Læsetid: 3 min.

Den arme Nero

Ny bog om Nero giver et revideret syn på den berygtede, romerske kejser og gør op med en række tilvante forestillinger
20. december 2004

Ny bog
Man kan næppe forestille sig en romersk kejser, der i højere grad end Nero personificerer dekadencen, despotiet og den finale undergang i det rene ragnarok og fordærv.
Godt nok konkurrerer et par stykker om førstepladsen og med Caligula som en af de værste. Men Nero indtager trods alt førstepladsen set nedefra, eftersom Nero til sit cv kan føje den traditionelt tillagte ansvarlighed for Roms brand og massemordet på kristne.
Ydermere har billedet af den storhedsvanvittige kejser, der myrdede sin egen mor, prentet sig i bevidstheden ved forestillingen om, at denne sprøjtegale mand bogstaveligt talt med lyren i hånd besang sin egen hovedstads tilintetgørelse. Da alt var tabt, og selvmordet i en jordhule – opsporet dertil som en anden Saddam Hussein – som eneste og sidste udvej, faldt den berømte replik: Hvilken kunstner taber ikke verden i mig! Kort sagt.
Betydelige personers eftermæle bestemmes selvsagt af hvem og under hvilke omstændigheder dette formuleres. I Neros tilfælde kan man udpræget tale om, at den antineroianske tendens allerede i samtiden sejrede og i den grad og siden kejserens ynkelige undergang har præget historieskrivning og opfattelse.
Selv filosoffen Senecas nærvær, der kastede glans over Neros hof, har ikke kunnet rette meget op på renommeet; så meget desto mindre, som Seneca, selv ikke noget behageligt bekendtskab, føjede sig til den lange række af aktører i tiden, der på kejserens mere eller mindre direkte bud måtte lade livet for egen hånd.
Universitetslektor Peter Ørsted med speciale i Roms historie, har søgt at male et nuanceret portræt af Nero og dermed også korrigeret paratfordommene om dennes andel i blandt andet moderens død, kristenforfølgelserne samt Roms katastrofale brand.

Skarpsindige analyser
Ørsted går uhyre omhyggeligt og samvittighedsfuldt til værks og leverer, som i sin øvrige meget fine bøger om romerske personer, Roms kultur og politik, et fremragende indblik i tid og sted samt flere besnærende analyser af Neros personlighed og adfærd.
Ned til de mindste detaljer kildekritiserer forfatteren hver eneste af de centrale overleveringer om sin hovedperson – især om kejserens udskejelser, som selvsagt gennem tiden har koloreret portrættet så grelt. I skarpsindige diskussioner med kilderne ser Ørsted i modtraditionen sig i stand til at tilbagevise flere af de tilvante forestillinger om Nero.
Dette gælder ikke mindst Roms brand, for hvis anstiftelse Ørsted pure frikender Nero. Den kristne propaganda har i tidens løb besmudset den kunstnerisk begavede og musikalske kejsers rygte og i den forstand hægtet sig på antinero–traditionen – også ved greulhistorierne om levende menneskefakler i parken, osv.
I sammendrag kan Nero siges at have været en væsentligt bedre og mere rimelig hersker, end omdømmet lader ane. Han fremstod i de første år ved magten fra 54 til omkring Roms brand i 64 ligefrem som en storartet kejser. Regimet bragte fred og fremgang, økonomisk vækst og andet godt, og kejseren var flittig.
Men allerede fra før branden, som slog bunden ud af kassen på imperiet, og til Neros død i 68 gik det rent galt. Kejseren kom i stigende modsætning til senatet, og hans økonomiske politik slog fejl og udfordrede for mange stærke lag på én gang. Dertil kom kejserens stigende forkærlighed for at optræde frem for at regere og hans lange kunstrejse til det beundrede Grækenland, hvor han var væk fra Rom i over et år. Til sidst blev det for meget, konspirationerne, hvoraf der var flere, lykkedes, og Nero endte i det sorte hul.

En nødvendig bog
Peter Ørsted har for alle historieinteresserede og ditto Rom-farere skrevet en nødvendig bog for forståelsen af denne centrale skikkelse i imperiets historie. Det hænder for Ørsted, at hans nærhed til stoffet går ud over den i øvrigt grundkritiske sans og optugtelse.
Således kan motivanalysen vedrørende selv intime detaljer i flere af hovedpersonernes tanker og adfærd forekomme en anelse overspillet.
For denne anmelder kan fænomenet minde om en forgangen historielærer, der ved omtalen af Ægyptens kong Keops (ham med pyramiden) eftertænksomt og tilsyneladende fortrolig med Keops’ tanker og følelser mumlede: Kong Keops, en mærkelig mand!
Ørsteds til tider noget vidt spundne spekulationer gør ikke just fremstillingen
kortere. I givet fald ville dette næppe have skadet projektet.

*Peter Ørsted: Nero - kejser i Rom. 440 s. ill. 399 kr. Høst&Søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu