Læsetid: 4 min.

Brandes igen – og i dag

I en ny stor bog bliver Georg Brandes og hans tid set fra det 21. århundrede
7. december 2004

Ny bog
Hans Hertel, der er professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, har redigeret Det stadig moderne gennembrud. Georg Brandes og hans tid, set fra det 21. århundrede. Bogen handler om det moderne gennembrud og opsamler bidrag fra en række arrangementer i efteråret 2002.
Det har han gjort godt: Modernitetens dilemmaer løber som en rød tråd gennem de fleste af artiklerne, og i den lange og tætte indledning strammer Hertel selv garnet. Læseren får her en oversigt over det moderne gennembrud i bredeste forstand, som er så kompleks og klar, at den er klar til servering i den ene pædagogiske sammenhæng efter den anden.
Med fast hånd og et maksimum af oplysninger skitseres industrialiseringen og urbaniseringen, demokratiseringen og organiseringen af det danske samfund, dets internationalisering og dets polarisering. Fra befrielsen over at voldene og samfundsskellene faldt – til angsten over, at det gik for stærkt.
Også det følgende kapitel står redaktøren for, en fyldig gennemgang af Brandes’ forfatterskab med vægt på funktionen og rollen som intellektuel. Den indfanges gennem en række gode sammenligninger, bl.a. med den palæstinensisk-amerikanske litterat Edward W. Said som afsæt. Han fremhævede, at problemet for mange af de moderne intellektuelle er deres profession og dermed deres afhængighed, som skubber forpligtelsen på sandhed, retfærdighed og frigørelse i baggrunden.
Typer som Brandes, derimod, var uforfærdede og nysgerrige amatører, der først og fremmest holdt sig fri til at sige præcis, hvad de ville, og når de ville det. Ind imellem snurrer garnnøglet med Brandes’ værker lidt vel forceret af sted, men genfortællingens synsvinkel kaster hele tiden nye facetter af det kendte, bl.a. i en ny fremhævelse af balancen mellem nationalisme og kosmopolitisme og af Brandes som en klassisk liberalist. Når boet efter Brandes gøres op, fremhæver Hertel to ting: dels teksternes levende læsninger, dels humanismens prøvende fornuft.
Også Sune Berthelsen og Ditte Marie Egebjergs bidrag om den nationale kosmopolit holder sig til Brandes, ikke mindst hans store udlandsrejse i 1870-71, der åbnede blikket for den europæiske sammenhæng, og Berlinopholdet 1877-83, der gjorde ham bevidst om den nationale kamp for kulturudvikling.

Don Juan
De øvrige bidrag drejer sig om gennembruddets forfattere. Marianne Stidsen skriver om J.P. Jacobsen, Henk van der Liet om Drachmann og Live Hov om Ibsen, Bjørnson og Strindberg. Det er dobbeltportrætter. J.P. Jacobsen blev – hævdes det – frakoblet det moderne projekt, fordi opmærksomheden på hans ikke-naturalistiske kunst og detaljerigdom, førte læsningerne andre steder hen; for fordybelsen i arabeskerne har man ikke kunnet se, at han også hører med i det kritiske, reflekterende kompagni. Dobbeltheden og ambivalensen må læses frem igen, ligesom den må det hos Drachmann, hvis splittelse mellem modernitet og tradition især kan ses i den store roman Forskrevet fra 1890. Men rigtigt overbevist bliver man ikke af de to artikler; de tilskynder og giver lyst, men det lykkes ikke for alvor at få åbnet til de lag, hvor der er strøm i teksterne.
Her giver Martin Zerlangs korte kapitel om Herman Bangs journalistik flere stød, fordi rollen som feuilletonist får perspektiv ind i periodens dominerende bladverden. Et sådant, fastholdt perspektiv har også Live Hovs kapitel om Nora og hendes søstre.
På sidelinjen i bogen står Sune Aukens kapitel om det, der forbinder romantikken og gennembruddet, ikke mindst naturbegrebet, der lever ubeset og ubesværet hen over det store skel. Auken tager det frem til kritisk genovervejelse sammen med bl.a. prosagenrens fremvækst i hele det 19. århundrede. Det er en nok så faglig diskussion, men den holder fast ved det forhold, at det moderne gennembruds problemer hele tiden må genovervejes. Det bliver de for så vidt også i Marianne Stidsens andet bidrag, bogens sidste kapitel om frihedens janushoved. Anledningen er Jette A. Kaarsbøls roman Den lukkede bog fra 2003, men emnet er det risikosamfund både vi og gennembrudsfolkene måtte finde sig selv i; det udmønter sig i en fremhævelse af litteraturens evne til at gøre en forståelse ikke bare begrebslig, men følelsesmæssigt nærværende, så man på én gang kan mærke rødder og vinger. Her bliver pointerne imidlertid for generelle og eksemplerne for spredte. Det må høre med til gen-refleksionen af det moderne gennembrud, at der også trækkes skel. Altså ikke blot: Hvad var det moderne i gennembruddet? Præcist hvad var det radikale i det – og hvad er så det kultur-radikale?
Det problem dukker op i Hans Hertels tredje lange bidrag til bogen, et stort kapitel om Henrik Pontoppidans noveller. Man mærker nok, at siderne skylder deres eksistens en genudgivelse af Pontoppidans noveller, for ind i mellem savner man problemer og argumenter fra de store romaner, så billedet kan blive mere dækkende, men i kraft af, at receptionen her – igen – trækkes med ind i fremstillingen, kommer Pontoppidans mange radikalismer og besværet med at forholde sig til dem godt frem i lyset. Ikke bare som det var tilfældet for 80 og 50 år siden, men sådan som det stadig sker, når Dansk Folkeparti gør ham til kronvidne. Artiklen giver prægtige eksempler.
Den slags forenklinger stiller bogen sig i vejen for – ved stadig at gøre gennembruddet moderne.

Hans Hertel (red.): Det stadig moderne gennembrud. Georg Brandes og hans tid, set fra det 21. århundrede. Med bidrag af Hans Hertel, Sune Berthelsen, Ditte Marie Egebjerg, Marianne Stidsen, Henk van der Liet, Sune Auken, Live Hov og Martin Zerlang, 320 s., illustreret, 298 kr. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu