De efterladtes efterliv

I 2002 fik Imre Kertész Nobelprisen for sit forfatterskab om at overleve overlevelsen.
Nu har han skrevet en roman om at overleve overleveren

Ny bog
Siden jeg for to år siden læste Imre Kertész’ Kaddish for et ufødt barn, har denne bogs fortæller været min store etiske helt. Han har lært mig, at den vedholdende, aggressive negation (à la Thomas Bernhard) kan være den største livsbekræftelse. Han har lært mig, at næstekærlighedens formular er ’hold kæft, hvor er du underlig – og det er jeg også’. Han har lært mig, at ’selv’et’ hverken er en indre kerne eller en beholder, men en uhåndgribelig, skrøbelig rest (den ’rest’, der findes mellem de to udsagn: »Jeg er en jøde, der har overlevet Auschwitz« og »jeg er jo bare mig«), som vi ikke desto mindre må bygge vores tilværelse på, som på en rullesten.
Hvor chokerende er det da ikke, at denne min store negationshelt, min aggressive, trodsige, dialektiske bekræfter af livet og kærligheden, nu har begået selvmord. Sådan er udgangssituationen i Kertész’ seneste roman, Likvidation, som udkom på ungarsk sidste år og nu har fundet vej til det danske publikum gennem Peter Eszterhás’ fine oversættelse.

Den døde fortæller
Likvidation udspiller sig i Budapest i tiden omkring Murens fald: »Da de af al kraft og med hænder og fødder stemte mod muren, som de havde anset for uigennembrydelig, indtil al modstand – gud ved hvordan – lige med ét var ophørt, og de pludselig havde befundet sig i intetheden, som de i den første beruselse havde troet var friheden.«
Fortælleren fra Kaddish kaldes her ’B’ (som viser sig at være bogstavet i det fangenummer, han som nyfødt fik tatoveret på sit inderlår i Auschwitz), og nu er det hans litterære forlagsredaktør, Keserü, der fortæller.
I høj grad fortæller, og fortælles, han dog stadig gennem B’s fortælling: Lange passager af Likvidation er uddrag af B’s efterladte manuskripter, som Keserü skal forestille at læse, bl.a. et dramamanus med titlen Likvidation, der på mærkværdig vis foregriber den scene, der efter B’s selvmord udspiller sig på forlagskontoret mellem Keserü og andre af B’s efterladte.
Som bogen skrider frem, bliver man faktisk mere og mere i tvivl om, hvornår det er B, der fortæller, og hvornår det er Keserü eller en af de andre efterladte. Der skiftes mellem første og tredje person, og mod slutningen gives ordet til B’s eks-hustru, Judit, kun for at hendes ord ender i stiliserede dramareplikker, som angives at være forfattede af B.
Skal man tro bogens citationsmarkører (og den danske udgaves gengivelse af disse), er det faktisk næsten hele bogen, der er et citat fra B’s manuskripter, bortset fra indledningen og slutningen, hvor Keserü vandrer rundt i sin lille lejlighed, mellem vinduet, hvor han »som en voyeur« betragter de hjemløse, og skrivebordet, hvor de opslåede manuskripter ligger »bredt ud som nedfaldne fugle«.
Måske er det ikke bare scenen på forlagskontoret, måske er det stort set hele romanen, der er B’s egen iscenesættelse af sine efterladtes efterliv. Men dette er ikke bare en morsom, metafiktiv leg: Spørgsmålet om fiktionens grad af virkelighed bliver også et spørgsmål om eksistensens grad af virkelighed.

Den manglende roman
Den historie, der fortælles, på hvilket virkelighedsniveau den nu end befinder sig, er historien om Keserüs jagt på et romanmanuskript, som han er overbevist om, at B har skrevet, men som ikke er at finde blandt de efterladte papirer: »Det er livsvigtigt for mig at læse denne bog, for dér ville jeg sandsynligvis få at vide hvorfor han døde og måske også om jeg har lov til at leve videre når han nu er død.«
Denne roman finder Keserü naturligvis aldrig. Måske findes den ikke. Måske har Judit brændt den. Måske er den det, der står mellem de to citationsmarkører i Likvidation.
Således overlades Keserü og læseren uden noget svar på det brændende spørgsmål: Hvorfor begår B selvmord? Er det totalitarismens sammenbrud, der også bliver B’s, fordi den overlevelsesform, han har skabt sig, handler om at overleve totalitarismen, først nazismens, siden kommunismens? Er det, fordi faldet ud i friheden viser sig at være et fald ud i intetheden? Eller er det, fordi han, som den inkarnerede erindring om det levede liv i Auschwitz, ikke kan leve videre, nu hvor Auschwitz, med Judits ord, er blevet »et friluftsmuseum«? Er det skilsmissen fra den hustru, han i Kaddish gennemlevede et af århundredets største litterære kærlighedshistorier med, der har kastet ham ud i en sorg, som kun kan dulmes med selvmord? Er den absurde helts overlevelsesposition simpelthen så hårdt et Sisyfos-arbejde, at overleverens kræfter nu er udtømte? Eller er det Kertész, der på denne måde har gjort sig færdig med at inkarnere erindringen om Auschwitz?
Det vil jeg formentlig gruble over de næste mange år, både når jeg sidder med næsen i Kertész’ manuskripter, og når jeg kigger ud ad vinduet. Det er meget sjældent, jeg læser bøger, hvor jeg er bange for at gå glip af et eneste ord. Men sådan har jeg det med Kertész’ bøger.

*Imre Kertész: Likvidation, på dansk ved Peter Eszterhás, 136 sider, 198 kr. Batzer & co. Roskilde Bogcafé. ISBN: 87-90524-55-1