Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Af tekst er du kommet

Tomas Thøfners computerskabte tekster skaber fremmedartede lynglimt, men undgår ikke det kuriøses forbandelse
Kultur
17. november 2004

Nye digte
»Computerpoesi« er undertitlen på digteren Tomas Thøfners nye bog, Altings A. Man gør klogt i at tage computerdelen mere alvorligt end poesien. Snarere end en digtsamling er Altings A nemlig et eksperiment med sproget. Som sådan er den mere vellykket i princippet end i praksis.
Ved hjælp af computerprogrammer, der på indviklet vis kombinerer regelsæt og tilfældigheder, omdanner Thøfner sine ældre digtsamlinger, Thomas Evangeliet, nytårstaler og meget mere til tekstserier, der syntaktisk og i deres ordforråd mimer deres kilder. Indholdsmæssigt, derimod, lægger de sig et ubestemmeligt sted mellem mellem mening og meningsløshed.
I afsnittet »Tavsheden i Søllerød Kommune bekymrer mig« er kilden en række læserbreve fra Ekstra Bladet. Resultatet lyder som følger:
»Mange unge har et lovforslag på vej. De af jer, der har en samfundsbetalt godhedsindustri kombineret med en sejr i aften, har, målt på spil og chancer, skabt mange gode stunder for tilskuere til tv-seere i de gode store lejligheder i København. Langt mere artistisk indlevelse er der da også over vor egen sportsredaktør Olav Skaaning Andersen, der har en døgnkiosk, hvor alle kender deres rolle og position.«
Aha, ikke sandt? Og dog genkender man udvalget af fjendebilleder og den forurettede tone fra Ekstra Bladets holdningsspalter. Faktisk fremstår de træk så meget tydeligere, når sætningernes logiske sammenhæng er renset bort. En sprogholdning viser sig i ren form: Den digitale forvrængning kan bruges som kritisk instrument.

Ingen holdning
I andre dele af Altings A er det digtningen, der mimes af computeren. Så producerer den en hoben fabelagtige one-liners. »nattakst, sving tvangsarvingen løs, dybfryserne er holdt op med at ses/ nattakst, lad skulkerne følge usandsynlige nostalgier,« lyder det i »En mao-skos endeligt«, »det du troede var et vingeslag/ er faktisk nuets terassehus,« i »Yndigt spydkast«.
Det kan minde om den radikale uforståelighed hos Simon Grotrian, men netop kun minde om det, al den stund linjerne samles i middelmådige næsten-digte. Programmerne kan nemlig nok producere lyn i ordsammensætningen, men ikke en helstøbt, vellykket tekst.
Det er selvfølgelig et problem. Et større problem er nu, at disse tekster ikke vil én noget. Der er intet anliggende, ingen holdning og derfor intet vedkommende ved dem.
Således forfalder det fremmedartede til det kuriøse i store dele af bogen. At læse den bliver som at studere et landkort over en verden, der ikke eksisterer, en julemorgen, hvor man ikke har bedre at tage sig til. Og det kan vel ikke være nok?
I et forbilledligt klart forord forklarer Tomas Thøfner baggrunden for sine eksperimenter og sin fascination af tekster, »som betyder noget, men som ingen har ment.« Han skriver også, at han snarere føler sig som redaktør af end som forfatter til Altings A. Og at den særligt interesserede læser kan se mere på hjemmesiden www.synapsis.dk/altingsa.
Det kan man så gøre. Vi andre glæder os til den dag, Thøfner vender tilbage til forfatterollen.

*Tomas Thøfner: Altings A. Computerpoesi. 120 sider, 199 kr. Borgen. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her