Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Virkeligheden i anden potens

En reality-roman, en auto-fiktion: Fay Weldon har åbnet sluserne mellem liv og fiktion i en upoleret, potent og super selvbevidst selvbiografisk bog
Kultur
25. november 2004

Reality-roman
»Tag min fiktion, tag mig,« skriver Fay Weldon inviterende i et af de første afsnit i Mandefælden, som netop er udkommet i dansk oversættelse. Bogen er andel del af Weldons selvbiografi, der blev indledt med Auto da Fay, der kom på dansk i 2002.
Hvor første del var en selvbiografi i mere klassisk forstand – forfatteren der fortæller om sit liv – der er den forhåndenværende andel del et regulært blandingsprodukt.
Weldon fletter roman og selvbiografi sammen i to parallelle spor bogen igennem. En auto-fiktion og en åbenlyst fiktionaliseret selvbiografi. Selv kalder Weldon det for en »reality-roman«.
I bogens selvbiografiske spor er Weldon nået til sit ægteskab med billedkunstneren Ron Weldon, livet med børnene og den forfatterkarriere, der begynder at tage fart. Indledningsvis får man et behændigt referat af selvbiografiens første del. Med en vis portion teatralsk patos er det bygget op over de gange, Fay Weldon har grædt offentligt i sit liv.
Fay Weldons liv har mere været en dans på gloser end en dans på roser. Det er skriften – romanerne og fortællingerne med deres begyndelser, midter og slutninger – der binder tingene sammen. Uden for papirets klare kanter hersker der kaos. Der er sindslidende eks-koner, krævende børn, som skal passes, og huse, der skal flyttes. Der er ægtefællen Ron Weldon, der både var utro, flegmatisk og jaloux. Og som gennem det mere end det 20 år lange ægteskab har haft svært ved at acceptere Fay Weldons succes og hendes engagement og eksponering i debatten om litteratur og kultur, køn og ligestilling. Rons antikvitetshandel syder af bohème-liv, og henne om hjørnet bor vennerne og digterparret, Ted Hughes og Sylvia Plath, hvis problematiske forhold rækker langt ud over hjemmets fire vægge.
En stor og kaotisk livsbutik, som Weldon beskriver og evaluerer nøgternt, rapporterende og underligt kærlighedsløst. Hun er køligt distanceret til selvmord, skilsmisser og andre livsrystelser.
Weldons passion har været at skrive. At skrive sig ud af livet, ind i fiktionen. Ofte får man indtryk af, at livet omkring hende mest af alt har været en klods om benet, der har forhindret forfatteren i det, hun allerhelst ville: skrive, skrive, skrive. Fiktionen har været hendes liv, og derfor er det nærmest en naturlig følge, at hendes selvbiografi delvis er fiktion.
I det selvbiografiske spor styrer Weldon målrettet uden om den klæge fløjlsgrød af velfriserede minder og efterrationaliseringer, som selvbiografier nemt bliver suppet ind i.
Weldons sætninger er skarpe og klare som iskrystaller, så det er en klingende fryd at læse. Skrivestilen er kontant, ligefrem og turbulent. En meget maskulin stil, kunne man hævde, der giver potent modspil til det kvindeligt orienterede univers, Weldon opererer i.

Stofskifte
Anderledes er det fat med bogens fiktive spor. Her møder man den fallerede, forføreriske lotto-millionær, Trisha, der har spenderet hovedparten af sin gevinst, og manden er løbet med resten. Nu er hun ved et tilfælde kommet til at bytte sjæl med en ung, retlinet mandsperson, Peter, fra nabolaget. De krydsede hinanden i trappeopgangen. Efter det første chok forsøger de to at finde sig til rette i deres nye kroppe. Primitivt påtrængende og næsten teenage-agtigt mærker de køn og krop. Personerne er bløde og prøvende. Med veloplagt humor lader Weldon kvinden i mandekroppen tage sig til skridtet som det første og gøre klar til beslutninger. Manden i kvindekroppen er derimod ved at få overbalance pga. brysternes vægt og bliver straks overskyllet af dårlig samvittighed over snart sagt alting.
Sammen forsøger de at forklare Peters organisator-kæreste, hvordan tingene er fat.
Manden og kvinden på trappen udveksler køn, sjæl og liv og bliver mærkværdige multi-kønnede væsener, der ser verden fra nye vinkler.
Et lignende stofskifte sker der mellem fiktionen og virkeligheden – mellem bogens fiktive spor og det selvbiografiske spor – sådan som de krydser hinanden igen og igen.
Selv om Weldon undervejs i små bidder forklarer og kommenterer, hvordan hendes eget liv har vævet sig ind i fiktionen, så bliver det ved med at være tvetydigt, hvilken rolle den fiktive historie om sjælebytningen og kønsskiftet spiller i selvbiografien. Det er set før, f.eks. i Virginia Woolfs forfatterskab.
Woolf lader som bekendt hovedpersonen i Orlando, der er en frit opfunden biografi over veninden Vita Sackville-West, skifte køn.
Måske forsøger Weldon at lege med kønsbyttet og med at fiktionalisere selvbiografien på samme måde, som Woolf fiktionaliserede biografien. Men med mindre held, synes jeg.
Selv beskriver Weldon sit forfatterskab som dokumentarisk: »Det jeg skrev, var alt sammen sandt, sandt, sandt.«
Og det nutidige liv og fortællingen, virkeligheden og fiktionen, er nært forbundet i størstedelen af Weldons forfatterskab.
Fay Weldons bog er trods sine uklarheder en vittig og læseværdig bog, der sætter en fed streg under, at skellet mellem virkelighed og fiktion langt fra er så klart, som både romaner og selvbiografier normalt går og bilder os ind. Det er spændende at se, om Weldon går linen ud og lader næste bind af selvbiografien være ren fiktion!

*Fay Weldon: Mandefælden. Oversat af Charlotte Grubb. 241 s., 299 kr. Lindhardt & Ringhof. ISBN 87-595-2371-9

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her