sten i skoen
Som man kan se, skriver Kodal uden undtagelse en fremmedartet digtning. Læg dertil, at Seks suiter undgår alle de lette poetiske greb. Billedsproget er ikke sanseligt, har snarere en forkærlighed for det abstrakte og stiliserede. Endelig er bogen i en stadig, alvorlig og vrængende dialog med det religiøse.
Bogens smudsomslag viser et forvitret kalkmaleri af Jesus, på dets flap er der et fotografi af den levende digter på café: Fortid over for nutid, liv over for død, transcendens over for hverdag. Men inde i bogen, i digtenes univers, er ligningen ikke helt så let. Dér er der ikke tale om ironisk distance, snarere om en ond flirt.
Kodal kan ikke leve med det religiøse sprog, kan ikke digte uden. »godt så/ her vil åbenbart bies/ her vil ties/ til kraniet fyldes/ af evangelisk flom«, hedder det undervejs, men også: »ansamlingen af guder/ brænder deres lever på broen/ og vælger menneskets død«.
Det sidste er et eksempel på en strofe, man ganske enkelt ikke ved, hvad man skal stille op med. Sådan er det også i denne bog: Seks suiter er ikke en samling, man finder sig til rette i.
Mens visse digtere vil skrive skønt – skabe perler – producerer Kodal mentale sandkorn. Hans digte er småsten, læserens tanke kan indkapsle og forme sig omkring. Som perler, måske? Eller hovedpine, men ikke mindre påtrængende af den grund.

*Janus Kodal: Seks suiter. 80 sider, 175 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her