Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I en verden af evig sommer

Kan man kalde sin døde far for Gud? Jens Blendstrup kan i hvert fald
Kultur
18. november 2004

Ny roman
Det ligner en løsagtig spøg at skrive en hel bog om sin døde far, hvori han konsekvent kaldes Gud. Men man har ikke læst længe i Jens Blendstrups Gud taler ud, før man vænner sig til maneren, som blot er en form for godmodig distance, Blendstrup behøver for overhovedet at kunne riste sin minderune uden at ryste for meget på hånden.
På én gang selvstændigt og solidarisk gennemskriver han, hvad der som ramme er en livshistorie om en mand, men udvider sig til også at kunne rumme beretningen om et miljø, et ægteskab, en brødreflok, fortællerens egen opvækst.
I et parcelhus på Blåmunkevej i Århus-forstaden Risskov flytter sidst i 60’erne en familie ind bestående af fire raske drenge, en moder af svensk oprindelse og en ret så speciel psykologfader. Han besidder et vældigt sprogligt register, har menneskevarme og kølig kynisme, et gigantisk temperament, veludviklet appetit og en nærmest uslukkelig tørst, i hvert fald når det er weekend. Da han går på førtidspension, kan han dyrke sin hobby på fuldtid. »Sidder han i haven med en pils betyder det at klokken den er 2 og 3 og 4. Er han gået indenfor virker soluret ganske vist ikke,« men så ved man til gengæld »at der er stangspring og bulgarske kæmpekvinder på etteren.«

Drik eller gå i seng!
Da Gud ca. 30 år efter indflytningen får konstateret kræft, går han fra King’s uden filter til Camel med og laver længere pauser mellem sine øller og snapse. Og da han for alvor begynder at dø, virker han i sønnernes øjne pludselig helt asketisk. Selv de før så elskede gamle familiefotografier bliver han hurtigt træt af:
»Sønnen kan ikke forstå det. Han der var så glad for fortiden. Han burde da sætte pris på det. Men det sønnen ikke forstår forstår Gud. For Gud er bare begyndt at lukke sig. Det gør Guder når de når et vist punkt. Så gider de ikke mere halløj. Først stivner historierne, så orker de ikke flere fotografier, og til sidst gider de ikke mere musik. Gud er ved at lukke sig. Og hvis sønnen forstod at lytte efter ville han høre portene smække i Guds indre svovlpøl. Men det gør sønnen ikke. Han er for desperat efter minder. Han roder og roder indtil Gud til sidst råber, Så er det nok. Lad farfars sekretær være. Drik eller gå i seng!«
Der er, som man kan høre, en sikker poetisk rytme og suverænt indfanget mundtlig tone i Jens Blendstrups indfølte beretning. En smuk personlig stil, der sætter ham i stand til at springe direkte fra scener af høj komik til nænsom registrering af den fine hvide smerte hos hans dødsmærkede fader.

Præcision og humor
Ti sider fra kapitlet om døden sidder Gud og leder i sit evindelige lægeleksikon og læser under morfinpræparater, at en bivirkning kan være fornemmelsen af at svæve. Jeg har altid gerne villet se min grund oppefra, siger han så »og ler på den nye hvæsende måde«.
Sådan en detalje demonstrerer, hvor gavnligt det har været for Jens Blendstrups hittepåsomme fantasi at konfrontere sig med noget uden for sig selv. Af den puerile fjantethed, der prægede en bog som Laterna vagina (2000), er nu kun grundsubstansen tilbage, nemlig en overdådig humor, som sammen med stilistisk præcision gør Gud taler ud til snart sagt guddommelig læsning, dejsende mellem vanvid og vemod. Guds næse er så enorm, »at han kunne leje den ud til landingsbane til helikoptere i krigstid« – og denne næse har han også, da han bliver syg. Alligevel kan de fire brødre ikke kende det »rasende skrigende monster« og må, da de ligger vågne i deres nu alt for små køjesenge, spørge, om kræften virkelig kan overtage et menneske helt, sådan at det er den, der taler i stedet for deres far.
Man kunne citere længe og langt fra dette genistykke af en bog, men lad os slutte her, på dén side, hvor Guds ældste søns gamle ven, som kaldes Padborgs Førende Junkie, selv om han aldrig har junket, lægger nye flotte fliser i køkken og entré. I den anledning nedgraver man under gulvet til glæde for fremtidens arkæologer »en hel pakke forårsruller og en hel dåse frokostbøf omviklet opskrifter på tømmermændsmad anno 92 samt den unikke sølvæske med fire tænder, to af Guds visdoms og to af sønnernes mælke samt et dokument der i detaljer omtaler det lykkelige liv som en række udsvævende punkter i en verden af evig sommer.«
Gid det dokument får lov at blive liggende. Der er ingen grund til at grave det op før en gang i tidens fjerne fylde. Vi har al mulig grund til at tro, at dets indhold allerede tydeligt fremgår af den yngste søns fortælling.

*Jens Blendstrup: Gud taler ud. Roman. 148 s. 199,00 kr. . Samleren. ISBN: 87-638-0082-9.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her